Nydanskere får nyt center på Frederiksberg
Drop In Center i Café Cadeu rådgiver i bl.a. jura, sundhed og økonomi.
Drop in Centeret i Café Cadeau på Frederiksberg er et nyt integrationsprojekt, hvor brobygning mellem nydanskere og etniske danskere afspejles hos både brugere, frivillige og ledere. Her vil blive masser af liv, glade dage og brobygning mellem mennesker og kulturer.
Centret åbnede den 23. november og åbningstalen blev holdt af Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj (K).
– Dette er et sted for menneske til menneske – og det er bedre en fra myndighed til menneske, sagde han.
Det er Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT), der sammen med en nydannet forening, Frederiksberg Integrations Forening (FIF), som er en lokalafdeling af KIT, åbner dørene for det internationale Drop In Center.
– Jeg ser frem til, at Café Cadeau bliver et spændende mødested for nydanskere og danskere, sagde Abiola Olushola, præst i Jesus Center.
Café Cadeau drives primært af frivillige, som ønsker at gøre en indsats på integrationsområdet. Der er brug for frivillige til arrangementer, servering, rådgivning om sundhed, økonomi og jura, lektiehjælp osv. Det vil sige et sted, hvor alle kan være med og gøre en forskel.
Café Cadeau er en socialøkonomisk virksomhed, som genererer overskud til velgørende formål som andre integrationsprojekter og udviklingsprojekter i den 3. verden. Samtidig ønsker man at være en farverig café for lokalbefolkningen.
Caféen og Drop in Center står for en række aktiviteter, fx:
Checkpoint for HIV og Aids, rådgivning om visa, jura og økonomi, uddannelse og arbejde, hjælp til individuelle handlingsplaner, informationsmøder med Udlændingeservice, tema- og kulturaftener samt lektiehjælp. Drop In Center er også mødested for Au Pairs og internationale studerende.