Fire flyttekasser, en sort sæk og en flok venner

Jeg kan virkelig ikke lide at flytte. Jeg er altid helt smadret og som regel ret ynkelig sidst på flytte-dagen – og flytningen tilbage på højskolen efter sommerferien var ingen undtagelse.

Når jeg skal flytte, bliver jeg pludselig meget afhængig af folk omkring mig, både til at få flyttet rent fysisk, men endnu mere til at yde mig moralsk support. Når der så kommer en forbi med en cola eller for at hjælpe mig med at slæbe et par kasser, så kommer der pludselig styrke. Jeg har ikke styrken, men andre har den, og det er godt nok for mig.
Den her gang havde jeg dog kun 4 flyttekasser og en enkelt sort sæk, til gengæld var jeg træt, inden jeg gik igang. Jeg havde også 3 venner, der pludselig stod ved min side, jeg havde ikke spurgt dem, men inden jeg fik set mig om, var de kravlet op på loftet og hjalp mig med at få flyttet mit grej. Midt imellem min træthed og kassen med de mange bøger måtte jeg bare stoppe op og være taknemmelig. Jeg behøvede ikke selv have styrken, for den var der nogle andre, der havde.
Jeg læser om, at vi skal bære hinandens byrder (Gal. 6:2) og tænker, at det er så fremmed et koncept for os, det er som om, vi har for travlt. Hvor tit prioriterer vi at bære en andens byrder i stedet for at se en film i fjernsynet? Hvornår har jeg sidst båret min genbos skrald ud eller stoppet op midt på stien for at snakke med en skolekammerat, der ikke var helt på toppen?
Vi skal finde styrke hos Gud (Salme 46:2), og hos ham finder vi ro og fred, møder den ultimative kærlighed og får kraft til at møde verden igen. Alligevel konstaterede Gud fra starten af, at det ikke er godt for mennesket at være alene – og det på trods af at Adam teknisk set ikke var alene; han havde endnu ikke syndet og havde fællesskab med Gud (1. Mos. 2:18).
Vi har alle brug for hinanden, vi har brug for at tillade, at andre bliver vores styrke, og at vi bliver deres. Og så har vi brug for at vise hinanden hen til Guds styrke.