Å-festivals bredde samler
Å-festival er så mange ting på én gang. Og derfor rummer festivalen så mange forskellige mennesker. Der er både fokus på gensyn og fællesskab, ny og traditionel musik, det gode budskab og underholdning.- Det er dét her, jeg er skabt til. Fra nu af vil jeg kun prædike for store forsamlinger. Ikke flere små snoldede missionshuse med en ynkelig flok kristne. Nej, jeg er et navn.
Lars K, som han kalder sig selv, er veloplagt, og ironien er helfed, da han indtager scenen som begyndelse på søndag aftens koncertoplevelse på Å-festival.
Det er pinse, og publikum, hvoraf mange bor på den tilstødende campingplads, er lige så veloplagte. Allerede intro-reklamen fra Børkop højskole får en seriøs klapsalve med på vejen, mens den afslører, at vi befinder os på indremissionsk jord. Det var ikke givet på forhånd, for der er kristne fra alle kirkesamfund i den omkring 2000 mand store forsamling.
Lars K fortsætter og fortæller om sin hobby: at gå på kirkegårde.
– Men en ting provokerer mig helt vildt på kirkegårdene, og det er titlerne: Gårdejer dét og dét, bankassistent dét og dét. Jeg plejer at sige til gravstenene: Ja, det er vældig fint, men nu er du død. Og statistikken siger, at 10 ud af 10 dør. Og så er der kun et navn, der tæller, og det er navnet Jesus.
Der er koncentreret tavshed, mens Lars taler, kun afbrudt af fælles latterudbrud, når han hænger sig selv og os alle ud.
Men der er også alvor og en seriøs udfordring til den store unge menneskemængde om at give det gode budskab videre. Det er kun Lars egen mini-flashmob, som afbryder ham ved at bryde ud i Amazing Grace. Forsamlingen, som for en stor dels vedkommende er i efterskolealderen, responderer på budskabet ved at hoppe til ære for Jesus.
Men det er jo ikke kun for at høre en god og udfordrende prædiken, at så mange mennsker er samlet her i Udkantsdanmark på en fodboldbane uden for Sønder Felding. Og Århus-lovsangsbandet Light Up Lion introducerer os med tre moderne danske lovsange til koncertafdelingen.
Derefter går Jonas H. Petersen med band på scenen, og publikum forbereder sig på Hymns from Nineveh. Og det bliver noget af en oplevelse.
Sangenes tekster virker som en kombination mellem bibel- og salmetekster og amerikansk folk-musik. Og musikken er expressiv, eksperimenterende og iørefaldende. Bandet benytter sig af mere end 10 forskellige instrumenter, blandt andet sav, harmonika og en krydderimorter.
Men mere indtryk end alverdens fine symfonier og smukke tekster gjorde ægtheden og tilstedeværelsen hos Jonas H. Petersen selv. Han var ikke mødt op på Å-festival for at blive rockstjerne, men brillierede ved at være den unikke person, han er skabt som. Her var ikke koreograferede kropsbevægelser og planlagte hypes, men inderlig sang, interessante armbevægelser og anderledes kommunikation til publikum.
– Hej folkens. Den næste sang foregår i Nordjylland. Den er i d-mol, siger han, eller hvad den nu var i. Den var i hvert fald Jonas-style. Det var ikke alle festivaldeltagere, som blev overbevist. Men det var heller ikke formålet. For dem, der ville lytte til og inspireres af Hymns from Nineveh, stillede de sig til rådighed. Og det takkede tilhørerne for med en stor klapsalve.
Inden aftenens andet hovednavn, Jeremy Camp, gik på scenen, foregik noget meget vigtigt. Der var pause. Og pauserne og brugen af dem er lige så essentielt for Å-festival som koncerter og forkyndelse. Ud over de mange deltagere, som campede pinsen over, bød søndag aften på rigtig mange tilkørende gæster. Altså voksede mængden af:
– Heeej, ej er du også her, ej hvor er det længe siden. Hvor er det bare hyggeligt at se dig, hvad sker der i dit liv for tiden?
Samtalerne var i pausen i gang overalt på plænen, henover grillede skumfiduser, ovre ved Cafébussen eller bare i en lille cirkel af gamle og nye venner.
Men så var det også blevet tid til det helt store brag fra USA. Jeremy Camp har holdt store koncerter, siden han udgav sit første album i 2001, hvor hans første hustru døde af kræft efter bare tre måneders ægteskab. Dette var hans første besøg i Danmark, og det gjorde stort indtryk på koncertdeltagerne. En af dem var Simon Klit på 15, som var kommet til Å-festival specielt på grund af Jeremy Camp.
– Det var en rigtig vild oplevelse, for jeg har selv lyttet til ham og hans musik i årevis. Og så at han lige kom forbi lille Danmark. Det var da fantastisk, fortæller han.
Jeremy Camp spiller kristen lovsangsrock. Der er både lovsange, men også ordinære pop-rock sange imellem, som kæmpehittet i USA Walk by Faith, som Jeremy Camp skrev på bryllupsrejsen for over 10 år siden.
Det er mange år siden nu, og Jeremy Camp er for længst gift igen, og de venter deres tredje barn. Alligevel dukker erfaringerne gjort i livets hårde skole stadig op i koncerten, og det synes Simon bare er godt.
– Selve historien om hans kone, den kendte jeg i forvejen, men det rørte mig ret dybt, og jeg er sikker på, at han har plantet et eller andet specielt i en masse af de mennesker, som var til koncerten.
Koncerten indeholdt en opmuntring til at komme til tro på Jesus og vokse i troen, men der var også masser af fest og en rigtig god stemning.
– Der var op til flere personer, som jeg aldrig havde set før, som midt under koncerten begyndte at snakke eller råbe til mig om, at det var vildt fedt, og spurgte om, hvad jeg hed og sådan. Folk var bare utroligt venlige, og de havde allesammen en vild forventning til koncerten, fortæller Simon, som generelt var imponeret over koncerten. Men det var han ikke ene om.
Jeremy Camp syntes også, at Å-festival var noget helt særligt.
– Vi havde hørt, at dette var den bedste crowd i verden, men vi havde svært ved at tro det, men wow, I er for vilde, sagde han undervejs i koncerten til de hoppende, råbende og syngende mennesker, der var gået helt frem til scenen og ikke holdt sig tilbage.
Billede til højre: Morten Hansen på 31 og Jens Poulsen på 30 fra Herning har næsten været på Å-festival hvert år. For dem er det de store koncertoplevelser, der trækker. Jens værdsætter muligheden for at opleve Gud i musikken, og Morten pointerer, hvordan musikerne ofte fortæller nogle virkeligt gode ting mellem sangene.
