Guds ord virker, når du beder

Pludselig faldt jeg på knæ og råbte: ”Gud, lad ikke Mike røre sig. Hold ham fast, Herre!” fortæller Elizabeth Alves. (modelfoto)
Pludselig faldt jeg på knæ og råbte: ”Gud, lad ikke Mike røre sig. Hold ham fast, Herre!” fortæller Elizabeth Alves.
(modelfoto)

Hvilke ord skal vi bruge, når vi beder? Og hvad er forskellen mellem bøn og forbøn? I dette andet afsnit fra Elizabeth Alves’ bog om bøn underviser hun konkret om det at bruge Guds Ord og lade sig lede af Guds Ånd i bønnen.
Gud vil møde dig lige der, hvor du er, og han vil bruge den viden, du har, mens du lærer at bede.

En kvinde, som lige var blevet kristen, ringede til mig for at få forbøn. Hendes baby led meget af ble-eksem.
Jeg sagde, at hun skulle ”bruge Guds Ord” og ringe tilbage til mig senere. Fireogtyve timer senere ringede hun og fortalte, at hendes baby var helbredt. Hun forklarede, at hun havde revet en side ud af Bibelen og lagt den i bleen hver gang, hun skiftede babyen.
Gud havde mødt denne unge mor præcis der, hvor hun var, med den kundskab hun havde på dét tidspunkt!

Guds Ord virker

Bed Gud give dig et vers, som handler om netop den situation, du beder for – og bed så det vers. Du kan fx bede Kolossenserbrevet kapitel 1, idet du sætter dit eget navn eller navnene på din familie og venner ind i teksten.
På den måde vil din bøn blive Guds eget Ord – og det vil være levende i din mund. Guds Ord giver resultater og svar, for det vender aldrig tomt tilbage, men udfører det, han ønsker (Es. 55:11). Men du må ikke bede Ordet som en religiøs aktivitet. Når troen er motivationen for din bøn, kan du være overbevist om, at Gud vil arbejde sammen med dig:
Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham. (Heb. 11:6)
Bøn, som er baseret på tro, bærer frugt for Guds rige og glæder Gud. Når du beder og kommunikerer med Gud i tro, vil han tale til dig og vise dig, hvad du skal gøre. Han vil give dig visdom, kundskab, styrke og beskyttelse (se Kol. 1:9-11; Sl. 40:1-2 og Joh. 15:7-8).

Partner med Gud selv

Bøn gør det muligt for Gud at lade sin vilje ske fuldt ud på jorden. Jesus lærte os at bede: Ske din vilje – som i himlen – således også på jorden (Mat. 6:10).
Gud har valgt at arbejde gennem mennesker – ikke uden om os. Derfor siger han også: ”Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen” (Mat. 18:18).
Gud har begrænset nogle af sine aktiviteter på jorden, så han kun handler som respons på de bønner, vi beder som hans børn.
Himlen venter på, at vi her på jorden begynder at bede om, at tingene må ske. E. Stanley Jones sagde det sådan: ”Når vi retter os ind efter Guds mål og hans magt, er han i stand til at gøre nogle ting gennem os, som han ellers ikke kunne have gjort”.
Gud søger et menneske, en forbeder, til at bønfalde om at hans perfekte vilje må ske på jorden, sådan som den sker i himlen (Es. 43:26; Jer. 1:12).

Bøn versus forbøn

Hvad er forskellen mellem bøn og forbøn? En bøn begynder med dig selv og de ting, du ved noget om, mens du bringer dem frem for Gud. Så vil Gud tage over, og du vil bede om alt det, du har på hjerte, indtil det hele er blevet nævnt.
Mange gange vil bøn føre til forbøn, hvor Gud tager over, og du beder for et andet menneske på måder, som du ikke selv forstår.

Gud skaber forbøn

Forbøn adskiller sig fra bøn i og med, at det begynder og slutter med Gud. Måske kører du alene og begynder at tænke på en eller anden. Der er måske med en følelse af, at en ven eller et familiemedlem har et akut behov, eller måske handler det om et menneske, som du ikke har tænkt på i flere år. Det er Gud, der taler til dig.
Sommetider forstår du ikke selv, hvad du beder om, men du er lydig og beder om det, du oplever, at Gud vil have gjort på jorden. Sommetider vil Gud lade dig se, hvad der sker bagefter, andre gange gør han det ikke. Men det er dit ansvar at være lydig.

Hold Mike fast!

Et eksempel fra mit eget liv involverer min elskede fætter, som jeg dengang ikke havde set i omkring ti år. Jeg var stået op af sengen midt om natten for at hente et glas vand, da jeg pludselig så min fætter for mit indre blik. Pludselig lod jeg mig falde på knæ og råbte: ”Gud, lad ikke Mike røre sig. Hold ham fast, Herre. Hold ham fast! Åh, Gud, lad ham ikke røre sig. Hold ham, Herre, hold ham!”
Selv om jeg kæmpede for Mike med mine ord, greb jeg mig selv i at tænke: Det her er vanvittigt! Hvorfor beder jeg på den måde?
Men så holdt ordene op med at komme til mig, og jeg kunne ikke sige mere. Derfor rejste jeg mig, drak et glas vand og gik tilbage mod soveværelset. Men nu faldt jeg igen på knæ og bad indtrængende: ”Lad ham ikke røre sig, Gud! Lad ikke Mike røre sig! Stå stille! Stå stille!”
Ordene holdt pludselig op. Denne gang tænkte jeg: Åh nej, det må være et mareridt!
Men jeg følte bare, at jeg havde bedt. Jeg stod op og begyndte at gå frem og tilbage i rummet, mens jeg spekulerede på, hvad i alverden, der foregik.
Endnu engang gik jeg hen mod soveværelset, da jeg igen faldt på knæ. Men denne gang råbte jeg: ”Få ham op, Herre! Få ham til at løbe! Løb, Mike! Herre, hjælp ham til at løbe…løb…løb! Lad ham løbe, Gud. Løb, løb, løb!”
Efter nogle minutter kom der ro over mig, og jeg vendte tilbage til min seng.
Den næste dag ringede jeg til min tante for at finde ud af, om hun kunne hjælpe mig med at få puslespillet fra natten før til at gå op. Hun fortalte mig, at Mike var i Vietnam. Men oplevelsen gav ikke meget mening.

