Livet går op og ned – men Gud er altid med
Den idealistiske præst Per Eivind Stig har haft store åndelige oplevelser og personlige nedture: Gud er med i det hele og fortvivlelsens bønner høres!
Det er fantastisk, men ikke altid let at være personlig kristen i tjeneste. Det vil frikirkepræst Per Eivind Stig fra City Kirken i Tåstrup gerne skrive under på.
Han har både prøvet fuld kraft frem – som Herrens hårdtarbejdende, visionære og dynamiske fuldtidstjener – og total udbrændthed, der i lange perioder har sat ham på laveste vågeblus. I dag satser han på en tilværelse med en god balance mellem arbejde og hvile.
I slutningen af firserne var Per Stig bl.a. med til at arrangere møder med op til 9.000 deltagere og genopstarte Ungdom med Opgaves (UMOs) discipelskole. Og gennem årene som kristen leder og præst har han haft et væld af åndelige oplevelser, der har bekræftet hans tro – og opfattelse af, hvad der er den dybeste mening med tilværelsen for ham: At være et redskab for Herren.
– Når jeg har haft det svært, har Gud altid været der og hjulpet mig igennem med livet i behold, siger præsten.
Overanstrengelse, økonomisk kaos, bolig-problemer og alvorlig sygdom er han kommet nådigt igennem. Per Stig er overbevist om, at bønner, der er blevet hørt, har hjulpet ham med at klare alle udfordringerne.
For eksempel da han som 20-årig efter en lægeundersøgelse af en knude skulle tale med overlægen for at høre resultatet. På vej ned ad hospitalsgangen på Diakonissestiftelsens hospital i Oslo undrede han sig lidt over, at personalet gik i den modsatte retning, når de så ham – væk fra ham.
– Bagefter fandt jeg ud af, at det var fordi, de ville undgå at tale med mig, inden jeg fik besked fra overlægen. De kendte svaret.
– Du har den værste kræftsvulst, man kan få. Der er kun 50 procent chance for, at du overlever, sagde overlægen.
Da jeg kom ud fra samtalen, kom personalet løbende: Vi beder for dig, sagde de.
Efter operationen skulle han røntgenfotograferes, men røntgenapparatet var gået i stykker. I et døgn svævede han derfor i uvished – indtil der kunne tages billeder. Heldigvis var kræften væk.
Det var tilbage i starten af 70erne, og han var kort forinden begyndt at studere på præsteseminaret Ansgar i Norge, hvor han er født. En stor del af tiden på hospitalet brugte han til at fortælle de andre patienter og personalet om Jesus.
– Der var faktisk to, der blev kristne tog imod Jesus, mens jeg var der, siger han begejstret.
Dét lægger Per Stig stor vægt på, mens han fortæller om ungdommens kræftsygdom.
At få mennesker til at tage imod Jesus er tydeligt noget af det største i livet for ham.
– Troens og bønnens kraft har jeg jo selv mærket så mange gange i mit liv. Jeg oplever ikke bare en bønhørende, men også en bønssvarende Gud. Nogle gange er svarene på vore bønner bare lidt anderledes end forventet. Man skal aldrig regne med, at alt serveres på et sølvfad.
– Jeg har oplevet at ha intet, og jeg har oplevet at ha alt og har haft mange store trosoplevelser i mit liv. Det er jeg meget taknemmelig for, siger han.
De mange år i troens tjeneste har lært ham, at det vigtigste er, hvordan man er over for andre. At være medmenneske.
– Jeg er selv glad for, at Gud er tålmodig, når jeg roder rundt i tingene og har svært ved at få det til at lykkes. Eller når jeg er kommet til at gøre forkerte ting i desperation, overmod eller på grund af overanstrengelse.
– Alle bør rydde op i deres liv med jævne mellemrum. Igen og igen spørge sig selv: Lever jeg ret og oprigtigt med Gud, mig selv og mine omgivelser?
Og prøve at gøre noget ved det. Gøre det bedre, og også inspirere andre hertil. Men vi må ikke dømme hinanden. Ikke konkurrere og misbruge hinanden. Vi skal hjælpe uden at være beregnende, understreger han.
