Gud holder fest – og du er inviteret

Gud vil holde fest. Og han vil have os med til festen. Det er det, kristendommen drejer sig om. Jørgen Sejergaard
er sognepræst i Karlebo Sogn i Nordsjælland.

Nogle vil måske hævde, at næstekærlighed er det vigtigste, men kristendom er først og fremmest, at Gud viser os kærlighed. Gud er kærlighed. Gud er lykkelig. Derfor vil han dele sin lykke med os, og derfor indbyder han os til fest hos ham.
Jesus taler om Guds fest, der overgår alt, hvad mennesker kan arrangere. Ikke som en kongelig mærkedag, hvor langt de fleste af os må nøjes med at følge med hjemme foran fjernsynet. Nej, her får alle lov til at være med og komme til bords. Et festmåltid for milliarder af mennesker. Hvem kan arrangere det andre end Gud?
Ved et festmåltid er der ofte en overraskelse for gæsterne. Det er der også her: Døden opsluges for evigt. Gud tørrer tårerne af hvert ansigt. Og festen får aldrig ende. Gæsterne tager ikke hjem. De bliver boende hos værten, der har skabt en hel verden til dem. En verden af retfærdighed og glæde og harmoni. Så stor er værten. For han er Skaberen, den højeste magt bag alt.
Kristendommen handler om fest, og meningen er, at de indbudte skal blive så glade for indbydelsen, at de går ud og forsoner sig med alle deres fjender, for det kan jo ikke være meningen, at man skal sidde til bords og være uvenner med nogen af de andre. Meningen er, at alle skal være glade og holde af hinanden.

Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede!
Det er det første, Jesus lærer os i denne uges tekst. Men han lærer os mere, og hvis det første var glædeligt overraskende, så er det andet sørgeligt overraskende. De indbudte er langt fra begejstret for Guds indbydelse, og de har dårlige undskyldninger på stribe. Jeg har købt en mark, jeg har købt fem par okser, jeg har lige giftet mig. Hav mig undskyldt, jeg kan ikke komme.
Man kan forstå det, hvis det var en almindelig fødselsdag. Men hvordan kan folk ved deres fulde fem sige nej tak til festen hos universets skaber? Denne verden har begrænset levetid. Vi har endnu mere begrænset levetid. Men vi er indbudt til fest og fast bopæl i en ny verden med ubegrænset levetid, en verden, hvor død og sorg skal forsvinde, og alligevel siger mennesker nej.
Menneskene bryder sig ikke umiddelbart om Guds indbydelse. Jesus beskriver det så udførligt i sin lignelse, fordi han vil have os til at overveje vores holdning til Guds indbydelse.
Jesus peger på, at mennesker vil bruge de nære ting, arbejdet og familielivet, som undskyldning for ikke at gå til fest hos Gud. Han kender os og tager os lige på kornet her. Mennesker vil ikke indrømme, at det er modvilje mod Gud, der er grunden til, at de siger nej. Derfor vil man hellere camouflere det som en nødvendighed, en pligt. Så har man et alibi. Men Jesus afslører, at alibiet er falsk.
Jesus lærer os, at hvis vi skal med til festen, så skal vi tage imod Guds indbydelse og samtidig beskyttes mod dette selvbedrag. Derfor er det vigtigt at gå i kirke, så vi gennem gudstjenesten kan fyldes med tillid til Gud og lære vores eget bedrageriske sind at kende.
Måske har vi undskyldninger. Måske mener vi endda at have gode undskyldninger for at takke nej til invitationen. Vi har ikke tid, vi er trætte, gudstjenesten er kedelig osv. Det er sikkert rigtigt alt sammen. Men det er bare ikke afgørende.
For Guds festsal skal nok blive fyldt, selv om vi takker nej til invitationen. Det er endnu en side af Guds storhed. Han fører sine planer igennem på trods af menneskers uvilje. Vi kan kalde tragedien ned over os selv, vi kan komme til at stå uden for Guds festsal, men vi kan ikke hindre, at festen bliver til noget.