Det kristne eventyr
– Kristendommen er et virkeligt eventyr. Og det ender godt, siger præsten Peter Buch fra Højdevangskirken på Amager.
Han elsker den kristne virkelighed, ”det kristne eventyr”.
– Det er et eventyr, fordi der kæmpes imod det onde og vindes. Den kristne virkelighed er, at det gode altid sejrer. Kristendom er også et spændende liv, som er mere end eventyr.
– Vi mennesker er splittet af det onde, vi løber ind i tvivl og gribes af håbløshed. Et godt eventyr bærer ligesom livet som kristen et løfte om en god slutning, selvom så meget kan gå skævt forinden, siger han.
Ringenes Herre
Eventyr med en betydning, mennesker kan bruge til noget, anvender Peter Buch flittigt i sine prædikener.
– Kristne er også skabt til at gøre godt og kæmpe mod ondskab, som det sker i C.S. Lewis’ fortælling om Narnia. Eller som Frodo gør det i Ringenes Herre, eller Harry Potter. Disse og mange andre eventyr har den dobbelte historie, at det nytter at kæmpe. Kæmpe sammen. Og de har en parallel-historie om helten…som den hvide Gandalf, Løven i Narnia eller Harry Potters mor i bog 1, og tydeligt: Harry Potter i bog 7. Det handler om at give sit liv og vinde ved at gøre det modsatte af det, vreden og hævnen ellers får os til: At slå de onde, forklarer Peter Buch.
Jesus er helten
Jesus er forbilledet – og sikkerhedsnettet, når vi fejler.
– Men vi har glemt vores centrum. En liv uden Jesus er tomt. Vi kan ændre verden, men måske er vi blevet for magelige… eller bange. Alle kristne er kaldede: Giv dit liv! Og vi vinder, selv om vi møder døden.
– Med mod, snilde, opfindsomhed og selvhengivelse giver Kongesønnen os håbet om evigheden: Livet er fremtiden for alle kristne. Selv efter døden lever jeg, og døden er blevet fortid, siger han.
Som kristne skal vi forsøge at være fredfyldte uanset livs-omstændigheder. Uanset hvad vi møder.
– Vi ofrer os, vi svigter, vi gør ting forkert. Men vi skal lære at holde os rene, selv når vi står midt i ondskab, siger Peter Buch, som er præst i Højdevangskirken på Amager.
Peter Buch bor i en embedsbolig tæt ved kirken. I et hus fyldt med minder fra et liv med fokus på tro gennem flere generationer. Bl.a. fra hans forældres missionærtjeneste i Afrika og bedsteforældrenes i Kina.
Hustruen Kirsten er også præst og har senest arbejdet som hospitalspræst, men er nu kordegn. Deres yngste søn, der studerer teologi, er den sidste hjemmeboende af fire børn.
Fjendekærlighed
– Vi skal lære ”fjende-kærlighed” – et dejligt ord, jeg har lært af Rikke Marott, som er en ægte dansk/tanzanianer og ikke som mig, der blot er vokset op i Tanzania.
– For hvis vi slår på det onde, så bliver det stærkere. Vi kan ikke skyde Satan. Forsøger vi, så taber vi. Det illustreres glimrende i Matrix I, der er en form for sci fi-eventyr. (science fiction)
– Der er et sprog, Satan ikke forstår. Det der udtrykkes i kærlighedshandlinger, hvor man hellere giver end tager. Satan ved ikke, forstår ikke, hvad der sker, når man giver afkald på sin ret for et andet menneskes skyld, påpeger Peter Buch.
Grænser og angst
Præsten advarer mod vores måde at sætte grænser op på – og afgrænse os fra andre. Også over for de fremmede, der kommer hertil.
– Jeg synes, vi er blevet grænsesøgende på en negativ måde. Vi elsker grænser og at afskære os. Det er som om det vigtigste for os er at sortere i ”æbler og pærer” i stedet for at forholde os til, om frugten er moden.
– Jesus blev ikke inviteret til at komme, og den velkomstkomité, denne verden kunne stille på benene, var et par hyrder og tre fremmede. Forældrene havde ikke råd til hotel, så han blev født i en stald og blev efter sin fødsel politisk flygtning. Hans dagligdag var ‘op ad bakke’ med stærke religiøse og politiske modstandere, bagtalelser. Til sidst blev han offer for et bizart justitsmord og en tanket om massesuggestion.
– Men jeg opfatter midt i alt dette Jesus som et glad og lykkeligt menneske. Jesu liv blev det modsatte af den succes og den lykke, vi dyrker for, at det skal give os ”meningen med livet”. Og dog er det netop ham, der rækker mig min livsmening, understreger Peter Buch.
