Missionærer – både i Danmark og Tanzania
Carsten og Agnes Rahbek har oplevet, at mennesker grundlæggende er de samme, og hvis man viser dem respekt og kærlighed, vil de gerne høre på budskabet. Uanset om de er danske eller tanzanianske.Jeg var så træt af Tanzania, at jeg ikke havde ikke lyst til at komme i nærheden i mange år bagefter, fortæller Carsten Rahbek.
Han og hustruen Agnes har været missionærer i Tanzania af to omgang. Først fire år i halvfjerdserne og så fra 2001 til februar i år.
– Første gang var kort efter, de var blevet selvstændige som land, og de havde været så undertrykte. Så nu skulle det gå ud over de hvide, forklarer Agnes.
– Jeg kan huske, hvordan jeg blev sat til at vente en hel dag på byggematerialer nogle gange, bare for at de kunne demonstrere deres magt. Jeg kunne ikke holde det ud, fortæller Carsten. De supplerer hele tiden hinanden. Men Agnes taler hurtigere og mere. Hun er også uddannet lærer og elsker at undervise. Carsten er tømrer og bygmester.
Første gang de rejste ud, havde de kun været gift i et år.
– Vi vidste godt, at Tanzania var meget fjernt, men måske alligevel ikke helt, hvor fjernt det var, smiler Agnes og nævner, hvordan der hverken var vand eller strøm indlagt, men til gengæld masser af kryb. Og dengang var Tanzania virkelig langt væk.
– Jeg fødte mit første barn dernede om natten. Lægen tændte ikke generatoren for en almindelig fødsel, så Carsten måtte hjem og hente olielampen. Dagen efter cyklede han ind til postkontoret for at få dem til at ringe hjem til min mor. Den stakkels kvinde blev helt forskrækket over et opkald på engelsk kl. halv syv om morgenen. Der var jo også tidsforskel, fortæller Agnes. Carsten tager over:
– I dag kan man bare sende en sms og så svarer de med det samme bagefter. Og på skype kan man jo endda se alting med video.
– Det er faktisk både godt og skidt. For det kan også gøre det sværere at være hundrede procent tilstede, hvor man er, hvis man hele tiden skal følge med i alt derhjemme, men det er jo også en udfordring, som er en del af dagliglivet, selvom man ikke er missionær, konstaterer Agnes.
Efter deres første periode i Tanzania kom Guds finger kom med i spillet, så Carsten fik job i Ryslinge på Fyn. Snart var Agnes involveret i kristent børnearbejde der.
– En skelsættende oplevelse for mig blev en lille pige fra børneklubben, hvis forældre ikke sad så godt i det. Da faren mistede jobbet, blev de derfor nødt til at flytte tilbage til Lolland, hvor de kom fra. Jeg kan huske, at jeg sagde til Carsten: Hvis jeg nu havde været i Tanzania, havde jeg vidst, hvad jeg skulle gøre. Så skulle jeg gå ned og være sammen med dem, mens de venter på flyttebilen, men nu ved jeg det ikke. Og så spurgte Carsten mig, om mennesker ikke havde brug for den slags alle steder, forklarer Agnes. Carsten fortsætter:
– Den familie var så lykkelige og taknemmelige over, at Agnes kom og sad sammen med dem.
– Jeg tror, det var der, at det gik op for mig, at mennesker er de samme alle steder, og hvis man giver dem kærlighed og respekt, vil de for det meste også gerne høre på det, man har at sige. Jeg synes nogle gange, vi er alt for bange for at sige noget om Jesus til mennesker her i Danmark, sådan en overdrevet åndelig forsigtighed, konstaterer Agnes.
Den oplevelse er også en af årsagerne til, at Carsten og Agnes i dag ser sig selv som mennesker, der har været missionærer både i Tanzania og i Danmark. For i løbet af årene i Ryslinge voksede et missionshus frem med en menighed i.
