Krybbetrængsel!
Jeg har en søn på snart to år, som rigtig godt kan lide at pille ved alting. Og så har jeg en julekrybbe, som min mand har arvet fra sin mormor.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er glad for jul. Derfor får den også hele armen, når der skal pyntes til jul. Det skal helst se både hyggeligt og pænt ud. Derfor ender en hel del af julepynten over min søns rækkevidde. Han må gerne nyde, men ikke røre. VI kan godt løfte ham op, så han kan nærstudere. Men glaskugler og barnehænder, levende lys og barnehænder, julenips og barnhænder er bare ikke nogen god kombination. Julekrybben blev alligevel stillet op, hvor han kan nå den. Han skal jo også mærke, at det er jul. Den var rigtig spændende!
Jeg havde stillet krybbens beboere fint op: Et æsel, en ko, tre vismænd, englen med den brækkede vinge, Josef, Maria og Jesusbarnet. Kun Josef, Maria, Jesus og dyrene stod inde i krybben og vismændene stod i tilbedelse udenfor. Men hver gang min søn gik i gang, stoppede han med vold og magt hele scenariet ind i krybben.
Det så ikke særlig pænt ud. Så af og til, når han var optaget af noget andet, sneg jeg mig til at stille dem tilbage igen. Kun for snart efter at se dem alle sammen proppet sammen igen i den lille krybbe. Han bad endda mig om hjælp, så de alle sammen kunne stå op derinde. Ting vil bare ikke altid lige opføre sig, som en halvanden-årig drengs hænder synes, de skal.
Snart efter ville jeg gøre den pæn IGEN. (Der bliver en hel del af den slags rykken frem og tilbage på ting med en lille dreng, synes jeg). Men lige pludselig slog det mig: Han havde jo fattet pointen.
Når vi kommer til Jesus i krybben, handler det jo ikke om, at det skal se pænt ud. Men det handler om, at vi alle sammen kan få lov til at komme helt tæt på Universets Konge. Han valgte at komme tæt på, for at vi kan komme tæt på.
Så nu har den mindre kønne opstilling af julekrybben fået lov til at stå. Det minder mig om, at der også er plads til mig derinde ved julekrybben.
