Tanker fra et volontørliv
Jeg vidste godt, jeg ikke kunne redde verden – jeg ville egentligt bare give børnene lidt kærlighed
Da jeg for et halvt år siden besluttede mig for at tage som volontør til Honduras, vidste jeg egentligt ikke, hvad der ventede mig. Jeg vidste, at jeg ifølge FNs nyeste statistik tog til verdens farligste land – men hvad Honduras egentligt indebar, vidste jeg ikke.
Honduras er et land, hvor turisme næsten ikke eksisterer, og hvor hovedstadens slum med gadebørn, prostitution og bandekriminalitet præger hele landet. Honduras er desuden styret af et svagt demokrati, hvor korruption er mere normalt end lovlydighed. Alle fakta bevidner, at kulturforskellene og forskellene i levevilkår er enorme set i forhold til Danmark.
Jeg er ikke vokset op i en kristen familie – min familie er kultur-kristen, som man så smart kalder det i dag, så det at tage til et land, hvor 85 % af befolkningen er katolikker, var også en udfordring, som jeg tænkte en del over før min rejse. Men at tage til verdens farligste land og samtidig vide, at der var nogle sikre værdier på børnehjemmet Emmanuel, hvor jeg skulle arbejde, gav en vis tryghed. Børnehjemmet, som jeg arbejder på i Honduras, er et kristent børnehjem, hvor børnene bliver opdraget med kirke, bibelstudie og kristne livsværdier.
Scarleth Nicole på 10 år fortalte mig en morgen, at det var hendes fars fødselsdag. Jeg spurgte hende så, hvor hun troede, hendes far var, hvorefter hun med et smil svarede: Far er oppe i himlen nu, og det er godt, for jeg ved, at Gud passer godt på ham.
De 600 børn på børnehjemmet har været udsat for vold, misbrug, vanrøgt mm. Heldigvis har Gud skabt en perle midt i Honduras ved navn Emmanuel. Børnene er trygge og får mad hver dag, og 
børnehjemmet er dermed med til at skabe et lidt tryggere samfund i Honduras
Af Louise Bach Justesen
sendt som voluntør af Impact
