Naboens kurv

Mini på 10 uger er familiens nye Dansk Svenske Gårdhund. Hun vejede kun 1,6 kg, da hun flyttede ind til vores gode gamle Speedy på 10 år af samme race.

Før hun flyttede ind, havde vi selvfølgelig brugt en masse tid på at udtænke, hvor de to hunde skulle sove, hvordan de skulle have deres individuelt tilpassede mad, hvordan vi sikrede Minis legetøj fra at blive flænset af Speedys altødelæggende tænder o.s.v.
Nu har hun boet her i to uger, og vi må igen og igen konstatere, at al vores planlægning er forgæves. Vores gamle hund, der altid har elsket sin hundemad, kigger nu blot på sin skål uden interesse, mens han venter på at kunne skubbe hvalpen væk fra hvalpepillerne, og selv guffe dem i sig. Sjovt nok er Mini heller ikke særligt interesseret i sin madskål, og er klart med på den byttehandel, på trods af det slet ikke er næring nok i den alternative, selvvalgte kost.
Med kurvene havde vi virkelig tænkt os godt om. Mini fik en lille klodskasse fra drengenes legetøj, godt polstret med tæppe i siden og pude i bunden. Den ville være god og tryg for hende, og vi vidste at Speedy ikke kunne tage den fra hende. To dage efter lå Speedy dog helt sammenkrøllet i den alt for lille klodskasse, det var tydeligvis ikke behageligt, og det var på stive ben, da han med meget besvær kravlede ud af den igen. Lige ved siden af var der en stor kurv med en lille bitte hundehvalp i det ene hjørne.
Mens jeg rystede undrende på hovedet, slog det mig, hvor mange gange Gud mon har kigget sådan på mig. Når han har planlagt alt det bedste for mig, og jeg alligevel vælger at kæmpe for alternative løsninger, på trods af at disse klart ikke er til mit eget bedste.
Hvor har jeg en god far, der igen og igen tålmodigt venter på, at jeg har tid til at høre hans plan, en far, der venter på at jeg gør mig mine egne erfaringer, mens han hovedrystende, men med et kærligt smil, står og kigger på mig.

Vibeke Binderup
Skolelærer