Jeg er spillende træner

Bjarne Taulborg
Bjarne Taulborg

Manden bag Oslo Gospel Choirs danske juleturné skal være Indre Missions regionsleder i Syddanmark.

Indremissionæren i Haderslev skal lede Indre Mission i hele Syddanmark.

Den 46-årig Bjarne Taulborg er manden, der tør tage nye initiativer, hvilket Oslo Gospel Choirs juleturné i Danmark er et eksempel på. Derfor gør han sig heller ikke unødige bekymringer for sin nye opgave som leder af IM i Syddanmark.

Aktiv medspiller

Som regionsleder vil Bjarne Taulborg få kontor i Kolding, Men han har ikke planer om at tilbringe størstedelen af sin tid bag et skrivebord:
– Jeg forventer at bruge en del tid på at rejse rundt i landsdelen og lytte til menneskers drømme og visioner for Indre Missions arbejde.
Når drømmene skal føres ud i livet, ser jeg mig selv som en spillende træner, der skal sætte og motivere det bedste hold af ansatte og frivillige til hver opgave. Men jeg ser også mig selv som en aktiv medspiller og del af holdet, siger han.

Succes i Hjallerup

For to år siden var Taulborg én af initiativtagerne til Hjallerup Bibelcamping, der på rekordtid er blevet en stor succes. Han er også idémanden bag Oslo Gospel Choirs juleturné, som rammer Haderslev Idrætscenter den 1. december.
– Jeg synes selv, jeg er god til at se muligheder i stedet for begrænsninger, og jeg ser bestemt muligheder for Indre Mission i Syddanmark.
Én af de spændende opgaver bliver at styrke samarbejdet på tværs af aktiviteter og geografi. Hvis vi bliver bedre til at samle ressourcerne og hjælpe hinanden, opstår der helt nye muligheder for mission, siger Bjarne Taulborg.

Bager og missionær

Bjarne Taulborg har været missionær i over 23 år i Køge, Herning, Åbybro og Haderslev.
Han tiltræder sin nye stilling fra årsskiftet. Den nyoprettede stilling er en del af en ny foreningsstruktur, som endnu ikke er implementeret.
Bjarne Taulborg er oprindelig uddannet bager og bor i Haderslev sammen med hustruen Conni. Sammen har de tre børn, hvoraf den yngste endnu er hjemmeboende.