Per Stig er født i Oslo, Norge, i 1950. Han er gift med sygeplejerske Ellinor Quist Stig, der også deltager aktivt i den lokale kirke og tjener i andre sammenhænge. De bor i et hus i Tåstrup tæt på City Kirken, hvor han er hjælpepræst. Parret har fire voksne børn, og han stiller gerne op til pasning af børnebørn.
Præstens mor er dansker, men bor i Oslo. Hans far, som blev 100 år, var i sine sidste år den ældste i sin kirke i Oslo. Han var født i 1901, ledte Norges største søndagsskole i mange år og var troende hele livet.
Per Stig har også gået i søndagsskole fra han var to år. Som 14-årig oplevede han på en lejr, at Jesus kaldte ham til at følge sig. Det gjorde ham endnu mere åndeligt søgende og åben. Efterfølgende oplevede han Helligåndens udrustning – og efter et møde, hvor de bad om Guds nåde, begyndte han lidt senere pludselig at tale i tunger.
Første gang han vidnede offentligt om sin tro var i 1972, hvor han skulle sælge nogle julemærker og blev spurgt: Er du kristen? Samme år var der også en åndelig og profetisk mand, der sagde til ham og en kammerat: Hvad med jer to drenge. Skal I ikke gå i fuldtidstjeneste for Herren? Drengene startede begge præstestudier på Ansgar fem måneder senere.
Som ganske ung præst var Per Stig med til at starte en kirke i det sydlige Norge. Men for 30 år siden følte han sig kaldet til at arbejde her i landet.
– Jeg bad Herren om at bekræfte mit kald og meldte mig til en konference i Danmark.
På det tidspunkt havde jeg lige akkurat penge nok til at betale registreringsgebyret.
Kort efter fik jeg en rejse til Danmark foræret. En kvinde i menigheden havde vundet den i Søspejdernes Lotteri noget hun ellers aldrig plejede at deltage i. Desuden tilbød menigheden at samle ind til de øvrige rejse-udgifter. – Vi vil gerne samle ind til en kærlighedsgave til dig, sagde de. For mig var det bekræftelse nok, siger præsten.
Den nu afdøde forkynder Kenny Wright fra New Zealand talte på konferencen. Da han mødte Per Stig og hans hustru, sagde han til dem: I har en tjeneste her i Danmark, men ikke endnu.
– Han havde helt ret. Vi skulle først hjem til Norge for at lære at stå igennem det svære. Der var opstået nogle splittelser i vores kirke, som vi skulle være med til at gøre noget ved og tage ved lære af. Men halvandet år senere rejste jeg med familien, fortæller Per Stig.
Første tjenestested var en lille kirke i Jylland den nuværende Vesterkirken i Stenum, hvor han arbejdede i ca. halvandet år.
En søndag morgen skulle tre unge mellem 15 og 18 år døbes i Vesterhavet ved Løkken, fordi kirken ikke havde et dåbsbassin. En journalist og en pressefotograf hørte om det og tog med.
Hvorfor gå over bækken efter vand, når vi har Vesterhavet? sagde præsten. Ordene havnede på forsiden af Vendsyssel Tidende. Billederne fra dåben kom også i Billed Bladet.
Vejret var med dem den dag ved havet. At Vorherre også agerer gennem vejrguderne, har præsten bemærket en del gange i årenes løb:
– Dåbsceremonien startede i blæsevejr. Det var overskyet, mørkt og koldt. I min prædiken til de unge sagde jeg: Når vi går ud på Guds vej, så oplever vi, at Gud griber ind, så jeg er spændt på, hvad han vil gøre i dag.
– På det tidspunkt var pressefotografen ved at fryse ihjel i sine korte bukser. Men da den anden af de unge blev døbt, brød solen igennem skyerne, og da den sidste blev døbt, var vi badet i sol. Vinden havde også lagt sig, fortæller Per Stig.
Han kommer oprindeligt fra Missionsforbundet, men går ind for tværkirkelig mission.
Efter Vesterkirken arbejdede han et år med YWAM i England og vendte så med familien tilbage til Jylland, hvor han var med til at arrangere 25 års jubilæum for YWAM i Europa.
