Lars fra Harken og Vorherres Antons Frede

Tidligere alkoholiker sang og spillede på
Missionsforbundets Seniorlejr på Virksund.De kom, de så og de sejrede. Der var tale om vendsysseltrobadurerne, Lars fra Harken og Vorherres Antons Frede, der på Missionsforbundets Seniorlejr i begyndelsen af maj tog alle med storm, da de spillede og sang dejlige vækkelsessange og delte deres vidnesbyrd med deltagerne.

De to musikanter Lars fra Harken og Vorherres Antons Frede har hver deres særlige historie og på seniorlejren spillede og sang de sig lige ind i hjertet med deres gode gamle vækkelsessange.

Lars fra Harken levede som alkoholiker fra han var 15 år til han blev 46. En af hans venner tilmeldte ham til et Alpha Kursus, mod hans vilje – og han ville ikke komme. Men han blev hentet og tog med.
Efter første gang stod det klart for ham, at det også skulle være sidste gang. Men han blev overtalt til at gå med 3 gange. Og så tog han mod Jesus som sin frelser og blev fri for sit alkoholmisbrug og bruger nu tiden på at synge og vidne for andre.

Vorherres Antons Fredes far

Anton vidnede for alt og alle hele livet og fik navnet Vorherres Anton, og nu kalder sønnen sig Vorherres Antons Frede og sammen med Lars fra Harken synger og spiller han glade sange om Jesus overalt, hvor han kan komme af sted med det. Stemningen var høj med de to hele aftenen.
Missionsforbundets Seniorlejr havde igen fyldt op, og der var nogle, der ikke var blevet plads til. Folk kommer igen og igen på disse lejre for at deltage i et varmt kristent fællesskab, møde gamle venner og lære nyt. Man bliver aldrig for gammel til at lære nyt. Flere af lejrens deltagere har passeret de 90 år.

Masser af udfordringer

Missionsforstander Peter Gøtz stod igen i år for formiddagens bibeltimer og temaet var ”At vandre med Gud” og tog udgangspunkt i Emmausvandrerne. Det blev slået fast, at Jesus vandrer med os hver eneste dag. Jesus sagde:
– Kom og følg mig. Lad os vandre sammen.
Det er vores kald at vandre med Gud og føre andre til at vandre med Gud. Målet for vandringen er: modenhed, medmenneskelighed og mission. Det var bibeltimer med mange udfordringer.
Finn Kier Hansen fra YFC udfordrede til at støtte unge i mission. Peder Mørch, tidligere områdeleder i socialforvaltningen i Aalborg gav udfordringer omkring det offentlige som medspiller eller modspiller i alderdommen. Vita og John Thomsen udfordrede til latter og sang med ”sangene fra vores barndomshjem og deres betydning for os.” Raymond Jensen, der er baptistpræst og var med til at oversætte ”Den nye aftale” udfordrede omkring bibeloversættelser.
Pastor John Lorentzen fra Aarhus udfordrede seniorerne til ansvar for nye venner i menigheden. Med programpunktet ”scenen er din” blev deltagerne udfordret til at give og modtage.

Kommer igen næste år

Der var en god stemning under hele seniorlejren og det står klart, at de mange modne og ældre mennesker er klar til at pakke kufferten igen næste forår og tage på Missionsforbundets Seniorlejr på Virksund.