Undladelsessynd

Hvor direkte må man være, når man kritiserer andre?
Jeg har selv svært ved at holde tand for tunge, når noget går mig på. Derfor kommer der ofte noget ud, som jeg senere ville ønske, jeg havde holdt for mig selv.På den anden side nytter det jo heller ikke, at vi brænder inde med noget, som måske kunne “forbedre” forholdene. Men det er jo nok desværre sådan, som Piet Hein har sagt:
“Menneskene vil gerne forandres” – sagde Fanden.
De vil ikke forandre sig selv, men hinanden.
En søndag var jeg og to andre danskere, Peter og Elise, i en karismatisk kirke her i Afrika. Prædikanten var den søndag en kvinde, og man kunne fornemme, at hun var sprængfyldt med sit budskab. Hun var også flot og smart klædt på i stærke farver, som en afrikansk Joyce Meier.
Men gang på gang blev hun og vi distraheret af mikrofonen, som jævnligt svigtede, fordi der ikke var skiftet batterier. Og tolken oversatte ikke med samme klarhed fra engelsk til fransk, som taleren udtrykte sig.
Taleren forsøgte at rette på tolkens oversættelse, og alene det er jo lidt upassende i en fransk høflighedskultur. Men taleren kom fra det engelske område, hvor man er meget direkte. Også i forkyndelsen. Måske er det derfor, der er mere vækkelse og åndeligt liv i Nigeria end i Cameroun? Og i Danmark?
Men så svigtede mikrofonen for alvor, og taleren kunne ikke råbe salen op, for de store ventilatorer larmede.
Damen sendte den unge lydtekniker afsted efter batterier. Og hun bemærkede i alles påhør: “Hvorfor har du ikke fået det ordnet? Det var også galt i går aftes. Gik du bare hjem og sov?”
Det skulle hun jo nok ikke have sagt, for hendes vrede overdøvede ligesom budskabet. Og hun var sikkert også ked af det bagefter. Jeg ved det af erfaring. Men det ER jo også for galt, at sådan et drys af en lydmand ikke sørger for at få skiftet batterier.
Hvad nytter det, at Helligånden giver kvinden et pragtfuldt budskab, og at det med mange sammensparede midler lykkes at stable en stor menighed på benene, og at der er samlet flere hundrede tilhørere – heraf også nogle nye og søgende sjæle – hvis der bare er én nøgleperson, som ikke lever op til sit ansvar?
Lidt sløseri og dovenskab, lidt manglende ansvarsfølelse – og for meget omsorg for sig selv – kan ødelægge selv de bedste projekter. Vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke giver os helt.
Her i Afrika ser jeg desværre mange projekter og menigheder falde sammen og gå i stå på grund af menneskelig svaghed – eller skal vi sige synd…?
For som der står i Bibelen: Hvis du véd, hvad der er det rigtige, men ikke gør det, så synder du.

Af redaktør Henri Nissen