Stilhedens apostel påpeger menneskers åndelige behov
Den svenske biskop Martin Lönnebo, der lancerede Kristuskransen kan høres på DR P1.Under en rejse til Grækenland bemærkede biskop Martin Lönnebo fra Linköbing i Sverige, hvordan befolkningen naturligt benyttede den græsk-ortodokse bedekrans kolomboi uanset deres øvrige gøremål.
Biskoppen blev så betaget af det enkle bønneredskabs støtte til at fastholde bønnens dimension i hverdagen, at han udviklede en evangelisk-luthersk bedekrans. Der ikke skal forveksles med kolomboien eller den romersk-katolske rosenkrans.
Sammen med kransen, der på dansk kom til at hedde Kristuskransen, lancerede Martin Lönnebo også en bønnebog af samme navn. Begge har haft stor efterspørgsel og benyttes af mange evangeliske kristne i Skandinavien.
Lanceringen af Kristuskransen har også høstet kritik. Af kritikere betragtes fænomenet som forklædt katolicisme.
En kritik der dog preller af på de mange, der oplever den spirituelle og meditative renæssance i kirken som en hjælp i et fortravlet samfund.
Kritikken preller også af på Martin Lönnebo, der har fået tilnavnet stilhedens apostel, og som søndag den 20. september klokken 8.03 kan høres i Tro og eksistens på P1.
Et radioprogram, hvor biskoppen netop peger på moderne menneskers behov for eftertanke og bøn. Tilrettelægger er Anders Laugesen.