Døren der blev sparket ind
Kåre Schelde er Islam- og landskonsulent i Mission Afrika og bor i Århus.
Jesus: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. (Johannesevangeliet 2,7)
Intet i livet er så nødvendigt som det overflødige! Sætningen stammer fra filmen Livet er smukt og er en mærkelig modsætningsfyldt formulering. Alligevel er den god at have i baghovedet, når vi skal fravriste fortællingen om brylluppet i Kana en mening, der har med vores liv at gøre.
Vi er til bryllupsfest, og Jesus er med. Festen er ved at gå død, for vinen er sluppet op. Og hvad er en bryllupsfest glædens, livets og overflodens fest uden at kunne beruse sig i dejlig vin? Ved festen træder Jesus i karakter og griber til handling. Og der er meget mere på spil end blot at afværge en pinlig situation for værten. For som evangelisten Johannes fortæller det, så forvandler Jesus vand til vin som begyndelsen på sine tegn og for at åbenbare sin herlighed.
Men hvad er denne handling et tegn på? Her er det vigtigt at huske, at Jesus var jøde og levede blandt jøder. I jødedommen spiller renhed en afgørende rolle, både blandt mennesker og over for Gud, og derfor var der også ved brylluppet sat renselseskar frem med plads til mange hundrede liter vand. Og netop i disse kar forvandler Jesus vand til vin, og heri henter tegnet sin betydning. For når der nu er vin i karrene, kan de ikke længere bruges til at rense sig i. Tænk bare, hvordan man ville lugte, hvis man vaskede sig i vin. Og det er, som om Jesus hermed vil fortælle og i øvrigt med resten af sit liv fortæller, at i forhold til Gud kan vi ikke rense os selv. Her tæller vores egne bedrifter ikke, uanset hvor fantastiske eller fromme de end måtte være. For den, der gør os rene over for Gud, er Gud selv, der i Jesu skikkelse er med som gæst ved festen.
Når vandet forvandles til vin, er det ikke en tilfældighed. For det var netop vin, Jesus drak sammen med disciplene, den aften han indstiftede nadveren og sagde, at dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Og overflodens vin, der nu ligger i renelseskarrene, viser på en måde hen til Jesus selv, til hans egen korsfæstelse og død. Den handling hvor Gud giver sin egen søn, ja hvor Kærligheden ofrer sig selv, for at kærligheden, livet og festen kan blive større.
Mange forbinder kristendommen med noget moralistisk, og vel har kristendommen en moral: At vi skal elske Gud og elske vores næste. Men hvor moralismen siger, at du er et skidt menneske, når du ikke gør, som du bør, så siger kristendommen: du er tilgivet og elsket på trods af, hvad du har gjort.
Stærkest udtrykkes det vel i nadveren. Her kan alle høre, se og smage, når Jesus siger, at dette bæger er mit blod, og det er udgydt til syndernes forladelse. Så er vi rene. Ikke fordi vi har vasket os, men fordi Gud renser os i sin uendelige kærlighed. Både døbefonten og alterbægeret bliver så at sige til Guds vaskefad eller renselseskar. Og det er godt sådan. For så er der håb selv der, hvor vi ikke længere slår til. Så er der håb selv der, hvor festen er gået død.
Det er opsigtsvækkende, at Jesu første tegn i princippet er overflødigt. Ingen ville jo dø af, at de resten af festen måtte nøjes med vand. Men for at understrege Guds herlighed og ødselhed over for mennesker begynder Jesu gerning med et sandt overflodstegn:Det overflødige, der i bund og grund er det evigt nødvendige.
Et sådant tegn kræver tro, hvis det skal blive til glædens tegn og et kik ind i Guds rige! Men heller ikke tro er noget, vi selv kan foranstalte med ekstra knofedt, selvom disciplin kan være vigtig for at holde troen levende. Til gengæld kan vi i hengivenhed erfare, at når vi møder kærlighedens overflod i denne fortælling og andre steder i vores liv gennem kærtegn, gode ord og dejlig vin, ja så sparkes døren ind hos os – og vi smittes af troen på livet og glæden. En glæde som vi ikke selv foranstalter, men som netop trænger ind i os og åbner os for livet og festen. En glæde der har kraft til at genindsætte os i det brudte fællesskab. Et liv hvor intet erfares så nødvendigt som det overflødige!
