Det skal nok gå
Af Karin Kristensen, sognepræst ved Nørresundby Kirke.Det skal nok gå siger vi til hinanden, når vi synes, livet er lidt besværligt, men gerne vil indgyde os selv lidt mod.
Det skal nok gå siger vi, inden vi skilles efter at have lyttet til et andet menneskes bekymring. Det er ikke til at holde ud at gå fra et andet menneske, der er ængsteligt, så vi forsøger at skabe en god stemning igen, inden vi går.
Vi er så gode og hurtige til at trøste med et: det skal nok gå trods dine bekymringer, for vi kan ikke ret godt udholde mismodet og opgivelsen. Men er man selv den bekymrede eller ulykkelige, så er det ikke altid den bedste trøst at få at vide, at det skal nok gå. Så kan det føles som en falsk trøst, der bare gør den ulykkelige endnu mere ulykkelig.
Når Jesus trøster, efterlader han ikke nogen alene med deres sorg og bekymring. Han stiller sig derimod ved siden af den, der har smerten, og indgyder samtidig mod.
Det er teksten til denne søndag et vældigt godt eksempel på. Kort tid før Jesus skulle dø, ville han forberede disciplene på det forfærdelige, som de ville komme til at opleve, når han ikke længere kunne gå rundt sammen med dem. I skal græde og klage, I skal sørge, sagde han til dem.
Men han ville også gerne hjælpe dem videre. Derfor sagde han, at på den anden side af sorgen, skulle glæden igen komme til dem.
Jesus sagde ikke bare: Det skal nok gå alt sammen. Han sagde: det bliver forfærdeligt det her sådan som livet kan være forfærdeligt. Disciplene skulle komme til at føle stor sorg, deres livsgrundlag ville blive rykket væk under dem ved Jesu forestående død, men de skulle ikke miste modet.
Det var der to grunde til. For det første skulle de ikke føle sig alene midt i det forfærdelige. De ville trods alt have hinanden, og de ville også vide, at Jesus selv havde kendt til mørke og lidelse.
Den anden grund til at holde modet oppe var, at sorgen skulle vendes til glæde.
Når et barn fødes til denne verden, så sker det under stor smerte, men smerten vendes hurtigt til stor glæde, så snart barnet er født. Sådan skulle det også gå med disciplenes sorg.
Jesus trøstede ikke det forfærdelige væk, men tog det alvorligt. Og så gav han dem et håb at leve med midt i det forfærdelige. De skulle netop blive i stand til at udholde det forfærdelige, fordi de havde håbet om, at glæden skulle komme til dem.
Martin Luther siger et sted, at kristen glæde er trøstet sorg. Det er en meget flot og enkel omskrivning af dagens tekst: kristen glæde er trøstet sorg. Sand glæde er trøstet sorg. Sand glæde kender livet også når det er forfærdeligt; men bevarer altid et håb midt i mørket.
Jesu ord hjalp disciplene senere, så de ikke blev formørkede i deres sorg, da han ikke længere var der, som han plejede; men de fik et nyt liv, et liv, der gjorde, at den kristne kirke opstod og har givet os lige til i dag et håbefuldt ord at leve på, hver gang livet tegner sig mørkt eller uoverskueligt for os.
