Troen kan gribe miraklet og bære lidelsen

– Hvis vi fremhæver muligheden for mirakler – og det skal vi gøre i kristendommen – så må vi også fastholde lidelsens og korsets teologi, siger forsker og teolog Niels Christian Hvidt. Tro styrker helbredet. Men hvad, hvis man alligevel bliver uhelbredeligt syg? Spiller troen fallit, eller…?

Niels Christian Hvidt

Flere undersøgelser viser, at praktiserende kristne har et bedre helbred – senest en omfattende undersøgelse blandt 7.500 adventister og 4.000 baptister i Danmark. Troen har kollosal betydning for, om mennesket lever sundt og dermed længe, mener forsker og teolog Niels Christian Hvidt.
Men hvad hvis krisen kradser, og sygdommen langsomt æder sig ind på os? Kan troen da bruges til noget – eller virker den som en boomerang af skuffelse, der bomber os tilbage til tvivlens mørke stenalder?
Vi har valgt at stille Niels Christian Hvidt disse brændende spørgsmål og møder ham på en café på det nyrestaurerede Halmtorvet i København. Som forsker i tro og helbred på Syddansk Universitet har han et indgående kendskab til sammenhængen mellem tro og helbred. Og som troende teolog har han gjort sig mangfoldige overvejelser om troens betydning for et sundt liv – og for at mestre sin situation, hvis man skulle blive alvorligt syg.
For det er de to spor, han arbejder med i sin forskning: Forholdet mellem tro og helbred – dvs. om troen har en forebyggende virkning på sundt liv. Og forholdet mellem tro og coping – dvs. om troen hjælper mennesker at mestre sygdom og krise.

Og det er som teolog, vi nu har sat ham stævne for at tale om lidelse og tro. Her er hans holdning klar: Troen spiller ikke fallit, når lidelsen holder sit indtog. Tværtimod: Troen indeholder masser af ressourcer til at håndtere lidelse.
– Især kristendommen har mange perspektiver på lidelse. Hele korsteologien, at vi skal tage vores kors op og følge Jesus. Hvordan håndterer vi det svære i livet? Her har Kristus været forbillede for os. Og vist os, at Gud er til stede i lidelsen, og at lidelsen kan være frugtbar, når den bæres i tålmodighed og tillid til Gud, uden at man naturligvis skal blive passiv.
– De frikirker, som har haft meget fokus på helbredelse, mirakler og herlighedsteologi, har ofte følt sig svage på teologiske og spirituelle ressourcer til at bære lidelsen, når sygdommen ikke forsvandt. Jeg kender mange, som er gået ned, fordi de følte, de fik en kæmpe byrde på skuldrene, fordi de åbenbart ikke havde tro nok til at tage imod den helbredelse, som Gud havde forberedt for dem. Det er meget den tanke, at Gud har en helbredelse klar, du skal bare tage imod den, fordi Gud kan ikke andet end ville din helbredelse.
– Men vi glemmer for hurtigt, at Kristus er gået forud for at vise, at lidelse kan bære frugt.

– Vi er kaldet til at tro på, at Kristus er med i lidelsen, han er selv gået forud ind i lidelsen, og han kalder os til – når vi lider – at bære korset sammen med ham. At lide med Kristus er noget, vi især har glemt i Nordeuropa. Det har man i høj grad med i de katolske lande, og nogle gange er man måske også gået for vidt.
Men meget af Jesu tjeneste bestod jo i at helbrede? Og da han led, var det på grund af forfølgelse… Er der ikke et dilemma her?
– Selvfølgelig led Jesus på grund af forfølgelse, men der er mere teologi i dette end som så. Bibelen siger, at vi er Kristi legeme, og når vi lider, tager vi del i Kristi lidelser, vi deler på en måde fællesskab med Kristus i hans lidelser. Kirken lider i dag, både på grund af forfølgelse, men også på grund af en masse andre ting. At tage Kristi kors op betyder ikke kun forfølgelse, men også de andre genvordigheder, vi møder i livet. Det er korset.

