Jord i hjertet?
Noget tyder på, at Jesus ikke fortæller lignelser for at de, som står uden for Guds rige, bedre skal forstå, hvad han siger. Tværtimod! Lignelserne afslører, at de uden for Guds rige intet forstår, hvis ikke Gud selv lukker det op!
Af Peter Ø. Jacobsen
Sogne- og garnisonspræst, Sct. Michaelis Kirke, Fredericia
En del af det arbejde, Guds ord skal gøre i menneskers liv, er at nedbryde vores egne tanker. I teolog-sprog hedder den funktion i Guds ord: Guds lov! Den skal nedbryde tanker og handlingsmønstre hos os, som står Gud imod!
Og i lignelsen møder vi jo rigeligt med eksempler på sådan en jord, der bør pløjes op, før vi kan høre noget som helst.
Vejen hvor kornet falder og straks er væk igen. Den, der hører, men kun hører med ørerne. Man er så sikker i sin egen måde at tro på, at det med Jesus og hans ord bare er én blandt andre gode historier.
Klippegrunden hvor man er glad for at høre om Gud i kirken. Men når hverdagen skal leves, og man bliver mødt af almindelig modgang, så glider Gud igen ud på et sidespor. For når Gud bliver væk for mig, kan jeg jo ikke bruge ham til noget alligevel!
Eller jorden med tidsler, hvor simpel jagt på penge eller ens fantastisk lykkelige familie ganske enkelt vokser sig højere end behovet for det kristne fællesskab og Guds ord. Vi kan kalde det åndelig dovenskab.
Men hvad siger Guds lov om sådan noget? Hvordan pløjer Gud op i den jord?
Profeten Esajas siger: Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer! Her er ikke så meget snak! Vend om fra den vej. Vend om fra vejen, der er brolagt med ligegyldighed, dovenskab og selvgodhed!
Da Esajas skulle komme med det budskab til folket, spurgte han Gud om, hvor længe han skulle prædike på denne alvorlige måde, og Gud svarer: Indtil alle byer er lagt øde, men Gud fortsætter: Der skal bare være en stub tilbage, og dens stub er hellig sæd! Altså en slags hellig såsæd er denne stub!
Og i et meget berømt sted fra netop Esajas bog hedder det i en profeti om Jesus: Der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. (Es 11,11)
Denne kvist, denne hellige såsæd er altså Jesus!
Betydningen er, at når ALT vores eget ligger øde hen, og når Guds dom er blevet afsagt over alle vores mærkelige hjerter med deres hårdhed, så står den jord tilbage, som kan tage imod Jesus.
Den gode jord er altså ikke altid den gode jord, sådan som JEG oplever det! Nogle gange tværtimod! Måske som min kollega sagde engang: Den gode jord er den jord med meget gødning. Den er fuld af lort! Det er selvfølgelig ikke en kvalifikation! Men når Guds lov har sat spot på det møg, der bor i mit hjerte, så giver det i særlig grad mening, når Jesus siger, at han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. For det ord siger mig, at Jesus ønsker at plante sig i mit liv selvom det indimellem er fyldt af ja alt muligt skidt!
For at forstå denne lignelse rigtigt mener jeg, det er afgørende at forstå såsæden rigtigt. Guds ord er her i særlig grad Guds evangelium: Ordet om Jesus. Det var det ord, Jesus ønskede at så i vores hjerter. Det er hans tilgivelse, han strør om sig med! For den, der virkelig har brug for tilgivelse og nåde fra Jesus, rummer netop ordet om hans kærlighed en kraft fra Gud.
Som Paulus siger: For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft.
For dem udenfor, som Jesus siger, er ordet om Jesus og hans kors i bedste fald ligegyldigt. Men for den gode jord for den, som har måttet opleve, at Guds ord pløjede helt ind til benet og afslørede de inderste kroge af hjertet, så er netop ordet om Jesus en kraft, der helt forandrer ens liv.
