Uddeler vognlæs af hjælpepakker
Frelsens Hær yder en målrettet nødhjælp til ofrene for oversvømmelsen i Pakistan.Frelsens Hær arbejder målrettet for at yde hjælp til de nødstedte efter naturkatastrofen i Pakistan.
Det er ekstreme mængder monsunregn, der har udløst naturkatastrofen, der ifølge FNs talsmand, Maurizio Giuliano, i omfang overgår både tsunamien i 2004 og jordskælvet i Haiti i januar. De foreløbige tal siger, at mindst 4.700 landsbyer er berørt af oversvømmelserne, og mere end 300.000 huse er ødelagt.
For at få overblik over behovet for nødhjælp har Frelsens Hær haft et team af logistikere i området, i håb om at kunne yde så målrettet en indsats som muligt.
Regnskabschef for Frelsens Hær i Pakistan, Andrew Lee, var med teamet af logistikere. Trods følelsen af magtesløshed erklærer han, at der stadig er håb for katastrofens ofre.
– Realistisk set kan vi ikke hjælpe alle. Men med de ressourcer vi har, vil vi hjælpe så mange som muligt i samarbejde med regeringen og andre NGOer.
Frelsens Hær har siden uddelt de første vognlæs med hjælpepakker til familier, der er evakuerede til skoler og kirker. Mange af disse familier var allerede inden oversvømmelserne desperat fattige, og den smule de ejede, er skyllet væk af vandmasserne. Hjælpepakkerne indeholder derfor basale fornødenheder som en madras, tæpper, puder og køkkenredskaber.
Kaptajn Washington Daniel, der er divisionschef i Frelsens Hærs Islamabad Division, beretter, at de første hjælpepakker blev uddelt i byen Risalpur i det nordvestlige Pakistan.
Uddelingen blev gennemført i et sundhedscenter, drevet af Den Pakistanske Kirke ved hjælp af kirkens præster og frivillige i byen.
– Vi arbejder alle som et team, siger divisionschefen, der oplyser, at han har haft møde med både en repræsentant for regeringen og en lokal biskop for at sikre en så målrettet indsats som muligt.
Læs også her