– I den katolske teologi har vi den tanke, at vi også kan frembære ofre for andre mennesker. Når vi faster, er det et offer, når vi beder, gør vi det på vegne af andre mennesker. På samme måde kan det tunge, vi må bære, også være et offer, vi frembærer for et andet menneske. Denne delagtighed i Kristi gerning betyder ikke, at Kristi offer ikke er fuldkomment. Men vi skal skelne mellem det, han har forberedt for os, og implementeringen af det. Det frelsesværk, Kristus har gjort for os, er fuldendt, men det skal realiseres. Den del er ikke fuldendt. Vejen til himlen er banet. Men Gudsriget er endnu ikke fuldt implementeret på jorden. Og det kan vi ifølge Bibelen – og især den katolske teologi – bidrage til med vores forbøn, mission og ofre. Det kan sagtens være hverdagens lidelser, der kan blive frugtbare på den måde. Det er virkeligt dybt. Så andre kan komme til tro, blive helbredt osv.

Hvordan kommunikerer vi det til en verden, som netop er interesseret i sundhed? Hvordan forklarer vi dilemmaet, at manden, som dyrker motionsløb hver morgen, pludselig falder død om? Eller kvinden, som lever af biodynamiske grøntsager, alligevel får kræft?
– Verden af i dag er uretfærdig. Der sker forfærdelige ting. Folk bliver tilfældigt syge, og det virker frygteligt uretfærdigt. Da må vi sige, at verden er ikke, som Gud havde tænkt sig. Det er for nogen blasfemisk, for Gud har jo skabt verden. Ja, men syndefaldet kom imellem. Og nu har Gud en plan for helse med verden, og han virker ind i det kaos, som denne verden er. Hele tanken med Kristi komme er, at Gud kom og genoprettede det brud, som kom gennem syndefaldet.
– Selvfølgelig vil det aldrig være fuldendt her på jorden, vi får kun en forsmag på det, netop bl.a. i de undere, der finder sted i kristendommen. Og vi bliver udfordret konstant af uretfærdigheder og tilfældigheder. Men det er her, vores forbønner og ofre kommer ind…
Men nogle vil måske sige: Jeg mærker ikke meget til Gud?
– Den er jeg med på, men jeg siger bare, at vi gennem vore bønner og lidelser kan være med til at flytte på nogle grænser og gøre nogle ting bedre. Men det er aldrig fuldkomment, og vi kan aldrig sige, at fordi jeg tror, så er jeg sikret en normal død, eller at jeg straks vil blive helbredt, hvis jeg bliver syg. Den form for løfte ligger virkelig ikke i kristendommen. Så ville det være paradis på jord, og det er det ikke.
Troen hjælper mig altså til at leve sundere, og troen hjælper mig også til at mestre lidelse. Troen er nøglen, men havner jeg så ikke i det, du før kaldte herlighedsteologi?
– Kristendommen er i bund og grund Guds løfte om at genoprette den brudte virkelighed. Men der er ikke noget løfte om, at paradis kommer nu. Men vi er alle sammen med til at gøre det lidt bedre, selv om det er forholdsvis små marginaler. Og selvfølgelig kan der ske mirakler, men det er undtagelserne. Det er indbrud fra himlens virkelighed, som skal kalde os til et liv med Gud.

– Det som coping, dvs. mestring, handler om, er at forstå, at lidelse kan være frugtbar. Lidelse er ikke at være forladt af Gud. Det er indgangen til kristen coping, det er at genopdage korset. Og det er netop, når vi – i stedet for konstant at flygte fra vor smerte – med Kristus og i tillid til ham går ind i den, at vi finder hvile, selvom vi ikke altid bliver fri for vor smerte. På den måde er det klart, at Kristus har lidt, for at vi skulle forsones med Gud. Men han har også anvist os, hvordan vi i tillid og kærlighed skal bære den smerte, vi møder i livet. På den måde finder vor lidelse sin plads og sin mening i Kristi lidelse. På den måde kan man sige, at vi deler korset med Kristus.
Hvordan mestrer ikke-troende så deres lidelser?
– På samme måde som troende, med familien, ved at tænke tilbage på gode minder, ved at prøve at tænke positivt. Men ud over det kalder kristendommen til, at vi skal forstå, at vi ikke er alene i lidelsen. Gud har lidt med os i Kristus, og derfor forstår han os. Hele historien om korset handler om, at Gud er med dig i lidelsen.
– Kristen coping handler ikke bare om herlighedsteologi, at ”nu skal det nok gå”. Det kan sagtens være, at det netop ikke kommer til at gå. Men coping handler om, at vi skal gå med Kristus ind i lidelsen og bære den i tillid til, at Gud ikke har forladt os, og at han elsker os.
– Det er kristen coping, og det er modsvar til herlighedsteologien, der ikke har plads til at finde ro i lidelsen. ”Halleluja, i morgen bliver jeg helbredt!” Det er ikke kristen coping. Det er at leve på et lånt løfte, og hvis det ikke bliver opfyldt, så knækker vi på det. Jeg er bange for, at herlighedsteologi er at love mere, end kristendommen lover i virkeligheden.

