Redningskorps-leder: “vi stod med fire tønder blod”

Det er barsk læsning at erfare, hvad grundlæggeren og lederen af den religiøse redningstjeneste Zaka, Yehuda Meshi-Zahav, 47, skriver om sin volontørgruppes indsats igennem 15 år for at være hurtigt på stedet, når der er sket en større ulykke et eller andet sted i Israel.Den sværeste læsning var, da han i en israelsk avis fornylig skrev om selvmordsbombe-aktionen mod Sbaro pizza-restauranten i Jerusalems center i august 2001. Svær læsning – men man må igennem det, for det må erkendes, at dette er/var Israels hverdag, og at det samme kan finde sted – og sker – andetsteds i verden.

Zaka er initialordene for det hebraiske Zihui Korbanot Asoni = identificering af ofre efter katastrofe, og Meshi-Zahav skriver i anledning af 10 årsdagen for udbruddet af den anden intifada (opstand), bl. a. følgende: – Det var dengang, jeg og mine Zaka volontørfæller gik i seng. fuldt påklædte, med skoene på, og vores hjælpetaske med medicinsk udstyr ved vores side. Vi fik ikke megen søvn. Vi lyttede hele tiden til vores beepere og afventede den næste opringning., Vi styrtede fra selvmordsbombning til angrebne busser, fra en skud-episode til en trafikulykke. Det var den atmosfære, der definerede tiden dengang og fastsatte den daglige agenda. Det var vores liv.

Videre skriver han: – Jeg forstod, at Israel var i en så vanskelig situation, at alle der ønskede at hjælpe, gjorde det. Jeg forstod, at hvis vi – troens mænd – havde styrke til at tage klare så vanskelige situationer, så var det vores plads – på scenen for et terrorangreb – og udføre et arbejde, der kun kan gøres af de, der er styrkede af deres tro.

Han fortsætter: – Vi vendte tilbage til vores hjem, efter at have arbejdet et sted, hvor en hel familie var blevet udslettet. Vi så, at solen stadig skinnede. Og at folk fortsatte med deres daglige dont. Vi var afhængige af sort humor, grænsende til kynisme, for at vi kunne komme igennem disse mørke tider.

“Vi brød sammen”

– Der var tider, da vi virkelig brød sammen. Jeg husker stadig bombningen af Sbaro restauranten. Vi arbejdede febrilsk, prøvede at redde de, der stadig var i live, og først derefter tog vi os af de døde i deres gruopvækkende blodbad. Med omhyggelig omsorg ryddede vi scenen og sikrede, at alle legemsdele var samlet op og således muliggjorde en ordentlig jødisk begravelse af alle ofrene.

Meshi-Zahav skriver videre, at det var dengang, at han og hans Zaka volontørfæller indså situationens fulde rædsel.

Som han udtrykker det: – Vi så os omkring og erkendte, at vi bogstavelig talt stod i pøle af blod, nogle steder 3-4 centimeter høje. Her stod jeg, i Jerusalems midte, i staten Israels bankende hjerte, på hjørnet af Kong George Avenue og Jaffa Road. Og jeg stod i jødisk blod. Langsomt og omhyggeligt indsamlede vi blodet i fire store tønder med henblik på begravelse af 15 ofre, heraf syv børn. Det billlede af fire tønder jødisk blod i centret af Jerusalem forlader mig aldrig.

Under intifadaens første tid tog det Zaka 12-14 timer at gøre dets arbejde færdig på et selvmordsbombested. Det er nu bragt ned til tre timer. Redningsfolkene lærte også retsmedicinsk- og identificerings-teknik, herunder at selv den mindst kropsdel kan medføre positiv identificering og derefter begravelse.

– Dengang troede jeg, at vi tog os af de dødes ære, slutter Meshi-Zahav sit indlæg. Senere erkendte jeg, at vi faktisk ærer de levende, fordi en familie, hvis kære ikke kan få en fuld jødisk begravelse, har ingen ro. Det er for dem, vi sled.