Er FN imod Israel?

I Gaza blev flere civile dræbt under Israels militære aktion mod terrororganisationen Hamas,
og aktionen blev udråbt til at være en israelsk krigsforbrydelse.Israelernes angreb i Gaza er forbi, men det har efterladt de fleste iagttagere med en bitter smag i munden p.g.a. israelernes angreb på – eller tæt på – en FN-skole 13. januar.

Geoffrey Cain er forfatter
og cand.mag. et art.

Her blev flere civile dræbt, og hændelsen blev udråbt til at være en israelsk krigsforbrydelse, mens israelernes påstand om, at de blev beskudt fra skolen eller en stilling meget tæt på skolen, er blevet mødt med vantro.
Men kunne det være sandt, at Hamas bruger FN-bygninger som affyringsramper? Det er der desværre meget, der tyder på, og det hænger sammen med Hamas’ forbindelser til FNs underorganisation UNRWA, der trods sin nøglerolle i konflikten er meget lidt kendt.

UNRWA (bogstaverne står for United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East) blev oprettet i 1948-1949 og var oprindelig tænkt som en temporær foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge.
Men lige som under Parkinsons lov har organisationer – engang stiftet – en tendens til at leve evigt, og agenturet består endnu. Men i stedet for at få de flygtede arabere integrerede i andre arabiske lande kultiverer UNRWA dem som ofre med ganske særlig status.
Palæstinenserne har nemlig fået rettigheder, ingen anden flygtningegruppe har, og derfor vokser deres antal, mens alle andre flygtningegrupper efterhånden bliver mindre og mindre p.g.a. naturlig afgang og assimilation. Ingen anden flygtningegruppe har en ”right of return” (hjemvendelsesret) ud over palæstinenserne.
Der er absolut ingen  ”right of return” for de cirka 15 millioner tyskere, finner og polakker, der blev fordrevet fra deres hjem i 1944-1945, og heller ingen hjemvendelsesret for de millioner af hinduer, der måtte flygte til Indien, da Pakistan blev til et par år senere i 1947 (d.v.s næsten samtidig med Israels oprettelse).
Kun én gruppe flygtninge i verden har fået blåstemplet deres ret til tilbagevenden, og det er palæstinenserne.
Så selv om hundrede tusinder af palæstinensere og deres efterkommere nu har jordansk statsborgerskab, betragter UNRWA dem stadig som flygtninge. Og det samme gælder palæstinenserne i Libanon, der selv efter næsten 60 års ophold ikke kan få libanesisk statsborgerskab, ikke må eje ejendom og  ikke må arbejde i en hel række professioner.
Men i stedet for at anbringe de oprindelige flygtninges børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn i det libanesiske samfund holder UNRWA dem i usle lejre, langt væk fra andre borgere i det land, de er født i, så det nedarvede had kan holdes i kog.  

UNRWA (bogstaverne står for United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East) blev oprettet i 1948-9 og var oprindelig tænkt som en temporær foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge.
Foto: FNs hovedkvarter i New York.

Situationen er rent ud sagt uhyggelig og bliver forværret af, at UNRWA og de mennesker, den skal administrere, nu er  filtret ind i hinanden på en ganske uoverskuelig måde.
”De fleste UNRWA-ansatte er selv flygtninge”, forkynder organisationen stolt på sin hjemmeside, og det billede lader vi stå et øjeblik for bedre at kapere, hvad det indebærer.
De fleste UNRWA-ansatte er altså selv palæstinensere, og i oktober 2004 indrømmede UNRWA-kommissær, dansk cand. scient. pol. professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamasmedlemmer på sin lønningsliste – og ildevarslende nok især i undervisningssektoren.
Det mente han ikke, var noget problem,  fordi ”ikke alle Hamas-folk er militante”. Så samarbejdet fortsætter, og det er bestemt ikke uskyldigt.
I samme år (oktober  2004) skrev Arlene Kushner en artikel om UNRWAs forbindelse med terrorisme for Center for Near East Policy Research, hvor hun dokumenterede en række forhold, der straks burde have bragt organisationen i et kritisk lys.
Hun fortalte om Hamas- medlemmer, der kontrollerede UNRWA-fagforeninger, om brugen af en UNRWA-ambulance til transport af våben og sprængsstoffer samt en UNRWA-chauffør, der benyttede sin organisations-status til at fordele budskaber til Hamas’ aktivister i forskellige palæstinensiske byer.

Kushner fortæller også om Nahd Rashi Ahmad Atallah, en højere UNRWA-funktionær, der indrømmede, at han i juni-juli 2002 havde  brugt en UNRWA-bil til transportere bevæbnede medlemmer af ”folkelige modstandskomitéer”, der var på vej til at lave snigskytteangreb på israelske soldater og affyre missiler mod jødiske bosættelser i det nordlige Gaza. 
Disse beskyldninger er blevet gentaget i maj 2008, da ”Global Research in International Affairs Center” bragte en artikel, der beskrev i detaljer, hvordan UNRWA-skoler fungerede dels som drivhuse for anti-vestlig, anti-amerikansk og antisemitisk  indoktrinering, dels som rekrutteringscentre for terrorgrupper.
Awad al-Qiq  var ansat som kemi- og fysiklærer på en UNRWA-skole. Efter mange års ansættelse blev han forfremmet til leder af Rafah drengeskole, altså ikke en uvigtig stilling. Ved siden af sin lærergerning var al-Qiq en førende bombemager for Islamisk Jihad, og han blev dræbt under en inspektionsrunde på en bombefabrik ikke langt fra skolen.
Han byggede således bomber mod Israels civile befolkning samtidig med, at han indoktrinerede sine elever til at gøre det samme. Islamisk Jihad behøvede ikke at betale ham for det, det gjorde FN via UNRWA.

Og det er heller ikke så mærkeligt. Muslimske stater og deres olieafhængige klientstater udgør et flertal i FN’s Generalforsamling, og dette afspejler sig i underorgansiationerne.
En af dem er FNs Menneskerettighedsråd. Under Israels fremstød i Gaza fandt Menneskerettighedsrådets direktør fru N. Pillay det passende at pointere, at ”Israels skal opfylde sine internationale forpligtelser, uanset om Hamas opfylder sine forpligtelser”.
Dette Menneskerettighedsråd (som også er totalt domineret af islamiske lande og deres støtter), har eksisteret siden 2006 og har vedtaget 25 resolutioner, hvoraf de 20 er rettet mod Israel, fire mod Myanmar og et mod Nordkorea, mens Rådet ikke har fundet det opportunt at udtale sig om f.eks. massemord i det muslimske Sudan.
Så Israel har ikke blot Hamas og det meste af den muslimske verden imod sig, landet har også en skjult og mægtig fjende i FN, der netop nu himler op om Israels påståede brutalitet.
Det faktum at  Hamas bevidst affyrer skud  fra skoler, hospitaler og moskéer i håb om at Israels svar vil ramme civile, bliver sjældent nævnt.
Og medierne interesserer sig heller ikke for det.

Journalist Hanne Foighel har på DR P1 oplyst, at UNRWA efter Gaza-krigens afslutning har måttet erkende, at Israels påståede beskydning af skolen i Gaza var usand. (red.)