Et liv i en bærepose

For nogle dage siden sad jeg i en bus, kiggede ud af vinduet og frygtede øjeblikket, hvor bussen ville holde stille.Det flimrede for øjnene af mig med røde advarselstrekanter, som sagde ”No turning back”, og jeg havde mest af alt lyst til at flygte hjem til min mor og min dejlige dyne. Jeg var på vej mod min nye tilværelse de næste fire måneder på et honduransk børnehjem.

Et døgn senere sidder jeg i en ny minibus – denne gang med et nyt perspektiv på min situation. Nu er det sammen med drengen Edwin, som jeg lige har mødt på adoptionskontoret. Her har hans mormor overladt forældremyndigheden over ham til børnehjemmet, og drengens liv ligger i bagagerummet i en bærepose, som vi lige har hentet hos mormoren.

Edwin er 8 år gammel. Hans forældre er ikke længere i hans liv, og de sidste par år har han skiftevis boet på gaden og lidt hos sin mormor, som blev enke for et par måneder siden. Hun havde håbet på at kunne beholde hans tøj, for hun har selv to børn på halvandet og fire år, som bestemt kunne bruge det.

”Jeg elsker ham jo – han er en klog dreng, og jeg vil bare så gerne, at han kommer i skole og ikke skal leve på gaden” siger hun med en tåre i øjenkrogen og et undskyldende blik, da vi er kommet for at hente Edwins få ting. Jeg sidder nervøst på hendes faldefærdige plastikhavestol midt i den lille hytte og indser, at det måske er den bedste beslutning, hun kan tage – situationen taget i betragtning.

Edwin havde slet ikke kunnet sove natten før af bare glæde, for nu skulle han gå i skole. For ham er det virkelig den første dag i et helt nyt liv med nye muligheder og et ”No turning back”.

Edwins udfordring er meget større end min, men fælles for os er, at vi begge har en kæmpe mulighed, som vi kan få en masse ud af.
Så jeg kan lige så godt bide livet i låret her i Honduras og suge marven ud af det, ligesom Edwin gør – jeg har jo kun fire måneder at nyde det i!
Af Stine Minna Bak Pedersen
Udsendt som volontør af Impact