Sammen med Gud to timer hver dag

For Peter Tinggaard fra Randers er bøn ikke en tung byrde, men en dynamisk tid sammen med Gud. Gennem flere år har Peter Tinggaard bedt i to timer om dagen. Derfor valgte han kun at have et deltidsjob. Men fra nytår arbejder han fuldtids med bøn.Den 34-årige cand. theol. Peter Tinggaard er gift med norske Jofrid Lovise. De har børnene Sofie Louise (2 år) og Samuel André (4 år). Og en tredje er på vej til april.
Grunden til, at Peter fokuserer så stærkt på bøn, er, at han oplever, at Gud har givet ham det som en særlig opgave at bede.
– For omkring 10 år siden læste jeg en bog om en missionær ved navn John Hyde – han blev også kaldt bedende Hyde – og den gjorde noget specielt ved mig. På bagsiden stod der bl.a., at Hyde havde etableret en bedegruppe, hvis medlemmer havde forpligtet sig på at bede mindst en halv time hver dag om en åndelig vækkelse. Og jeg følte, at Gud kaldte mig til at gøre noget tilsvarende.
Så de næste tre-fire år bad jeg en halv time hver evig eneste dag. Både i weekender, på ferier, på lejre med videre. Nogle gange har jeg været nødt til at finde et skur, eller vente til alle andre var gået i seng for at få ro til at bede, forklarer han.
Men Peter røg ind i en periode, hvor han var mere eller mindre udbrændt – og det påvirkede også hans halve, daglige bønnetime, som han derfor droppede.

Han var dog ikke mere træt af bøn, end at han i 2003 tog på en 12-ugers bønneskole i Norge.
– For mig var det et vendepunkt i forhold til bønnen. Der lærte jeg ikke kun at målrette mit liv og tvinge mig selv til at bede, men i stedet virkelig at lade Helligånden lede min bøn: Hvordan jeg skulle bede og hvor længe.
Til at begynde med genoptog jeg min daglige halve time, men den udvidede jeg til først en time, dernæst til halvanden time og siden har det så været cirka to timer hver dag, fortæller han.

Peter understreger, at de to timers daglig bøn, som han har forpligtet sig på over for Gud, ikke er et tungt pres ind over hans liv.
– Det skal forstås ind i en dynamik, hvor jeg selv har en længsel og siger: Gud, jeg har lyst til mere, jeg vil gerne træde ind i det. Og så motiverer og inspirerer han mig til det.
– Guds tale til mig omkring bøn er en blanding af en indre fornemmelse af, at Gud kalder mig til det, og en lyst til at gøre det. Der er processer i det, men tilskyndelsen til det er så kraftig, at jeg slet ikke er i tvivl om, at det er Gud, som siger det til mig, understreger han.

Når Peter beder, foregår det ofte i løbet af dagen, hvor det bedst kan passe ind i en familierytme med to små børn og skiftende mødetider på jobbet.
Skal han rundt i Randers foretrækker han at gå, fordi han så kan bede undervejs, men oftest beder han hjemme, hvor han flittigt bruger guitaren. Han synger simpelthen bønnerne til Gud.
– Sangene er tematiske udgangspunkter for bønnerne. Flere af sangene er bare en invitation til Gud om at komme. Ind imellem sangene synger, beder og råber jeg frit, mens jeg spiller videre på guitaren ud fra sangens tema, forklarer han.
– Jeg har faste emner, jeg beder for. Hver dag bruger jeg en halv time på at bede for bønnemøderne i kirken, som jeg er ansvarlig for. Jeg beder også dagligt en halv time for Randers generelt – og det kan være mange forskellige ting, jeg beder for her. Ofte er det for nogle af de andre kirker, det politiske liv eller arbejdslivet. Vi bor på Nørreport, og jeg har en oplevelse af, at jeg er her for med mine bønner – inspireret af ham – at åbne en dør. Jeg forsøger hele tiden at lade Helligånden lede mig, når jeg beder.
Peter Tinggaard kommer selv i Den Evangeliske Frikirke i Randers, hvor hans forældre Anne-Marie og Ove Tinggaard har været lederpar. Men han har også arrangeret bønnekoncerter, hvor han besøger andre kirker og leder deltagerne i koncerten i bøn for kirken og i lovsang.
– Ser du resultater?
– Ja, der er også konkrete resultater, men det er mest i det lange træk, at der er sket noget. Både med byen – hvor der tidligere var mere kriminalitet – og i kirken, hvor der er sket en forsoning, og hvor troen på fællesskabet er kommet tilbage. For mig at se er dette en følge af vores bønner.

Hvis man vil leve et liv, hvor man beder meget for andre, så er man nødt til at tage konsekvensen af det og skære andre ting væk, pointerer Peter Tinggaard. Så da han i slutningen af 2005 blev overbevist om, hvad han primært ville bruge sit liv til, var han nødt til at indrette sig med kun 20 timers arbejde på det kristne behandlingshjem Shalom, hvor han dengang arbejdede.
– Der er selvfølgelig nogle afsavn, men vi oplever, at penge til ekstra eller uforudsete udgifter altid bliver givet til os af forskellige mennesker i rette tid – det er noget, vi opfatter som Guds indgreb i vores økonomi.
Fra nytår er Peter Tinggaard imidlertid fuldtids engageret i bøn. Han er og familien er flyttet ud på Ungdom Med Opgaves base i Mørke 15 km uden for Randers.
– Her skal jeg arrangere bønneskoler for interesserede. Og jeg er også i gang med at skrive to bøger om bøn.
Desuden har vi en hjemmeside – bonnetinget.dk – hvor vi fortæller om bøn.

Motivationen til at bede har Peter Tinggaard normalt ikke svært ved at grave frem.
– Jeg har det sådan, at jeg mere og mere føler mig afklædt, hvis jeg ikke beder. Der er ganske vist noget i mig, som ikke har lyst, men jeg får en kraftig følelse af tomhed, hvis jeg ikke gør det. Det giver mig selv noget at bede for andre, forklarer han.
– Jeg føler, at Gud har sagt, at min familie kommer først. Derfor prioriterer jeg at være sammen med familien frem for to timers bøn, hvis der kommer lange dage, som er fyldt med arbejde eller andre projekter, som ikke levner meget tid til andet. Men der går aldrig en dag, hvor jeg helt springer over at bede.