Om at være ét
Torben Jensen er landsleder i Foreningen Agape
og bor i Århus.
Behovet for samvær og fællesskab ligger dybt i et menneske. Det kan ikke forklares alene ved hjælp af forskning i generne eller i hjernens funktioner.
For det ligger i selve det at være menneske. Ved skabelsen sagde Gud, at det ikke er godt, at mennesket er alene, hvorefter han gennemførte sin ide om, at der skulle være to slags mennesker til.
Ægteskabet er et eksempel på et fællesskab efter Guds idé, men det er langt fra det eneste. Brødre og søstre i menigheden og i de troendes enhed kan i høj grad også være ét. Og det er denne enhed, Jesus beder om i sin bøn fra teksten til 6. søndag efter påske. Han taler om det ultimative fællesskab og samvær. Om at være ét.
Ethvert menneske er skabt, så det ligner Gud. Hos Gud finder vi også trangen og længslen efter fortroligt fællesskab. Gud ønsker samvær og er faktisk selv et perfekt fællesskab: Faderen og Sønnen og Helligånden.
Men når det gælder menneskets fællesskab med Gud, er integration i sandhed en udfordring! Kan der overhovedet være tale om fællesskab mellem to parter, der er så forskellige?
Ægte venskab kræver ligeværd, plejer vi at sige. Men det gælder ikke hos Gud. Gud vil bare samværet med mennesker. Derfor skabte han os. Ingen kan svare på hvorfor. Men fra første begyndelse, helt fra paradisets dage, var der samvær og fællesskab mellem skaberen og skabningen.
Det endegyldige bevis på Guds ønske om gensidig integration er og bliver dog Jesus Kristus. Gennem ham blev det umulige samvær muligt. Og det har det været lige siden. Guds søn lukkede sig ikke inde i sit eget hellige rum for at være guru. Han satte sig ikke til at studere teologiske spidsfindigheder i templets bibliotek. Jesus var sammen med mennesker.
Matt 26,36-46 Mark 14,32-42 Luk 22,40-46
Fællesskabet mellem troende kan kun hente sin styrke og kraft ét sted fra, nemlig fra samværet med Gud. Skabningens fællesskab med skaberen.
De troendes fællesskab er noget særligt. Folk kan mødes fra vidt forskellige lande, fra helt forskellige kulturer og samfundslag. Når Kristus-troende kommer sammen, mærker de, at der er noget, de er fælles om. Og vidt forskellige synsvinkler og fokusområder, selv inden for kristendommens grundbegreber, standser ikke denne kristne enhed.
På trods af alle de kloges enorme og i deres egne øjne meget vigtige – uenigheder, så genkender troende hinanden hen over mange kirkegrænser. Vi har sat alt ind på den samme person: Jesus. Satset det hele på det samme usikre lod.
Hvad er vi så fælles om? Først og fremmest kærlighed, sådan som skaberen opfandt den. Dertil kommer, at vi er fælles om tillid og håb til det utænkelige: At Jesu opstandelse fandt sted, og at håbet om menneskers opstandelse er mere end et poetisk smukt billedsprog til trøst for de efterladte.
Vi er desuden fælles om tro på det videnskabeligt uforklarlige: At verden har en begyndelse og en slutning, at en tekst i en bog er mere end blot en tekst i en bog. Måske er der én tilbagevendende begivenhed, som mere end noget andet medvirker til at integrere Guds og menneskers verden ind i hinanden. Dette er mit legeme og blod, siger Jesus, tag det og spis og drik det. Det er mig – vær ét med mig.