– Vi fejrede det med en konference, der varede en uge. Den blev holdt i Randers Hallen og på stadion. Omkring 5.000 mennesker deltog. Foruden dansk og engelsk havde vi tolkning til otte sprog over hovedtelefoner.
– Vi holdt også åbne møder på stadion med helt op til 9.000 deltagere. Det var fantastisk…og hektisk. Lovsang brød igennem, og folk udefra – der ellers ikke var kristne – blev kristne i løbet af den uge, siger han.
Også under konferencen var vejret med til at forstærke den åndelige oplevelse.
– Til vores andet stormøde på stadion var der varslet regnvejr. 7.000 skulle deltage, og vi havde lejet 1.000 kostbare høre-telefoner, som ikke var forsikrede.
Der var mange penge på spil, hvis de blev ødelagt af regn. Der blev bedt intenst, og vi overvejede at flytte arrangementet, siger han.
Men under bøn blev meldingen Bliv på Stadion modtaget. Det valgte arrangørerne så at gøre.
– Men jeg havde godt nok kriller i maven, da jeg så skyerne på selve dagen. Det var en regnfuld sommeraften med meget tunge skyer. Jeg tog dog ikke paraply med. Hvis jeg blev våd, ville det også være det mindste af det hele…i forhold til den økonomiske katastrofe, regnvejr ville være.
– Alle møderne blev transmitteret direkte i radioen. Tre km væk fra stadion lyttede en forsinket deltager til bilradioen.
Regnen var så voldsom, at hans vinduesviskere ikke kunne klare det. I radioen hørte han konferencen starte på trods af vejret. Der blev sagt Welcome…
Et par minutter senere nåede han frem til stadion og så til sin store overraskelse, at der var en rund blå cirkel på himlen lige over stadion. Her var der opholdsvejr, mens resten af byen lå i sort.
– Det er det største mirakel i naturen, jeg nogensinde har oplevet. En sanktion fra himlen.
Det viste, at når du gør noget i det her land…når du går ud og lytter til det, Gud har kaldet dig til, så ta´r han sig af resten, siger Per Stig, der under hele konferencen oplevede et utroligt nærvær fra Herren og ægte begejstring for den levende Gud blandt folk.
Efter konferencen i 1985 startede vi UMO op igen i Danmark. Vi var et lille team på seks personer, og i 1987 startede vi den første discipeltræningsskole. Da pionerskolen åbnede, var der tyve elever. Jeg tror aldrig, at de der var med vil glemme de første måneder. Det var en vandring, som egentlig ikke var mulig.
– Vi købte en gammel kro og startede et kristent center, som nu har 25 års jubilæum. I dag er det et discipelcenter primært for familier i Syddjurs ved Hornslet. Vi var med i næsten 10 år og gjorde en stor indsats sammen med op til 80 ulønnede medarbejdere. Mange teams, skoler, arrangementer har været der gennem årene – Mercy Ships, Kings Kids, Familiearbejdet var nogle af de tjenester, som startede i disse år. Vi havde også et arbejde i København, som har været nedlagt i mange år, men nu er der nyt på vej, og det glæder mig.
Vi kanaliserede kontakt med masser af unge i hele verden, beretter han.
I 1996 flyttede Per Stig med familien til Odense, bl.a. fordi Fyn havde den laveste kirkegangsprocent. Men kort efter brændte han ud og måtte sygemeldes.
– Der var nogle år, som var virkelig sure for mig. Jeg mistede visionen. Det varede i flere år og var hårdt for min familie. De år er lidt som et hul for mig i dag, men jeg kom heldigvis igennem med livet i behold. Undervejs oplevede jeg flere gange Guds trofasthed midt i det svære.
– På et tidspunkt havde vi snart ikke noget sted at bo og ingen opsparing; vi var jo pionerer, og min passion var først og fremmest at se Guds rige gå frem. Nu gik jeg og råbte til Gud…sådan nogle hjælp!-bønner.
En aften lå jeg i sengen og råbte til Gud. Samme nat havde jeg en drøm om ham, som var stand-in for mig – fordi jeg var sygemeldt.
Jeg vågnede af drømmen, lige da han spurgte mig: Vil I bo i det hus, som vi er blevet tilbudt?. I drømmen så jeg også, at han og hans familie flyttede op på centret ved Randers.
