Kom til mig
Af Jesper Hornstrup. Sognepræst i Bigum, Lindum og Vammen sogne ved Viborg og formand for KFUMs Soldatermission.
Jesus sagde: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
(Matthæusevangeliet 11,28)
Mine konfirmander plejer at afslutte undervisningsforløbet med at udfylde et spørgeskema. Et af spørgsmålene lyder: Hvad mener du er det bedste i kristendommen? Et år lød et af svarene: Den er lettere end andre religioner!
Er det nemt at være kristen? Ja, det må det vel være; det er da også, hvad Jesus selv siger her i evangeliet til sidste søndag i kirkeåret. Det kunne man i hvert fald let komme til at tro.
Kom til mig, og jeg vil give jer hvile siger Jesus. Guds søn indbyder os til at komme. Og kommer vi til ham, vil vi finde hvile for al møje og trøst for alle tunge byrder, finde hvile for vore sjæle. Det må være lykken at kunne bytte alle livets tunge byrder ud med denne lette – at hvile hos ham.
Men der er et men. Vi må stadig bære åg. Livet er ikke let at bære. De samme byrder kommer over kristne mennesker som over alle andre. Som alle andre rammes vi af sorg og smerte og sygdom. Som alle andre mærker vi vor egen utilstrækkelighed. Som alle andre skal vi dø. Det kunne vi vel leve med, hvis vi så altid havde fred i sindet. Men det er ofte så som så med sjælens hvile.
Maleri af Marianne Mortensen – gallery-bible-art.dk
At tro på Kristus får os til at bekymre os om vore synder. Troen pålægger os den ydmygende byrde, at vi til enhver tid har synd at bekende. At være kristen pålægger os en nød for verden og vort medmenneske. Og så er tvivlen altid troens følgesvend. Kan det slå til? Kan det være sandt alt sammen, når Gud lader mig bære alle disse byrder, når han lader alt det onde komme over mig, når han ikke svarer på mit råb om hjælp? Alle ærlige kristne vil på et eller andet tidspunkt synes, at det var lettere at vende det alt sammen ryggen. Så fri vi ville blive. Så mange bekymringer vi kunne komme fri af. Hvor må de gudløse have det let!
Jesus kender selv til det at bære åg. Han har faktisk båret det tungeste åg af alle. Han gav afkald på menneskers venskab og beundring for sandhedens skyld. Han bar menneskers foragt og forkastelse. Han bar selv sit kors frem til stedet, hvor han skulle pines til døde. Og hængt på korset bar han al vor synd og al vor skyld. På korset blev endda Guds kærlighed taget fra ham, han bar den byrde at være forladt og fordømt af Gud. Han gjorde det for at bære vort kors, vort åg, og købe os fri af vor velfortjente dom og straf.
Og sådan vidste han, det ville gå, da han kaldte os til at komme til ham og tage hans åg på os. Alligevel vover han at tale om, at hans åg er gavnligt, og hans byrde er let. Det gør han, fordi han véd, at åget tjener os til evigt gavn. For det gør det. Åget lærer os, at vi ikke kan sætte vor lid til noget i denne verden. For alt hvad vi bygger op omkring os af beskyttelse og herlighed, er spindelvæv. Det lærer åget os. Og åget lærer os at længes efter Guds kærlighed. Og mærkeligt nok – når det går op for os, at vi er afhængige af Guds kærlighed, kommer også visheden dybt i hjertet, at Gud virkelig er os nådig og barmhjertig. Dermed forsvinder åget ikke; det ophører ikke med at være et åg. Smerten er stadig smerte, og sorgen er stadig sorg. Men når åget går hånd i hånd med troens dybe, glade fortrøstning, så bliver kristentroens åg en god og gavnlig byrde, som vi ikke for alt i verden ville være foruden.
