Øv! Men sådan er det altså bare
Ugens tekst handler om, at Talsmanden kommer. Men Talsmanden er måske ikke i centrum af teksten alligevel? Måske handler det i virkeligheden både om påske og om pinse?I første omgang tænkte jeg Fedt! Lige en tekst for en pinsepræst som mig: Talsmanden* kommer.
Af Raymond Marquardt Laigaard
Præst ved Frikirken i
Multihuset, Haderslev
Desværre er det nok ikke lige det, der er i centrum i denne tekst. Eller er det?
Ved nærlæsning, så drejer det sig ikke så meget om pinse, men nærmere om de problemer, mennesker med en levende tro vil stå med sat over for religiøse mennesker. Av! Allerede her støder jeg mig (eller dig). Lad mig forklare, hvad jeg mener.
Jeg ser en klar forskel mellem dem, hvor kristentro (kristendom) er et sæt af gode holdninger, moralkodeks, etik og så videre, og så dem, hvor det drejer sig om at være i en livgivende relation med den opstandne Kristus. På den ene side næstekærlighed som koncept og på den anden side kærligheden personificeret. Lad mig lige sige: Jeg er IKKE ude på at provokere!
I afsnittet før Når Talsmanden kommer taler Jesus om dem, som vil hade disciplene (os). Mennesker, som ser det, Jesus gør, men ikke forstår det. Ikke kan forholde sig til det. Ikke kan forholde sig til ham. Han siger: Alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig. Han taler om forfølgelse pga. hans navn. At de (vi) vil hades, fordi de (vi) repræsenterer ham. De vil hade og gøre hadet til handling pga. manglende kendskab. Pga. manglende relation til Kristus.
Det værste er næsten, når vi læser videre i kapitel 16, så finder vi ud af, at dem, som forfølger disciplene (os), er de andre troende. Dem, som de (vi) har været sammen med i synagogen.
Jesus fortæller dem (os) det, for at de (vi) ikke skal falde fra, det vil sige: miste troen. Her bliver jeg lidt desperatfrusteret (nyt ord som ikke er nået til Dansk sprognævn endnu): Det er, som om Jesus siger: Pas lige på! Du risikerer med stor sandsynlighed at blive slået ihjel, og det af dine egne!
Når vi tænker over det, er det vel slet ikke så urealistisk. Langt de fleste problemer i kirken skabes af os, der er kirken. Både ældre og nyere kirkehistorie fortæller om det.
Øv! Av! Undskyld!
Det eneste åndehul, det eneste håb, som jeg kan øjne, er Jesu løfte om at sende Talsmanden, sandhedens Ånd. Det første, jeg bemærker, er, at han udgår fra Faderen. Han kommer ikke bare fra de himmelske haller, og drysser lidt glæde og idel fred over os, men kommer som en del af Faderen (tjek læren om treenighed), for at forklare os, hvad der er sandt, virkeligt, rigtigt
om Jesus og hvad han gjorde på korset og i opstandelsen.
Reelt set kommer vi ALDRIG til at indse NOGET SOM HELST om det allervæsentligste i kristentroen (kristendom), nemlig Jesus, uden at Helligånden fortæller os om det. Sjovt nok begynder jeg at tro, det her handler mere om påske end om pinse. Hvad mener jeg nu med det? Hmmm???
Det giver vist sig selv, at jeg mener, det er afgørende for os at møde Helligånden. Uden ham ved vi ikke rigtigt, hvem Jesus er! Vi ved heller ikke, hvem Faderen er. Når vi altså IKKE MØDER Helligånden, er det BÅDE talsmanden, frelseren og skaberen, der går fløjten.
Så er der vel ikke ret meget tilbage at tro på. Bortset altså fra konceptet med gode holdninger, moralkodeks og etik. Det kan kun give problemer. Øv! Men sådan er det bare.
Nu glæder jeg mig så bare til pinse.
*Talsmanden er i Bibelen på Hverdagsdansk oversat Vejlederen, red.
