FOR KVINDER
Skvalderkålen i mit øje

Jeg har en meget dygtig datter på 13,5 måned.
I går var far og storebror i gang med at fjerne ukrudt fra et blomsterbed. Storebror på tre havde næsten styr på det. Det var mest ukrudt, der blev smidt i spanden, men også en lille blomst her og der. Men sådan er det – hvor der handles – der spildes!

Lillesøster kravlede bare rundt på fliserne, indtil (!!!) hun opdagede, at far og storebror tydeligvis lavede noget, der var meget sjovere.
Så hende i fuldt firspring – ja hendes hurtig-kravling kan godt beskrives som firspring – hen til blomsterbedene og i gang med at fjerne ”ukrudt”. Men ak, det var kun blomster, som kom med denne gang. Selvom de blev afleveret smukt i spanden, og selvom vi er en meget anerkendende familie, var det ingen brugbar hjælp.
Det endte med, at far måtte droppe sin gode have-idé og finde en anden aktivitet, hvor min lille prinsesse kunne lave knap så meget ravage.

Nogle gange tror jeg, at Gud synes, jeg opfører mig lidt for meget som min lille pige. Jeg vil så gerne hjælpe ham med at ”redde” mennesker omkring mig, jeg vil så gerne forsvare ham, når andre miskrediterer ham, jeg vil så gerne tage ansvar for alt muligt. Og i al min iver for at handle og ”gøre noget” kommer jeg til at fjerne blomsterne sammen med ukrudtet. Jeg begynder at tage ansvaret for andre menneskers liv i stedet for at stole på deres Guds-givne evne til selv at tage ansvar for deres liv. I stedet for at stole på Guds evne til redde sit skaberværk. Måske glemmer jeg i processen, at Gud først og fremmest kalder mig til at tage ansvar for mig selv. Ikke i en selvoptaget selvfedhed, men ved at arbejde på at fjerne skvalderkålen i mit eget øje, før jeg fjerner græstrået i naboens, hvis I forstår, hvad jeg mener?

I stedet for at tage Guds ansvar og forsøge at gøre hans job, må jeg gøre det, som han har lagt parat til mig. Hvad enten det er overraskende, overnaturlige ting på min vej, eller de ting, der kommer helt af sig selv, når jeg lever et autentisk Eva’sk Jesus-centreret hverdagsliv.

Af Eva M. Jørgensen
Journalist