Tænd juletræet med bibelord
Når det er tid til at tænde juletræet, tænker børnene på gaver. Ønsker man at bruge mere tid på det højtidelige, er her et forslag til en ny familietradition. Når det endelig er blevet tid til at tænde juletræet, kan det næsten ikke gå hurtigt nok – i nogle familier.
Men hvis man som forældre har mod på at udsætte gave-udpakningen en smule, kan man gøre tændingen af juletræet til noget helt særligt.
Bibelen er fyldt med smukke skriftsteder, som fortæller om Messias. Alt imens en af de voksne læser et skriftsted, kan børn og de andre voksne skiftes til at tænde et lys på træet. Der tændes ét lys for hvert læst bibelord.
1. Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig. Mal. 3,1
2. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land.Es. 40,3
3. Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet. Es. 60,1
4. Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel. Mal. 3,1
5. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Rom. 13,12
6. Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. Sal. 24,7
7. Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Zak. 9,9a
8. Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Zak. 9,9b
9. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender. Zak. 9,10
10. Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste! Matt. 21,9
11. Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Fil. 4,4
12. Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Fil. 4,5
13. Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Es. 7,14
14. Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Luk. 1,46-47.
15. Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel. Mika, 5,1
16. Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Es. 11,1.
17. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd. Es. 11,2
18. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Es. 9,5a.
19. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Es. 9,5b
20. Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn… Hans herredømme er et evigt herredømme… hans kongerige skal ikke gå til grunde. Dan. 7,13-14
21. I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Luk. 2,11
22. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Luk. 2,12
23. Ja, jeg kommer snart. Salig er den, der holder fast ved profetiens ord i denne bog.Åb. 22,7
24. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Matt. 24,30
/lt