Dansk kulturhus indviet hos palæstinenserne

Det har lige været “D-dag” i Ramallah på Vestbred-området – og D’et står for Danmark.Efter lang tids forberedelse indviedes fornylig “Det danske Hus i Palæstina” i denne uofficielle hovedstad for Den palæstinensiske Myndighed (PA), i overværelse af 150 gæster med den palæstinensiske kulturminister, Siham Barghouti, og lederen af det danske repræsentationskontor hos palæstinenserne, Lars Adam Rehof, i spidsen.

Mange har arbejdet utrætteligt på at omdanne en drøm på papir til et hus i Ramallah. For nogle år siden var man tæt på at finde et egnet hus i Jerusalems Gamle By, men ideen blev opgivet, fordi det under den nuværende situation ville indebære, at en stor del af befolkningen på Vestbredden ikke ville kunne nå frem til stedet.

Planen tog imidlertid et tigerspring frem, da tidl. udenrigsminister (nu kulturminister) Per Stig Møller fik bevilget en million kroner til at sætte gang i foretagendet. Denne bevilling konkretiserede tanken, og siden har projektlederne lejet en passende bygning i Ramallah, fået en stab ansat og udarbejdet et program for den første tid.

Ordet “Palæstina” vil nogle nok finde misvisende, fordi staten Palæstina jo endnu ikke eksisterer, men om dette siger Nathalie Khankan, at en anden mulighed så ville være at betegne det som “Det danske Hus i de besatte områder”.

Ulig de danske kulturhuse i Damascus og Cairo er Det danske Hus i Ramallah en græsrodsinstitution. Til den fortsatte drift, når det danske startbeløb er opbrugt, vil der blive søgt om tilskud fra private og offentlige pulljer og fonde i Danmark. Velstående palæstinensere vil måske også bidrage.

Blandt de mange gæster ved indvielsen var et varieret udbud af danskere fra Ramallah og Jerusalem, fra det danske repræsentationskontor, TIPH-observatørgruppen i Hebron, Folkekirkens Nødhjælp og andre danskere, der arbejder lokalt. Fra palæstinensisk side var der et bredt udsnit af lokale fra kultur- og ikke-statslige organisationer, fra palæstinensiske ministerier – og naboer.

Der blev bl.a. talt af minister Barghouti, af Lars Adam Rehof og af Nathalie Khankan, der alle talte om at styrke det dansk-palæstinensiske samarbejde, og der blev musiceret af et lille orkester, som på programmet havde argentinsk tangomusik.

Dette fik nogle til at sige, at der jo skal to til tango, og i overført betydning er dette danskere og palæstinensere, som med denne nye institution får mulighed for at udvide deres samarbejde.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den nye danske institution vil arbejde på at styrke og udbygge de mellemfolkelige relationer og den gensidige respekt og forståelse mellem danskere og palæstinensere. På institutionens hjemmeside står, at den vil bygge bro mellem de to kulturer, skabe spirer til langsigtede partnerskaber og bidrage til øget gensidig forståelse og berigelse af hinanden ved at udveksle færdigheder og erfaringer.

Lederen af Huset er Nathalie Khankan, 37, der er født og opvokset i Danmark. Hun har en PH. D. fra University of Carlifornia, Berkeley, og blev ifjor ansat til at lede huset. Hun har i en årrække boet i Ramallah-området med sin mand, Basil Ayish, med hvem hun har en lille datter ved navn Yara.

Blandt husets første projekter er workshops og udstillinger – og en udveksling af mekanikere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ifølge Nathalie Khankan er visionen bag denne institution at oprette en udsigts- og indsigtspost for danskere og palæstinensere og at skabe et sted hvor forskellige faggrupper – inden for kunst, håndværk og industri – kan mødes, arbejde sammen og udveksle erfaringer

– Det skal være bilateralt, gå begge veje, siger hun. Vi vil vise Danmark frem hos palæstinenserne. Dansk kultur har en bredde og rigdom, som ikke er kendt i Mellemøsten, men som fortjener at blive formidlet. Vi vil udbrede kendskabet til det varme, åbensindede og kreative Danmark og give palæstinensere mulighed for at opleve dansk kultur og traditioner tæt på.

Videre siger hun: – Omvendt vil Huset også vise danskere et andet, inspirerende, mere broget og resourcestærkt Palæstina end det, de fleste kender fra avisoverskrifterne. En god tango kræver to, og vores tangoer vil finde sted mellem palæstinensere og danskere i klasseværelser, mejerier, ved siden af olivenpressere, og i bagernes, tandlægernes og mekanikernes værksteder. Det er her, at vidensudveksling vil ske, og at venskaber og gensidig indsigt i hinandens kulturelle vaner, særtræk og fortrin vil opstå.