Palæstinensere vil anmode FN om at anerkende stat

Den palestinensiske Myndighed (PA) har besluttet at anmode FN’s sikkkerhedsråd om at anerkende en palestinensisk stat langs1967-grænserne, fordi fredsdrøftelserne med Israel er gået i hårdknude.
PA-præsident Mahmoud Abbas, der fremsatte denne udtalelse under et besøg i Tunesien, sagde, at PA ønsker at komme videre med fredssamtalerne baseret på international legitimitet og standsning af bosættelses-byggeri på Vestbred-området.

– Det er, hvad vi ønsker, og vi opfordrer USA til at lægge pres på Israel, sagde han. Vi har ingen forhåndsbetingelser. Vi kræver blot implementering af legitimiteten i henhold til vejkort-betingelserne for en to-stats løsning.

Videre sagde Abbas:

– Medmindre en løsning er opnået i nær fremtid, vil PA anmode FN om at konsolidere oprettelsen af en palestinensisk stat langs 1967-linjerne og gennemføre præsident Barack Obamas vision om en palestinensisk stat, som vil blive et fuldt medlem af FN til september.

130 lande

– Der er over 130 lande, som har anerkendt en palestinensisk stat, sagde han. Vi går til FN, fordi der ikke er nogen drøftelser med Israel.

Abbas’ politiske rådgiver, Nimer Hammad, siger, at USA’s holdning til oprettelsen af en palestinensisk stat er ”uklar”, skønt Washington har givet udtryk for modstand mod et ensidigt tiltag fra PA’ side.

PLO generalsekretær Yasser Abed Rabbo, der er nær tilknyttet Abbas, siger, at PA besluttede at gå til FN, efter at det ikke lykkedes USA at opnå en aftale om oprettelsen af en palestinensisk stat.

– Den amerikanske regering kender vores opfattelse, sagde han, særligt efter at dets bestræbelser mislykkedes med at indlede seriøse drøftelser med Israel. Vejen til FN er blevet åbnet, fordi vejen foran USA er blevet lukket.

En af Fatah-organisationens ledere, Azzam al-Ahmed, fremhæver PA’s beslutsomhed med at opnå anerkendelse af en palestinensisk stat i september, fordi ”statens institutioner er parate”.

– Vores institutioner er langt bedre end i mange andre lande, siger han. Vi har udviklet et retssystem, et højesteret og en forfatningsinstans. Alle palestinensiske institutioner fungerer i overensstemmelse med avancerede internationale standarder.

Den fremtrædende israelske politiske kommmentator, Avi Shavit, skriver i morgenavisen ”Ha’aretz”:

– Det må gøres klart, at Israel ikke vil herske over et andet folk, og at Israel under de rigtige betingelser og til rette tid vil trække sig tilbage til justerede 1967-grænser. Betalingen for dette vil blive dyr og smertelig. For statsminister Netanyahu er sommeren 2011 den sidste chance.