Er kirken også for dem der lugter?
Er kirken i dag en åben favn for forbrydere, skøger, narkomaner og andre udstødte? Det var et af de spørgsmål, der hang i luften efter et seminar på Diakonhøjskolen tirsdag i sidste uge.Måske har du siddet i en kirke og ventet på, at gudstjenesten skulle gå i gang, og pludselig ankommer en ukendt lugt til din næse. Eller ukendt er den måske ikke, det er blot ikke så tit, du oplever den.
Du vender dig om og ser, at den nederste kirkebænk har fået besøg af en hjemløs alkoholiker, som måske troede, at han ubemærket kunne snige sig ind.
Din første tanke er måske, at nu kommer stoffet på kirkebænken til at lugte. Og gulvet er også blevet beskidt. Sikke en skændsel for dette smukke og hellige kirkerum. Og gad vide om han vil være stille under prædikenen. Og går han mon også med op til altergang? Og kan du lægge en plan for, hvordan du skal undgå at knæle ned ved siden af ham under altergangen?
Eller måske det kan man da håbe er den første tanke: Hvor dejligt, at der er plads til os alle i Guds hus. Hvor dejligt, at vi i denne kirke har en åben favn. Og måske lægger du slet ikke mærke til, at han er kommet ind, fordi du er så vant til, at der selvfølgelig er plads til alle i kirken.
Dette var blot et tankespil for at begynde lidt let på et kirkeligt emne, der kan være ganske kompliceret.
Tirsdag i sidste uge afholdt Kirkens Korshær og Videncenter for diakoni og pædagogik på Diakonhøjskolen seminar om Haldor Halds bog fra 1959, Kirken der forarger. Og selvom bogen i år fylder 50 år, så er den stadig meget aktuel i en tid, hvor hjemløse helst skal gemmes af vejen, og hvor det til stadighed er kirkens udfordring at have en åben favn og rumme alle.
Haldor Hald formulerer det på denne måde:
En kristen kirke må have plads for tolderen og synderen, og for forbryderen, skøgen, narkomanen og alle de andre, som livet er gået på. Ellers er den ikke i sin Herres fodspor. Det skal ikke være en tålt plads, som de kan indtage, når de bliver genrejste, men en plads i første parket, mens de kæmper, midt i deres vanskeligheder. De skal nemlig nær til Jesus.
På seminaret var der i alt seks oplægsholdere, som hver havde fået tildelt kapitler fra bogen som udgangspunkt for deres oplæg. En af oplægsholderne var Peter Lodberg, som er lektor på teologisk fakultet på Århus Universitet. Hans emne var det sidste kapitel: Kirken – en åben favn. Han sagde blandt andet:
– Hvis ikke kirken er favnende, så lever den ikke op til det, som er dens udgangspunkt og grundlag. Hvis ikke der er plads til skøgen, tolderen, narkomanen, flygtningen, de udsatte eller mig selv med kampene, så er kirken ikke kirke.
Og han fortsatte med et konkret eksempel fra sommeren 2009, hvor Brorson Kirke i København husede afviste irakiske flygtninge.
– Det var det forhold, der var på spil i sagen om Brorsonkirken. Ikke om landets love blev overholdt, men om kirken fik lov til at være en åben og favnende kirke, hvor forfulgte mennesker kunne søge tilflugt. Her blev mennesker taget på ordet, når de sagde, at de havde brug for beskyttelse. Her blev der ikke stillet spørgsmål ved deres religion, nationalitet, lovlydighed eller køn.
På mange måder hjælper Haldor Hald med bogen Kirken der forarger os til at bevare fokus på, hvad kirkens opgave er. Og Peter Lodberg gjorde opmærksom på, hvad man ofte kan komme til at lægge vægt på ved kirken.
– De mange flotte kirkebygninger, de flotte indretninger med PH-lamper og arkitekttegnede stole. Jeg nyder dem hver søndag, sagde han med et smil og fortsatte:
– Men kirkens plads er ikke på de bonede gulve, men i de mørke gader. Kirkens plads er ikke ved højbordet, men hos dem, der savner det daglige brød. Kirkens plads er hos os, når vi midt i nederlagene kæmper os videre.
De fine bygninger og indretninger kan også let give den tanke, at det kun er pæne og ordentlige mennesker, der kan komme i kirken.
Dette leder over til et andet centralt emne i bogen, som handler om kirkens opgave i forhold til alkoholikere, drankere og andre, som ikke kan betragtes som pæne samfundsborgere.
Her lægger Haldor Hald vægt på, at kirkens vigtigste opgave i forhold til de udstødte ikke er at genrejse dem.
Det vil være uevangelisk at forlange, at en genrejsning skal være sket, inden man tør forkynde evangelium for dem, skriver Haldor Hald, og tilføjer:
Lige så misvisende er det at opfatte evangeliet og troen på dette som et virksomt middel i genrejsnings-arbejdet, en opfattelse, som ikke sjældent træffes, også i menighedskredse. Man går ud fra, at troen er en så vældig kraft, at den nok skal ordne en sådan affære.
Evangeliet kan ikke og skal ikke reduceres til et virksomt middel i genrejsningens tjeneste. Det er ikke evangeliets tale, at det højeste mål, hvortil det skal bidrage, er at blive en god samfundsborger. Ligeledes er det også klart, at troen ikke er en mønt, som man putter i en automat, hvorefter en pæn og ordentlig samfundsborger kommer ud.
