En verden uden kirkesamfund
Jesus bad om at kristne må være ét.
Og vi oplever glæde, når vi arbejder sammen.Hvem er rigtige kristne – og kan vi arbejde sammen med folk fra andre kirker?
Af Peter Glistrup
Sognepræst i Bevtoft
Nogle gange falder der en kommentar om, hvor mange eller få af folkekirkens præster, der er rigtigt kristne. Eller katolikkerne omtales, som om de ikke har forandret sig siden middelalderen. Eller barnedøbte, der bliver voksendøbt, ses på som om de havde afsværget kristentroen.
Jesus bad i sin ypperstepræstelige bøn om, at hans disciple måtte være ét! Jesus mission på jorden var fuldført, da han med sit liv, sin død og opstandelse havde herliggjort Gud på jorden.
Sandheden var blevet åbenbaret og disciplene skulle holde fast i hans ord, så alle mennesker kunne komme til tro og få evigt liv. Derfor var det så vigtigt, at de bevarede enheden med hinanden.
Kirkens historie blev imidlertid præget af splittelse og indbyrdes strid. Det gælder ikke mindst reformationstiden, hvor antallet af kirkesamfund eksploderede.
Enheden mellem kristne er lykkeligvis kommet på dagsordenen i vores tid, men der er stadig masser af splid og uenighed i kirken.
Gud har i sin nåde og godhed ofte brugt splittelser til at nye muligheder for at forkynde evangeliet kunne opstå. Det er godt, at der i dag findes mange kirker med forskellige traditioner og vægtlægning i troen!
Men når kristne kirker også er splittede og uenige om centrale trossandheder, så er vi ikke så meget ét, som vi skulle have været.
Når vi ikke kan fejre nadver sammen på tværs af kirkeskel, så har vi ikke den enhed, Jesus bad om.
Når vi ser ned på eller bagtaler kristne, som er anderledes end os, så er vi med til at splitte i stedet for at samle.
Sproget former vores holdninger, derfor er det vigtigt, at vi er opmærksom på de ord vi bruger om andre kirker og kristne på.
Taler vi om hinanden som konkurrenter eller som medlemmer af vores egen familie? Kan vi glæde os, når et menneske finder sig bedre til rette i en anden menighed?
Hvis vi tænker vi på de andre kirkesamfund som forkerte, overser vi, at opfattelser og traditioner stort set altid har et bibelsk udgangspunkt.
Vi kan være uenige om tolkningen, men må have den ydmyghed, at ingen har direkte adgang til den rigtige tolkning.
Som kristne er vi hinandens søskende. I en familie er der forskellige holdninger, prioriteringer og smag, og vi øver os i respektfuldt at være sammen med fokus på det fælles. Vi kan være uenige, men det er fx ikke altid godt at diskutere politik til en fødselsdagsfest.
Samtidig vil jeg slå et slag for, at vi tager fat i de svære samtaler om det, vi er uenige om. Holdninger må vi fremlægge i jeg-form og gerne med en refleksion over, hvordan vi er nået frem til dem. Og vi må lytte så fordomsfrit som muligt med villighed til at lære af hinanden.
Et frugtbart sted at starte er dér, hvor vi selv er i tvivl om, hvad der sandt. Vi har alle overbevisninger, som vi dybest set er usikre på.
Jeg har givet mig selv lov til ikke at have en færdig mening om alt. Der er problemstillinger, jeg stadig er i tvivl om og tænker over.
Jeg tror, at mere ærlig usikkerhed åbner for dybere fællesskab med andre kristne. Vi kan mødes som troende, men også som tvivlende. Vi kan hjælpe hinanden nærmere sandheden.
Som afslutning vil jeg sige: Forestil dig en verden uden adskilte kirkesamfund! Det forekommer umuligt, men at arbejde for større enhed mellem kristne er vigtigt, og Gud er allerede i gang!
Når vi af og til mødes med kristne fra forskellige kirker, oplever vi i glimt glæden ved enheden i troen.
Vi hører sammen som disciple af Jesus med den fælles opgave at forkynde evangeliet.
Der er en verden omkring os, som ser og lytter. En verden, som vil vide, om vi har indbyrdes kærlighed og om vi er ét.
