Tunger som af ild

Helligånden fyldte Jesu efterfølgere med et ukueligt mod og et flammende budskab om Jesu opstandelse. De drog ud og udfordrede alle vegne mennesker til at tro på Jesus, lade sig døbe og modtage Helligånden, skriver Hans P. Pedersen i denne pinsekronik. Han er forfatter til bestselleren 2000 år med Helligånden.Hans P. Pedersen
er præst, forfatter og formand for Immigranthjælpen.

Efter sin opstandelse havde Jesus under 40 dages samvær med sine disciple forberedt dem på at modtage Helligånden, der skulle sætte dem i stand til at fortsætte hans gerning, når han ikke længere legemligt var hos dem. Jesus afsluttede sin personlige tjeneste, som således overgik til en teamtjeneste. Det, han havde gjort, skulle hans efterfølgere også gøre. I kraft af Helligåndens tjeneste skulle de gøre større ting, end han havde gjort: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen…”

På den 40. dag efter opstandelsen blev Jesus taget op til himlen og indtog sin plads ved Guds side. Himmelfarten udtrykker således ikke en afslutning på Jesu liv, men en ny epokes begyndelse. Kort før Jesu himmelfart havde han opfordret sine disciple til at bringe budskabet om hans frelsende død ud til alle folkeslag: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.”
For at blive påklædt til denne opgave blev de alle fyldt af Helligånden: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirrede, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: ”Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.”

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.

Historiens første kristne vækkelsesbevægelse brød således frem pinsedag i Jerusalem år 33 e. Kr., da Helligånden manifesterede sig som tunger af ild og satte sig på Jesu første tilhængere. Det væsentligste i pinsens begivenhed og under var imidlertid ikke apostlenes oplevelser, hvor tunger som af ild satte sig på deres hoveder, og de talte mange forskellige sprog. Det helt afgørende var modtagelsen af Helligåndens kraft til at bringe vidnesbyrdet om Jesu liv og gerning ud til mennesker i hele verden. Helligåndens opgave er at herliggøre Jesus, at overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom og minde om, hvad han har sagt og gjort.
Helligånden fyldte Jesu efterfølgere med et ukueligt mod og et flammende budskab om Jesu opstandelse. De drog så ud og udfordrede alle vegne mennesker til at tro på Jesus, lade sig døbe og modtage Helligånden.
En lille bange og forsagt gruppe mennesker bag lukkede døre forvandledes således gennem Helligåndens ilddåb til dynamiske, visionære og ekspansive ledere. Hvor de kom, bragte de budskabet om Jesu livsforvandlende frelse og formidlede Helligåndens liv og kraft til mennesker. Det skildres i i Det nye Testamente i bogen Apostlenes Gerninger, hvor Helligånden har en særlig fremtrædende plads. Her afsløres Helligåndens person og rolle. I virkeligheden kunne bogen lige så godt have heddet ”Den opstandne Jesu Kristi gerninger ved Helligånden gennem apostlene”.

Det fremgår tydeligt af Apostlenes Gerninger, at Helligånden er en guddommelig person, der taler og får andre til at tale. Han vidner, udsender kristne forkyndere og udpeger mennesker til tjenester i menighederne. Helligånden er Kristi stedfortræder, idet Jesus fortsætter sit arbejde efter himmelfarten gennem Helligånden. Helligånden er givet af den ophøjede Jesus til hans disciple og kaldes Jesu Ånd, og beskrives også som det, som Faderen havde lovet.
Apostlenes Gerninger beretter således om en opfyldelse, som også er en ny begyndelse.
Profetierne i Det gamle Testamente og Jesu løfter om Helligånden går i opfyldelse pinsedag. Vind og ild er gammeltestamentlige symboler på guddommen. Med tungetalens gave fik Jesu første efterfølgere ikke alene nye talegaver ved Helligånden, men den første kristne menighed blev udrustet til dens altomfattende virksomhed, til dens tilstedeværelse og vidnesbyrd om Jesus blandt mennesker, der taler alle mulige sprog. Helligånden skabte et fællesskab i kærlighed og enighed, og Helligånden blev lovet dem, der tog imod det kristne budskab, så de kunne være vidner for Jesus i hele verden og gennem deres overgivelse til den iboende Helligånd manifestere Åndens frugt: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.