– Jeg er ikke prædikant, men jeg kan finde ud af at snakke med de mennesker, som jeg kommer i berøring med forklarer Carsten, og fortæller hvordan han benyttede anledningen, da han blev vicevært i et stort lejlighedskompleks.
– I en periode tog jeg sådan et par timer hver dag efter arbejde, hvor jeg gik fra dør til dør og solgte nogle kristne lodsedler. Og så havde jeg også lige bibler med, som jeg spurgte, om de ville have. Det kom der mange gode snakke ud af.
Hele deres liv også i denne periode har Carsten og Agnes dagligt bedt bønnen: Gud hjælp os, så vi aldrig kommer til at gro så fast et sted, at du ikke kan flytte os. Så selvom arbejdet voksede omkring dem, kom der et tidspunkt, hvor de havde en fornemmelse af, at de skulle videre. Samtidig dukkede der en stilling i Luthersk Missions avis: Tro og mission som kostskoleforældre på skolen for missionærbørn i Iringa, Tanzania.
– Jeg kunne godt holde til tanken om at skulle til Tanzania nu, men jeg ville bestemt ikke ned at have lederansvar. Så da vi ikke fik det job, og Agnes fik et almindeligt lærerjob dernede i stedet, ville jeg ikke lave noget andet ved siden, forklarer Carsten.
De var dog ikke mere end kommet derned, før der mangledes en missionær til at køre de lokale evangelister ud til nomadestammerne masaier og barabeiger.
– Jeg kunne da godt køre en bil, smiler Carsten, som kom til at elske jobbet og er enig med Agnes i, at det var Guds måde at lokke ham ud i tjenesten på.
– Nogle gange tror folk, at det er de hvide missionærer, som er de vigtige personer. Men tit står vi bare for de praktiske rammer og supervision og den slags, mens det er de lokale folk, der forkynder evangeliet, forklarer Agnes, som både nåede at være almindelig lærer og leder på den danske skole i Iringa, før hun også rykkede over til stammearbejdet.
– De sidste fire år arbejdede jeg på vores bibelskole for barabeiger og masaier, hvor jeg underviste dem i bibelfag og engelsk, fortæller Agnes. Nomadestammerne bliver nærmest betragtet som afskum af den almindelige tanzanianer, og de passer heller ikke godt ind Tanzanias ønske om, at alle skal gå i skole, da de flytter rundt efter græs til deres store kvægflokke. Bibelskolen giver derfor livsnødvendig viden til kristne nomader, som har en brand for at bringe Guds budskab længere ud, men hverken kan læse eller skrive.
Med et glimt i øjet siger Carsten:
– Ja det var nu lidt træls, hun fik det job. Før var det mig, der kunne komme hjem og fortælle alle de spændende historier fra vores ture ud til stammerne, nu kunne jeg pludselig knap få et ord indført for alt det, Agnes oplevede på bibelskolen.
I det hele taget har de to mennesker gjort sig mange erfaringer både i liv og tro i deres tid i Tanzania. Den åndelige verden blev også meget virkelig.
– Jeg tror næsten ikke, vi var på en rejse ud til stammerne uden at vi mødte en besat, fortæller Carsten og fortæller om en oplevelse, der var med til at vise ham, hvor virkelig denne verden er:
– Jeg skulle tage et billede af nogle mennesker, som ville døbes, men kameraet klikkede og ville ikke fungere. Så holdt jeg det ud over landskabet, og det tog et billede uden problemer. Da jeg igen ville fotografere menneskerne, var der endnu engang problemer og først efter meget besvær lykkedes det. Og ganske rigtig, kort tid efter faldt en person sammen ved åndernes kraft.
De har meget på hjerte og mange oplevelser at fortælle fra et langt liv i Guds tjeneste. Men de bliver ved med at vende tilbage til en ting.
– Vi må bare have respekt for og kærlighed til mennesker, og så må vi danskere ikke være så åndeligt blufærdige, at vi ikke vil være os vores tro bekendt, opmuntrer Agnes.