– Næste dag kom min stand-in på besøg. Han sagde: Vi har ikke mod på at flytte ind i det hus, som vi har fået tilbudt. Kunne det være noget for dig?.
– Det viste sig at være en pragtfuld patriciervilla i Odense, som vi kunne leje meget billigt, fordi indehaveren bare gerne ville have nogen til at passe huset…Når man har det sværest, så er Gud værd at følge. Værd at vente på. Huset var en fantastisk overraskelse, der viste Herrens omsorg for os.
– Når jeg nu ser i bakspejlet, må jeg nok erkende, at vi slet ikke skulle være flyttet til Fyn. Jeg var for idealistisk og fik ikke mærket ordentligt efter. Det gik ud over den rettidige omhu, så jeg brændte ud, siger præsten.
I de år oplevede Per Stig, hvordan det er at gå fra at være en del af en dynamisk og velfungerede mobiliserings-bevægelse – være utrolig aktiv og fremme i skoene – til at blive marginaliseret, til at være næsten ingenting.
– Mobilisering er vigtig, men det er også vigtigt at kende sine begrænsninger. Man må ikke gå uden for den tjeneste, man har. Der må heller ikke være for få til at bære. I frivilligt arbejde kan du ikke bare betale dig til hjælp, og det hele voksede hele tiden.
– Da vi så blev taget ud som forsøgskanin blandt landets frivillige organisationer af Told og Skat, skulle alle regnskaber gennemgås. Det krævede en enorm arbejdsindsats, der efter to år endte med, at det hele gik lige op. Vi skulle intet betale, men det havde været en krævende proces, der medvirkede til, at jeg brændte ud, fortæller han.
Nogle år senere blev præsten ringet op af den regionale leder for YWAM i Nordeuropa – og spurgt, om han kunne forberede et Islands-besøg for grundlæggeren Loren Cunningham. Per Stig havde tidligere været seks uger på Island.
– Jeg havde ikke mine fulde kræfter på det tidspunkt, men følte alligevel en tilskyndelse til at tage af sted. Derefter blev jeg spurgt om at være koordinator i Nordeuropa.
I de næste 2½ år rejste jeg rundt i de Nordiske og Baltiske lande. Men i Norge fik jeg i 2002 betændelse rundt om hjerteposen og var syg i tre måneder, hvor jeg skulle holde mig helt i ro. Det var, som om Herren sagde Nu skal du ikke rejse så meget, siger han.
Næste stop var baptistkirken i Tåstrup, hvor City Kirken i 2003 havde brug for en ny forstander. Men du bliver nødt til at have et ord fra Herren først, lød beskeden.
– Jeg bad: Kære far i himlen. Hvis jeg skal herover, så må du bekræfte det. Min kone, som hidtil ikke havde haft spor lyst til at blive præstekone igen, sagde nu pludselig: Jeg glæder mig. Desuden bad jeg til, at det måtte være enstemmigt – at alle ville have mig som præst. Det blev vedtaget med akklamation. Og for det tredje havde jeg bedt til, at vi fandt et sted at bo. Det gjorde vi også. Vi fandt et godt hus, som vi kunne få lov til at købe uden udbetaling. Så alt blev ligesom opfyldt, og dermed var det bekræftet, at jeg skulle til City Kirken, siger han.
Senere fik vi desværre en vandskade med efterfølgende skimmelsvamp. To juleferier var vi uden stue. Heldigvis bankende genboen på en dag. Han var bygningsingeniør og fandt årsagen til problemerne, der havde stået på i halvandet år. – En bror fødes til hjælp i nød, som præsten udtrykker det.
Men hus-problemerne oven i en travl hverdag havde tæret på kræfterne og resulterede i et års sygemelding.
Den rette mand til at overtage opgaven som præst på fuld tid Claus Mester Christensen mødte Per Stig tilfældigt på et motorkontor, hvor de aftalte at drikke en kop kaffe. I dag fungerer Per Stig som hans hjælpepræst i City Kirken og trives fint med det. Han er taknemmelig for at være kommet godt igennem.
– Der er altid noget at takke for. Både når det går godt, og når det går mindre godt. Og Gud er altid med, tilføjer han.
