Ris, ris og atter ris

“Vi skal spise!”
“Hvad skal vi have?
”Macaro…”
Og der knækker filmen så. For nej, SELVFØLGELIG skal vi ikke have macaroni, men som altid morgen, middag og aften: RIS.Ris med suppe, ris med omelet, ris med griseindvolde, ris med grøntsager krydret med rigelige mængder chili… Hørte jeg nogen sige, at livet som rejsende er præget af afveksling og uforudsigelighed? I så fald har denne person ikke, som jeg, været volontør på ’House of New Hope’ i Thailand.
Her går dagene deres vante gang med en risvariant til morgenmad, gåtur i nabolaget, engelsk preschool for de 3-årige, lidt flere ris med tilbehør, middagslur, thai- eller engelskundervisning, mere ris og sidst på dagen et bad i badebassinet.
Den største uforudsigelighed ligger I, om vi skal dreje til højre eller venstre på gåturen eller hvornår på dagen, der skal skiftes ble.
Når det så er sagt, så er livet som volontør fantastisk! En helt unik og meningsfuld måde at rejse på.
Jeg er så heldig at kunne tilbringe næsten fem måneder af mit liv i Thailands næststørste by, Chang Mai, hvor jeg på den ene side kan være turist og på den anden side dykke et lag dybere ned i deres kultur og se ind bag overfladen.
Det er udfordrende og grænseoverskridende at spise deres mad, se hvordan de opdrager deres børn, hvordan deres forhold til planlægning og struktur er og ikke mindst at lære deres sprog, som med dets fem betydninger per ord får selv den mest komplicerede differentialligning i en matematiktime på gymnasiet til at føles som det rene barnemad.
Den største udfordring for en (bedrevidende) dansker er dog at lade alle principper om varieret kost, god hygiejne, børneopdragelse og effektivitet ligge på en hylde derhjemme og i stedet gå deres kultur og skikke i møde med ydmyghed og respekt.
Det lyder som en kliché, men mon jeg ikke har mindst ligeså meget at lære af dem som de af mig?
Af Louise Solhøj Kristensen
Udsendt som voluntør af Impact