Hukommelses…øh

Manden sad ved sin kones seng. Hun var vågnet op af koma efter en bilulykke. Terapeuten spurgte forsigtigt: – Véd du, hvor du er? – Phoenix, svarede hustruen.
– Rigtigt. Ved du hvilket år, vi har? – 1965.
Nej, det var ikke rigtig. – Hvem er præsident?
– Nixon. – Heller ikke rigtigt. – Hvad er din mors navn?
– Mary. – Rigtigt. Og din far? – Gus. – Rigtigt. Hvem er så din mand, spurgte terapeuten. Kvinden i sengen kiggede tomt på manden ved sengen uden nogen genkendelse.
– Jeg er ikke gift, svarede hun.
– Jo, du er gift. Hvad hedder din mand, gentog terapeuten.
– Todd? spurgte koma-kvinden tøvende. Det var hendes gamle kæreste, som ægtemanden ikke var specielt glad for at blive mindet om. Hun genkendte ham ikke…

Dette mareridt stammer fra virkeligheden. Fra den bog, som har inspireret til filmen The Wow. I virkeligheden er parret kristent. Og manden, Kim Carpenter fortæller, at var han spændt på, om Krickitt også havde glemt sin kristne tro.
Men det viste sig, at troen åbenbart ikke lå i de ”indlærte” centre af hjernen, som var gået tabt ved hukommelsestabet. Troen lå i kernen af hendes sjæl, som broderen udtrykte det. Hun bad spontant til Gud, efter at hun var vågnet op af sin koma. Og hendes tro fik dem gennem krisen, så de fik et stærkere ægteskab, selv om hun havde glemt alt om ham…
Jeg synes, det er lidt tankevækkende, at troen ikke bare er noget, vi har indlært. Den ligger dybere. Vi er ikke blot fysiske og kemiske mekanismer, men også åndelige.
Ifølge Bibelen har hvert menneske en sjæl, som lever videre, når vi dør. Det lyder som et eventyr, men forskning i nærdøds-oplevelser har bekræftet, at menneskets inderste bevidsthed lever videre og fx registrerer lægernes kamp med at redde deres liv. (Se fx ”Der er mere mellem himmel og jord” af Rolf Slot Henriksen, som Udfordringen netop har genudgivet.)

Selv har jeg nu aldrig glemt, at jeg er gift, men engang kunne jeg simpelthen ikke komme på min kones navn. Klappen gik ned pga. stress. Det virkede nok lidt utroværdigt over for dem, der spurgte. ”Joh, jeg er gift… min kone hedder… øh… øh…” – Men få sekunder senere dukkede det heldigvis op igen. (Og nu gemmer jeg det for en sikkerheds skyld på mobilen!)

Af redaktør Henri Nissen