5 grunde til ikke at få børn

… og hvorfor jeg alligevel ikke ville undvære nogen af mine elleve børn.
”Elleve børn – har du aldrig fortrudt det?” Når folk stiller mig dette spørgsmål, svarer jeg uden tøven: ”Nej! At være mor er en gave.” Og dog er spørgsmålet ikke uberettiget.
Som ung forestillede jeg mig faktisk, at moderskabet ville være lettere – og fuldt af romantik. Men min erfaring efter elleve børn: Helt ved siden af.
Det er ikke vanskeligt at finde grunde til ikke at få børn. For det koster at være mor. Frem for alt betyder det at give afkald på mange ting. Det ville jeg som ung gerne have været bedre forberedt på.

Som ung og uerfaren troede jeg, at den der glædede sig til at blive mor, som regel fik et let svangerskab. Min erfaring har fuldstændig modbevist denne teori. Jeg blev ramt af det ene anfald efter det andet af udmattelse, kvalme og følelsesmæssig forvirring. Der var hverken romantik forbundet med fødslen eller amningen! Fødslerne – især den første – var alt andet end blide. Jeg måtte ligge i dagevis, og veerne var en plage. Heller ikke mine drømme om ukompliceret og fredelig amning gik straks i opfyldelse. Nat efter nat var min pande badet i sved, så udmattet var jeg.

Til den fysiske udmattelse under graviditeten føjede sig også manglen på søvn. Med min runde mave kunne jeg ikke finde en bekvem stilling at ligge på. Efter fødslen afbrød børnene konstant min nattesøvn. Der blev også mindre tid til overs til vores ægteskab. Det var noget, vi altid skulle tilkæmpe os.

Der var dage, hvor jeg ikke kunne holde ud at høre ordet ’mor’: ”Mor, jeg er sulten!”; ”mor, jeg er tørstig!”; ”mor, han har slået mig!”, ”mor, av!”. Jeg var og er ingen supermor, som kan være alle steder på samme tid. Oveni kom, at jeg havde mindre tid til mig selv og til venskaber. Igen og igen måtte jeg tilkæmpe mig pauser til mig selv og ofte sige nej til invitationer. Der er meget, der ikke kan lade sig gøre med børn.

Især omverdenens reaktioner chokerede mig. Efter fødslen af vores fjerde barn var der mange, som anså os for at være asociale. På sygehuset kom lægen ikke længere ind på min stue, efter at jeg havde afslået at lade mig sterilisere. En kristen ven tilbød sågar at tage en snak med min mand om problemet. Det lærte mig, at den, der gerne vil have en storfamilie, ikke skal regne med omverdenens bifald.

Tidligere troede jeg, at opdragelse kom helt af sig selv. Men om ikke før, så fik børnenes trodsalder sat en brat stopper for denne illusion. Den lærte mig at se på mine børn som selvstændige individer og at lade dem træffe deres egne valg – også senere i livet, når det gjaldt valg af erhverv og tro. Jeg havde for eksempel helst set, at de lever deres tro ud, som jeg finder det rigtigt. Men nogle af mine børn har været gennem store livs- og troskriser. Når barnetroen skal stå sin prøve, kan det være starten på en svær tid – for både børn og forældre. Hvad gør jeg, hvis mit barn ikke vil bede mere?
Jeg prøvede at fortsætte med at snakke fortroligt med hvert enkelt barn, så godt jeg kunne. Men når for eksempel et af børnene kaldte på mig: ’Mor, kommer du ind og siger godnat?’, trængte jeg mig ikke på med en bøn. I stedet ventede jeg, indtil mit barn faldt i søvn. Så gik jeg stille hen til sengen og velsignede ham. Ved synet af mit sovende barn, kunne jeg mærke en særlig lykke. Og jeg tænkte: Ja, de er lønnen værd – alle disse afkald.

Jeg husker en aften, hvor jeg følte mig meget trist. Jeg længtes efter at få ryddet nogle uoverensstemmelser med min datter af vejen. Hun var tilmed meget syg. I en stjerneklar nat gik jeg udenfor og talte med min himmelske far. Jeg udøste mit hjerte for ham: ”Herre, du ved, hvor meget jeg holder af hende…” Pludselig havde jeg det, som om Gud talte til mig: ”Jeg ved det. Jeg er også meget ked af det. Jeg har skabt hende og elsker hende mere, end du nogensinde vil kunne elske hende.” Og da gik det op for mig: Gud forstår mig fuldstændig og elsker mit barn uendelig højt. Han er min allierede! Også selvom vi volder ham bekymringer, vil han aldrig svigte os.
At give slip er ikke let for mig. Det lykkes kun, når Gud er fundamentet for min glæde, min tillid og min indre fred. For ellers styrter jeg igen og igen i afgrunden, når mine børn vælger veje, som ikke er gode for dem.

Ja, børn medfører begrænsninger, og det kræver stor styrke at være mor. Men når Gud betror os noget, så giver han os også styrke dertil – fysisk og psykisk. Han har altid styrket og trøstet mig. Elleve børn – har jeg aldrig fortrudt det? Nej. Trods mange afsavn. Trods mange bekymringer. Ingen af mine børn ville jeg undvære. Hvis jeg i dag fik lov at vælge igen: børn eller karriere, ville jeg igen vælge at skifte hver eneste ble og gennemleve hver eneste trodsalder. Mine børn har gjort mig rig.

Ruth Heil (64 år) er mor til 11, bedstemor til mange, forfatter og sjælesørger.
Af Ruth Heil