Livshistorier trodser døden!

s15_etLindsøLivetErik Lindsø har krydret sin bog om livshistorier med litterære citater, glimt fra sit eget og andres liv; alt sammen bundet op med betragtninger om, hvad fortællingen om et liv kan handle om, og hvor vigtige livsfortællinger er.

Her får drøm og virkelighed samme status og går op i en højere enhed. Samtidig er livshistorien også en måde at trodse døden på, da fortællingen lever videre, og de enkelte livshistorier danner byggesten i vores kulturbærende grundfortællinger.

Livshistorier skaber overblik

Hvad skal med i livshistorien? Fortælleren bestemmer, udvælger og fortolker. En livshistorie er et tilbageblik og ikke sandheden, men sandhedens mulighed. Det bliver til en slags livspoesi, men stærkest står barndommen og ungdommen i erindringen og er grundlaget for alt det, der følger, skriver Lindsø med illustrerende eksempler. Hvis ikke man får sit liv fortalt, ender det med, at det føles tomt. Derfor er livshistorier vigtige til at skabe overblik og sammenhæng – også for ”at få ryddet op i trakasserierne.”
Det gode i en fortælling er ikke altid sandt, skriver Lindsø og funderer over grænserne mellem fakta og fiktion, for begge har fortrin, blot gælder det om at holde balancen i livshistorien. Samtidig pointerer han, at for børn er den gode historie mere illustrerende end formaninger og med til at vise vej rent etisk om, hvilke følelser det er værd at gemme og satse på.

Det skjulte

Lindsø illustrerer hemmeligheder i folks liv meget levende med historier fra det virkelige liv. Han skelner mellem det dyrebare, der afføder en tavshed af guld; og det dulgte, der bliver en tavshed af skam og dårlig samvittighed. Det dyrebare er for stort og for sårbart til at fortælle om, det dulgte vil man helst ikke måles på.
En livshistorie kan også åbne op for en samfundshistorie, og samtidig kan det blive en anledning til, at ”livet fortælles på plads”. Det illustrerer Lindsø med en smertefuld tid i sin egen opvækst, hvor en lærer jævnligt – bag lukkede døre – slog ham og andre elever så hårdt, at Lindsø en dag blev banket til bevidstløshed af det. Her gælder det om at fortælle det ”på plads”. Ikke fortie eller omskrive det, men stå frem med det.
Lindsø har flere humoristiske iagttagelser omkring døden, fri for berøringsangst, og dermed meningsfulde i forhold til det at sige livet ret farvel!

Erik Lindsø: Livet er i det mindste en historie værd
200 sider • 250 kr. • Kristeligt Dagblads Forlag