En livsrejse med Helligånden
Samtaler med pinse-prædikant om om et rigt liv, der har været helliget Gud.Blandt frikirkefolk – og i særlig grad pinsevenner – er Kurt Christensen kendt som en foregangsmand, der på rigtig mange måder har påvirket kirkelivet i Danmark.Allerede som 16-årig begyndte Kurt Christensen sin prædikegerning. Det var i Rønne på Bornholm, hvor han prædikede ved formiddagsmøderne og i en periode var den egentlige leder af den levende pinsemenighed her.
I pinsemenigheden Tabor i København blev han en karismatisk leder, og her tryllebandt han hver uge 800 medlemmer med en forkyndelse, hvor Helligånden var det centrale i budskabet.
Selv kalder han sit liv for en livsrejse med Helligånden, den indre stemme, som Bibelen blandt andet kalder Talsmanden.
Han var med til at starte KKR/TV, og her nåede han med budskabet ud til tusinder af københavnere som tv-prædikant.
Kurt Christensens forkyndelse og kristenliv er stærkt præget af den indflydelse, han som helt ung modtog under opholdet på Prædikantskolen i Filadelfiamenigheden i i Oslo.
Her beskæftigede man sig meget med Jesu genkomst, og det optog alle meget, også så meget, at det tog overhånd og gjorde, at mange mennesker ofte stoppede med deres naturlige livsførelse for alene at afvente Herrens snarlige genkomst.
Ved Helligåndens hjælp blev denne tilstand ændret, så man levede videre i et virksomt liv, mens man stadig ventede på, at endetiden nærmede sig.
Kurt Christensens tjeneste som forkynder og menighedsleder medførte en turbulent tilværelse – ikke alene for ham selv, men selvfølgelig også for hans hustru og deres børn.
Han fortæller, at han havde samvittighedskvaler i forbindelse hermed. At han blev klar over, at hans mange rejser, hvor han i længere tid var væk fra familien, gik ud over den, og at de tit måtte savne samværet med mand og far.
Når man læser Kurt Christensens særprægede levnedsbeskrivelse, står det klart, at hele hans liv var en fortsat tjeneste for Gud: Gud udvalgte ham, Helligånden vejledte ham, og han selv fulgte bogstaveligt og lydigt alle Talsmandens ord i ydmyghed og tro.
Derfor fik han lov til at føre så mange til Kristus og at blive til så stor velsignelse i tjenesten – ikke mindst i de mange menigheder ud over landet, som han gennem alle årene virkede i.
Daniel Øhrstrøms samtaler med Kurt Christensen om Talsmanden blev til en spændende og værdifuld bog om, hvor rigt et liv kan leves, når det helhjertet er helliget Gud.
Daniel Øhrstrøm:
Talsmanden
– En samtale med Kurt Christensen om at finde Guds stemme i sit liv
176 sider 229 kr.
Forlaget Due