Chapman og sønner fyldt af glæde
Steven Curtis Chapman holdt sin første koncert i Sverige nogensinde.
– Dette er det bedste band lige nu, sagde Chapman og fortsatte:
– Og det har ikke noget at gøre med, at jeg har skiftet bleer på to af medlemmerne, grinede Chapman, som spiller sammen med sine to sønner.
De har, ligesom faderen, en stor musikalitet i kroppen, og det kunne omkring 1000 tilskuere se i Pinsekirken i Jönköping i Sverige, skriver varldenidag.se.
Chapman brugte lang tid på at fortælle om hver enkelt sang og meningen bag teksten. Det gav tilskuerne en dyb forståelse af hver enkelt sang.
Derudover fortalte han også om det sociale engagement, han og hustruen Mary Beth er gået ind i, hvor de arbejder med forældreløse børn. De har adopteret hele tre kinesiske børn.
Stemningen var høj, og Curtis Chapman var begejstret for at være i Sverige:
– Når I synger med sådan her, så bliver jeg jo bare nødt til at spille med!
Han lovede, at det ikke varede længe, inden han kom tilbage. Der er sikkert mange danskere, der håber på Malmø eller måske Danmark næste gang, han rejser over Atlanten.
Henrik