“Dagen derpå” efter sammenstødet mellem Netanyahu og Abbas i FN
Det er “dagen derpå” efter de verbale sammenstød mellem palestinensernes præsident Mahoud Abbas og Israels statsminister, Binyamin Netanyahu, i FN’s generalforsamling i New York – og det ser ikke godt ud for nogen af parterne.I en artikel i Israels største avis, Yediot Aharonot”, skriver Orly Azoulay:
– Netanyahu vandt, men Israel tabte. USA’s præsident, Barrack Obama, som helt havde taget den israelske opfattelse til sig og bortraderet palestinensernes håb, kan ikke længere tjene som en “ærlig mellemmand”, og USA kan ikke spille en sådan rolle, sålænge Obama er i Det hvide Hus. Netanyahus sejr var en “Pyrrhus Sejr”, fordi i det øjeblik Obama gav op, blev “Kvartetten” (USA, FN, RUSLAND og EU) trukket ind i et vacuum. Lederrollen er overgået til “Kvartetten”. USA er der, dog ikke som leder af processen, men en af fire partnere. Obama er frustreret og træt af den Mellemøst-bazar, der er blevet påtvunget ham. Han afsluttede skilsmissen i sin tale og brugte smukke ord, der var blottet for al substans for at sløre sin væmmelse.
Videre skriver Orly Azoulay:
– Fra nu af er spillets regler ændret. Det er ikke længere Det hvide Hus, der taler – Kreml vil også tage ordet. Endog før blækket var blevet tørt på “Kvartetten”s erklæring, viste det sig, at Rusland afviste muligheden af en anerkendelse af Israel som en jødisk stat. Medvedevs og Putins agenda er anderledes, og det er også deres interesser. Selv mens USA’s magt er for nedadgående, er det stadig Amerika som forsyner Israel med bunker-ødelæggende bomber og afviser fordømmelse af Israel. Det er i Israels interesse at se USA som mægler. Men det er nu forbi. Obama vil aldrig lade Netanyahu glemme, hvordan han tvang taktstokken over til Rusland. Netanyahu vandt. Og vi er på vej ind i kulden.
Samme opfattelse af den opståede situation er hos klummeskriveren Gideon Levy – en af Israels bedste penne – som i morgenavisen “Ha’aretz” skriver:
– Statsminister Netanyahu beviste med sin tale påny, at han er en fremragende undviger, denne gang i palestinensernes tjeneste.Han viste verden, bedre end endog Mahmoud Abbas, hvorfor de ikke havde nogen anden tilflugt end at appellere til De forenede Nationer. Hvis der er noget klart at tage fra hans budsklab er det, at palestinenserne og verden ikke kan vente noget fra Israel. Intet. Enhver anstændig israeler må skamme sig over deres statsminister, som står over for verden og prøver at sælge de gamle, forslidte, tilmed rådne varer, som forlængst er forbi deres udløbsdato. Verden og forsamlingen hyldede Abbas, fordi han talte som en statsmand fra det 21. århundrede. Ansigterne sagde det hele. Ved Netanyahus bord var et heppekor af to kalot-bærere, to generaler, to tidligere russere, tre med fuldskæg – et deprimerende og truende gruppeportræt af Israels yderste højre, klassen af 2011.
Levy slutter:
– Det var sidste tæppefald for Netanyahus maskerede udtalelse om en to-stats løsning . Bag tæppet er mørke og dysterhed. Og her ligger en begivenhed af historisk fremførelse. Det viste verden, at Israel hverken ønsker en aftale eller en palestinensisk stat og for den sags skyld heller ikke fred. På gensyn i den næste krig.
Og i en lederartikel i bladet “International Herald Tribune” idag hedder det:
– Der er mange, der har skyld, hele vejen rundt. Hovedansvaret tilfalder statsminister Binyamin Netanyahu, der afviser at indgå seriøse kompromis’er for fred. Han synes at være mere bekymret over sin egen politiske overlevelse end over sit lands øgede isolation eller truslen om fornyet vold på Vestbredden og ved alle Israels grænser. Palestinensernes præsident, Mahmoud Abbas, der er forståeligt frustreret, har gennemtvunget en proces, som indebærer store risiko’er også for ham. Han vil nok finde det svært at dæmme op for deres skuffelse, når det bliver klart, at manøvrering i New York ikke kan levere en stat på jorden.
Lederen slutter:
– Hvad sker der nu? Når først sikkerhedsrådet har palestinensernes anmodning om statsdannelse, har den følgende proces ingen definitiv tidtabel. USA og dets allierede må være parat til at skubbe såvel israelere som palestinensere hårdt. Efter måneder af tale, er den såkaldte “Kvartet” stadig ikke enig om et sæt af forhandlings-retningslinjer – om grænser, sikkerhed, flygtninge og Jerusalem.