Det er Helligånden, der gør den kristne tro levende. I bogen Pinsedagens ildtunger – eller kristendommens sande kraft skriver William Arthur: ”I samme grad som man overser Helligåndens kraft og stoler på andre midler som erstatning herfor, formindskes virkningerne af kristendommens sande kraft.”
Vækkelsen fra Jerusalem bredte sig som ild i tørt græs. I løbet af det første århundrede spredtes evangeliet over hele den da kendte verden. I Apostlenes Gerninger skildres evangeliets udbredelse og resultatet af den første menigheds udvikling gennem Helligåndens virke.
Den første kristne menighed bestod både af jøder og proselytter, dvs. hedninger, der havde sluttet sig til jødedommen og således blev betragtet som jøder. Disse havde omvendt sig til Jesus efter Peters inspirerende pinsetale og var blevet døbt. Men livet i Helligåndens dynamiske kraft var imidlertid ikke forbeholdt de første disciple og de jødekristne i Jerusalem. Vækkelsen bredte sig til Samaria, hvor Helligåndens også kom over de samaritanske troende. Dette skete imidlertid først efter, at apostlene havde lagt deres hænder på dem og hermed havde manifesteret en holdning af kærlighed og fællesskab samt givet udtryk for den kendsgerning, at frelsen kommer fra jøderne.
Barrieren mellem jøder og hedninger blev nedbrudt. Helligåndens liv og kraft var også for hedningerne. Efter Peters åbenbaring blev begyndelsen til en enestående vækkelse blandt hedningerne indvarslet i den romerske officer Cornelius’ hus i Cæsarea, hvor Helligånden faldt på de forsamlede på samme måde, som apostlene havde erfaret det i Jerusalem.

Det var gennem Johannes Døber, at løftet om dåben med Helligånd og ild første gang blev fremsat, og i Apostlenes Gerninger beretter Lukas om, hvordan en gruppe af Johannes’ disciple også modtog Helligånden. Lukas beskriver, hvordan Helligånden bandt disse forskellige grupper sammen og hindrede splittelse.
Helligånden manifesterede sig i menighederne, for at de skulle blive i stand til at vidne om Jesus. Menigheden i Antiokia blev inspireret af Helligånden til at udsende Barnabas og Paulus med evangeliet til hedningerne, akkurat som Helligånden tidligere havde inspireret Peter til at forkynde evangeliet for romeren Cornelius, hans slægtninge og nærmeste venner.
De første menigheder sprudlede af liv. Man samledes fast på den første dag i ugen, på Herrens opstandelsesdag, men kom ofte også sammen dagligt. Det helt centrale i sammenkomsterne var apostlenes lære, fællesskabet, bønnerne og brødsbrydelsen, men også de åndelige gaver, karismerne, manifesterede sig. I sin bog Urkristna Kraftkällor skriver den tidligere leder af Nordens største pinsebevægelse, Lewi Pethrus: ”Når man læser fremstillingen i Apostlenes Gerninger af de første kristne menigheders liv og virksomhed, finder man, at Helligåndens dåb var en af de centrale kilder, hvoraf menigheden øste den overvældende kraft, som var så karakteristisk for kristendommens første dage.”

Helligånden spillede således en helt afgørende rolle i de første kristne menigheders liv. I Udsyn over den kristne menigheds levnedsløb skriver Anders Nørgaard: ”Helligånden var den kristne menigheds eneste magt. Den ejede ikke anden styrke af nogen art. Men den kunne heller aldrig blive svag på anden måde, end hvis Helligånden forlod den. Den havde ingen anden rigdom i verden end Helligånden, men den kunne aldrig blive fattig på anden vis, end hvis Helligånden forlod den.”