Men der sker mirakler, og du har skrevet en bog om det. Der sker også mirakler på respons af tro?
– Helt sikkert. Mit store anliggende er at sige: ja, på den ene side findes mirakler. Og det er vigtigt at holde fast ved denne del af kristendommen. Jeg mener også, at vi skal holde håbet i live, fordi håbet er meget vigtigt. Så jeg mener ikke, man skal sige: du har ikke en chance. Slet ikke. Jo, du har en chance. Og jo, Gud er med dig og vil bære dig, selv om du ikke bliver helbredt. Han bærer dig også nu, hvor du stadig er syg.
Svækker det ikke troen?
– Nej, det mener jeg bestemt ikke. Her mener jeg, vi skal se på Kristus, som kunne helbrede andre og samtidig selv var tålmodig i lidelsen. Han er på alle måder vores eksempel. Da han hang på korset, sagde de omkringstående: ”Læge, læg dig selv! Har du ikke magt til at stige ned af korset?” Men han blev der for vores skyld, fordi det havde et højere formål.

– Så når vi snakker om sundhed og coping, om frelse og helse, om Guds rige i himmel og på jord, så er der også to sider i denne sag. Hvis vi fremhæver muligheden for mirakler – og det skal vi gøre i kristendommen – så må vi også fastholde lidelsens og korsets teologi. Men der sker let det – og det er sket op gennem historien – at man enten havner i en herlighedsteologi uden korsets teologi eller en pessimistisk teologi om, at Kristus har lidt og ”derfor går det hele nok”. Vi bør holde fast i begge dele.
Og de ophæver ikke hinanden?
– Nej, for det hele handler om nærværets Gud, den levende Gud, der bestemt kan gøre undere, men som ikke har lovet, at det sker hele tiden. Han er samtidig så levende og nærværende i lidelsen, at vi får ressourcer til at bære den. Han er levende med os i den.
OK, forestil dig at du sidder foran en, som har været til forbøn for sin sygdom 100 gange, uden at der er sket en pind. Vil du sige til hende: du skal nok ikke regne med at blive helbredt?
– Nej, det vil jeg ikke. Jeg vil heller ikke bevæge mig ud i overvejelser, om lidelsen kommer fra Gud, for det mener jeg fører for vidt. Men jeg vil nok sige: Du skal læse lidt mere om korsets teologi. Så du får tålmodighed til at bære din sygdom i tillid til, at Kristus er med dig. Og måske er du i din lidelse på særlig vis forenet med Kristus, der selv har lidt for mennesker, måske er du med til at bære Kristi kors i denne tid, og måske kan det være frugtbart for andre mennesker. I din lidelse kan du sige ja til Guds kaldelse til dig. Ikke at Gud har gjort dig syg, slet ikke. Men hvis du kan tro, at din lidelse kan blive frugtbar for andre mennesker, og at du i den på særlig vis er forbundet med Kristus, så er det en ressource til at finde mening i lidelsen.

– Vi er nødt til at holde de to ting sammen i kirken, for de er to sider af medaljen. Hvis vi kun fokuserer på det ene, ender medaljen med at overraske med en grim bagside. For når vi taler om, at Gud kan gøre mirakler, så bliver lidelsen sværere at bære. For hvis Gud kan helbrede mig, hvorfor gør han det så ikke? Er der noget galt med mig?
Hvis man slipper kravet til Gud om at blive helbredt, tror du så, at den afslappethed lukker op for helbredelsen?
– Det ved jeg ikke, og det vil jeg ikke ud i at love. Jeg mener ikke, at tålmodigheden og langmodigheden skal være instrumental i forhold til at blive helbredt, men at den er en del af vores kaldelse nu. Jeg ved godt, at der er nogle, der lider meget hårdt, men jeg har set mange fantastiske eksempler på mennesker, som har båret deres lidelser på en måde, som jeg synes har været helt fantastisk. Det har de kunnet, fordi de har set det som en del af deres kaldelse. Og det skal vi blive bedre til i Kristi navn. Det mener jeg er et mål i sig selv.