Præsten opfordrer til, at vi bruger julen og nytårsønskerne til at se og vejledes af det anderledes liv, Jesus tilbyder os: Et fantastisk eventyr i den virkelige verden.
– Og Jesus født som flygtning er i virkeligheden kongesønnen, der kæmper for at genvinde kongeriget, der er tabt.
Missionærbarn
Da Peter Buch efter at have tilbragt sine første 14 år i Afrika kom hjem til Danmark, følte han sig som en fremmed. Det gav ham i en periode lidt eksistentielle problemer, også omkring tro.
– Det hed hjem, og jeg kunne tale dansk, men ikke stave, og for mig var hjem det Tanzania, vi havde forladt.
Men jeg havde det nu ikke så slemt, som jeg har hørt andre missionærbørn har haft.
– Min mor valgte, selv om hun var læge, at blive hjemme og passe os børn, så jeg havde aldrig den der fornemmelse af, at det kun var afrikanerne, der betød noget for mine forældre – at missionen var vigtigere end os. Det er en følelse, jeg ved, nogle af mine missionærbørne-kammerater til tider har kæmpet med, fortæller han.
Han kom styrket igennem sine tros-overvejelser og har aldrig fortrudt, at han endte med at blive præst.
– Troen voksede med mig. Jeg har ingen skæringsdatoer for det ene eller det andet. For mig var det en glidende overgang fra barnets måde at møde Gud på til voksenlivet med ham, forklarer han.
Ord, der bærer
Præsten tror på Gud som en far. En kærlig far vel at mærke. Vi kan jo ikke udelade ordet fader fra trosbekendelsen:
– Ord kan snyde os. Som når vi taler om ”den uendelige og almægtige Gud”. Hvis jeg sagde trosbekendelsen sådan her: ”Vi tror på Gud den almægtige, himmelens og jordens skaber”, så er det ikke længere den kristne bekendelse.
– Almagt er et tomt ord. Det er først sammen med ordet ‘Far’ at det betyder noget. Afmagt er min virkelighed, alle menneskers virkelighed. Magt korrumperer. Almagt er et indholdsløst ord, men sat sammen med ordet far, bliver det til barnets bekendelse: ”Far kan alt!” Ordet almagt giver først mening sammen med andre ord.
– Når vi siger, at universet er uendeligt, har vi ikke sagt noget. Men vi siger meget om universet, når vi siger, at det er uendelig smukt. Og om Gud, når vi bekender, at han er uendelig kærlig, siger han.
Flittig eventyrer
Peter Buch er glad for sit arbejde, men prøver at begrænse det til højst 50 timer om ugen. Kommer han over 60, går han død i det. Så har familien et hus i Sverige, hvor han kan slappe godt af.
Præsten elsker opfindelser, teknik, videnskab, rumforskning, går ind for genbrug og økologi og er lidt af en samler.
Han har også altid været nysgerrig og vil gerne prøve tingene af. Som 6-7-årig tog han engang på ‘fantasitur’ og kom som opdagelsesrejsende til et fremmed sted og tændte bål.
– De fleste forældre frygter kombinationen børn og tændstikker. Mine forældre burde være skrækslagne, for i min fantasi var jeg dengang i helt ukendte egne. I virkeligheden var jeg på et loft mellem transportkasser, træuld og andet, der let kunne brænde…
– Gud elsker sikkert også fantasi. I hvert fald elsker han sine børn og passer på dem, ellers var det hele brændt ned. Jeg kan også sagtens genkalde mig andre gange, hvor det kunne være gået galt.
– I C.S. Lewis’ fortælling var der et magisk garderobeskab, der åbnede vejen til en anden verden. Børn har noget, voksne kan lære meget af. De kan se det, der ikke er synligt for empiri og beregninger. Vi kan genfinde det i eventyrets verdener, tilføjer han.
Mini-CV:
Født i Randers af missionærlægeparret Hanne og Børge Buch. Opvokset i Tanzania indtil fjortende år – herefter i Kalundborg.
Bedsteforældre var missionærer i Kina.
Gift med Kirsten, f. Ibsen, og parret har fire børn.
Arbejde: Sognepræst i Rønne (1987) og stiftspræst for ydre mission på Bornholm, hvor han arbejdede meget med flygtninge – indtil han kom til Højdevangskirken på Amager (1998).
Eventyr med en betydning, mennesker kan bruge til noget, anvender Peter Buch flittigt i sine prædikener, og når han holder foredrag. Ikke mindst i julen er der grund til at fejre og påskønne Jesus, der, i det virkelige liv, vandt den livsvigtige kamp over ondskab. En kamp som vi genfinder i eventyr…der kan inspirere os til så uselvisk som muligt at fortsætte med at deltage i kampen for det gode.
