Pas godt på Danmark
På tirsdag er det grundlovsdag. Og der har sjældent været mere at kæmpe for i den politiske verden.Da jeg for omkring ti år siden valgte at blive politisk aktiv, så var det terrorangrebet mod den vestlige verden den 11. september 2001, der var afgørende for min beslutning.
Af Per Ørum Jørgensen
Landsformand for
Kristendemokraterne og tidl. folketingsmand for de Konservative og KD.
Jeg stod foran at skulle være far, og min datter kom til verden præcis to måneder efter terrorangrebet. Jeg kan tydeligt huske følelsen af usikkerhed over, hvad det var for en verden min datter skulle vokse op i.
Hvad bød fremtiden på, og kunne vi nogensinde føle os trygge og frie igen, nu hvor terrortruslen var blevet meget konkret?
Jeg valgte på den baggrund at engagere mig i politik, og komme ind på banen og spille med i stedet for at betragte verdens gang fra tilskuerpladserne.
Kort efter terrorangrebet hørte jeg en tale af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller som sagde: – Vi skal passe godt på Danmark. Vi er trods alt de nærmeste til det!
Dengang opstod der en meget stærk tro på vore frihedsrettigheder, som et helt centralt element i det fundament, som udgør nationens DNA.
Religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed blot for at nævne nogle. Rettigheder som man ikke kan tage for givet, men som man skal kæmpe for.
Nu har vi i Danmark heldigvis været forskånet for terrorangreb, selv om terrortruslen stadig er reel og aktuel mod landet.
Når jeg i dag tænker på ordene: Pas godt på Danmark Vi er trods alt de nærmeste til det, så er det også i en anden sammenhæng. Fundamentet er atter truet, og det i en grad som vi ikke har oplevet tidligere i Kongeriget.
Denne gang kommer truslen ikke udefra. Truslen kommer indefra. Det fundament som har dannet ramme om vore samfund og demokrati i århundreder er sat voldsomt under pres. Den kristne kulturarv som har sat sine spor på moral og normer er ved at blive udvisket.
Samfundsbærende institutioner som ægteskabet, kirken og familien er udfordret af en politisk strømning, som bygger på den farlige holdning til livet, at alt er lige godt.
Flere århundreders erfaring burde sige os noget andet. Danmark er et kristent land og alt er ikke lige godt!
Et besøg på Besættelsesmuseet i Riga, Letland satte fornylig gang i mine tanker om hvordan et samfund kan ændre karakter, når det angribes på grundlæggende værdier og selve sjælen. De synlige eksempler på Sovjetunionens 60 år lange besættelse af og grusomhed mod vore baltiske naboer berørte mig meget.
Stalin gennemvrang en ideologisk forandring rettet mod kirken, kulturen og en massiv påvirkning af uddannelsessystemet. Man lukkede kirkerne og retsforfulgte kristne på baggrund af deres tro.
(Maleri af Constantin Hansen.)
Nu skal man altid drage paralleller med en vis varsomhed. Helle Thorning Schmidt er ikke Stalin, men når den kristne kulturarv trænges i baggrunden, så sker der en ændring af et samfund, som fører til mere egoisme, kynisme og større materialisme.
Når den politiske ideologi får overtaget, så har den magt til at ændre et samfund, medmindre en befolkning siger fra. Det handler jo ikke om, hvordan vores kulturgrundlag bliver fortrængt. Det handler om, hvilke konsekvenser det har for et samfund og en nation, når den fælles ramme smuldrer.
Thornings regering forsøger konsekvent og uden tøven at fortrænge kristendommen i det danske samfund med
forslag om kønsneutrale ægteskaber,
afskaffelse af den obligatoriske kristendomsundervisning på læreruddannelsen,
afskaffelse af helligdage
og fjernelse af separationstiden som helt konkrete eksempler.
Ledelsen i Danmark i dag er uden sammenligning den mest ateistiske siden Christian VII, der i 1770 beordrede ni helligdage sløjfet!
Den politiske ideologi regeringen praktiserer er dog ikke kommunisme, men derimod en kulturrelativisme, som i sin enkelthed bygger på at alt er lige godt, og som umuliggør moralske valg, da der ikke er fælles gods, at træffe disse valg på baggrund af.
Som kommunismen er kulturrelativismen også en ateistisk tænkning, som i sin virkning kan medføre voldsomme samfundsforandringer.
Situationen for vores samfund er efter min overbevisning værre end da mit parti blev stiftet i 1970 som en reaktion på moralens forfald. Dengang var der trods alt en generel større forståelse for det kristne livs- og menneskesyn i Danmark.
Vores kristne kulturarv bliver i disse måneder og år presset i en grad, som aldrig før.
Men erfaringen tilsiger, at alt ikke er lige godt, og at vi i århundreder har haft en fælles og værdifuld ramme omkring vores danske samfund, som bygger på det kristne kulturgrundlag.
Kristne etiske værdier handler ikke om at fordømme andre.
Det handler om at tage ansvar for sig eget liv, for sin næste og for naturen. Det handler om solidaritet og medmenneskelighed. Det handler om stoltheden over at arbejde for det fælles bedste og leve op til de sociale pligter, vi har over for hinanden, vore familier og vore lokalsamfund. Det handler om at bevare det, der gør os stolte over at bo i vores land.
Ti år efter Per Stigs vise ord om, at vi skal passe godt på Danmark, for der er ikke nogen der kommer og gør det for os, så er mit ønske om at gøre en indsats for at præge fremtidens Danmark endnu større.
For jeg er stadig optaget af, hvad det er for et land mit barn skal vokse op i.
Som formand for Kristendemokraterne her i 2012 er ordene om at kæmpe for alt, hvad man har kært mere end blot ord. For mig handler det om, at vi som kristendemokrater er forpligtet til at give modspil og argumentere vedholdende imod ligegyldigheden med vores værdier. Argumentere imod udfordringen af det, der gør at vi er et politisk parti. Argumentere imod, når kerneværdier, der er vores eksistensberettigelse bliver presset.
Vi er på vej til at føre sag mod staten for at krænke trossamfundenes religionsfrihed med forslaget om kønsneutrale ægteskaber. Vi styrker vores profil med nye tiltag på det etiske område, familieområdet og andre mærkesager, som er velkendte KD mærkesager.
Så kan nogle måske stadig gå rundt en følelse af magtesløshed, at det ikke nytter noget, og at verden er af lave, men vi kan ikke gøre noget ved det.
Til dem, der besidder denne holdning, er jeg nødt til at sige. – Jo vi kan gøre en forskel, og vi er faktisk også de nærmeste til det, for der er ikke nogen der kommer, og gør det for os. At kæmpe for den kristne kulturarv er det samme som at passe godt på Danmark.
Lad os kæmpe sammen for alt, hvad vi har kært!
