Kvinde taler mand fra røveri
En youtube-video viser, hvordan en ekspedient får en røver til at droppe et røveri ved at tale om Jesus. Hun tilbyder ham desuden hjælp og opfordrer ham til at komme i kirken.Normalt ville det betegnes som en fiasko, hvis røveren forlod butikken uden en ekstra øre på lommen. Men ikke denne gang.
En youtube-video viser, hvordan en kristen butiksekspedient får overtalt en mand til at droppe røveriet mod butikken.
– Først vil jeg fortælle dig om Jesus, siger kvinden, hvorefter røveren fortæller, at han egentlig er kristen – hvilket naturligvis er et relativt begreb – men at han er i desperat pengenød, og føler sig nødtvunget til at begå røveriet.
De finder ud af, at de har været i den samme kirke.
– Du kender Jesus, han kan hjælpe dig, han kan forandre dit liv, gå tilbage til kirken, få et job, få ægte venner i kirken, snak med en pastor, du behøver ikke gøre dette, Jesus kommer snart, lyder det hastigt fra den kvindelige ekspedient.
– Du vil blive velsignet for det, du har gjort i dag, siger røveren taknemligt på vej ud af butikken – og måske på vej ud til et nyt liv?
Se selv videoen på youtube. Søg på Jesus og robber.