Mikes oplevelse

Først en måned senere ringede min tante. Hun havde fået et brev fra Mike, som hun ville læse for mig. I brevet beskrev Mike, som var pilot, hvordan han var blevet skudt ned og var landet i et træ.
Han var blevet advaret om at komme ud af området så hurtigt som muligt, men han forklarede, at han var faldet ned i en busk nogle få hundrede meter fra det sted, hvor flyet forulykkede.
”Mor, det var som om jeg blev holdt nede. Jeg følte det, som om en eller anden sad oven på mig. Vietcong-soldaterne kom, og de stod oven på mit bukseben, mens de kiggede på min faldskærm oppe i træet.
Så vendte de om og begyndte at slå buskadset ned med deres bajonetter. Det så ud til at være sikkert, så jeg rejste mig og ville til at løbe væk.
Men så faldt jeg igen i busken, som om nogen skubbede mig. Jeg lå der i nogle minutter, da jeg pludselig fik det sådan, at jeg skulle rejse mig og løbe. Jeg hørte en helikopter, så jeg sprintede ned mod skovområdet. Jeg fulgte lyden af helikopteren og fandt den, og så blev jeg fløjet i sikkerhed.
Helikopterens besætning sagde, at de kom, fordi de havde hørt min beeper. Men den havde ikke virket, siden jeg blev skudt ned!”
Beeperen havde ikke virket. Men det gør forbøn!

Bønnens magt

Bøn kan formilde Gud. Mange gange er verdens skæbne ikke i hænderne på guvernører eller konger, men derimod i hænderne på stærke forbedere. Du kan også være med til at øve indflydelse på samfundet, ligesom Abraham og Daniel og andre i Det Gamle Testamente gjorde det (se 1. Mos. 18:17-30; 4. Mos. 14:11-23; 2 Kong. 20:1-111; Dan. 9;2-3).
Det er fantastisk at opleve, at ens bønner ikke bare udretter noget for dem, man normalt beder for, men også kan hjælpe til at forme nationale og internationale begivenheder. Gud ændrede plan, fordi Moses bad i 2 Mos. 32:11-14.
Men Herren åbenbarer også sin egen kundskab og sit eget hjerte for mennesker gennem Helligånden.
Når du beder, vil Herren vise dig nogle særlige omstændigheder, så du kommer til at se det, som Gud ser.
Lukas gengiver Jesu ord: ”Alt er overgivet mig af min Far, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for” (Luk. 10:22).
Forbøn er en hellig opgave, som man får betroet. Forbederen må være omhyggelig med at vogte de hemmeligheder, som Gud afslører for ham under bøn – og være lydig, så han kun deler dem, når Herren leder ham til det. Søg Herrens vejledning i, hvordan du skal følge op på hans åbenbaringer (Mat. 11:25-26 og Fil. 3:15).
Når du har bedt i længere tid, vil Guds rige blive virkelighed i form af hans mirakler i dit eget liv. Jesus sagde:
”Disse tegn vil følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem, de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.” (Mark. 16:17-18).
Du skal ikke være bange for at forvente mirakler af Gud.

Bøn er en kampzone

Husk på, at du har en fjende. Efeserbrevet fortæller os, at ”den kamp, vi skal kæmpe er … mod ondskabens åndemagter.” (Ef. 6:12).
Du har et kald til at gå ind i den åndelige kamp mod Satans fæstninger gennem bøn – og du skal forsætte, indtil du vinder!
Satan vil normalt angribe os mest dér, hvor vi er stærkest. Jeg plejede at tro, at han angriber os der, hvor vi er svagest. Men jeg har fundet ud af, at vi har mest tendens til at kalde på Herren og stole på ham i de områder, hvor vi er svagest.
Når det derimod gælder vore stærke sider, vil vi ofte bare stole på os selv og derfor blive udbrændt af at kæmpe vore kampe alene. Ethvert område af dit liv kan blive genstand for fjendens angreb, så du må kæmpe på dine knæ, før du kan stå op i din mission.
Jesus selv måtte flere gange kæmpe mod Satan i forbindelse med sin tjeneste. Det ser vi tydeligt i forbindelse med fristelsen i ørkenen. Han oplevede en åndelig kamp, og han vandt den, før han gik ind i sin offentlige tjeneste.
Du må også vinde kampen, før du kan fungere fuldt ud i det, Gud har kaldet dig til at gøre. Din succes som kristen afhænger af, om du vinder – og vinder i bøn, vel at mærke (Josh. 1:3, 11, 15; Mat. 4:11; Mark. 3:27).
Profeten Daniels åndelige kamp viser tydeligt den kamp, som udspiller sig i den usynlige verden, se Dan. 10:12-13.
Daniels historie giver håb for dem, som står midt i kampen. Giv ikke op. Du er i en win-win situation. Gud er for dig, og kampen er hans.

Inviteret til at bede

Bøn er ikke bare et kald til at gå i krig, det er også en indbydelse til at hvile.
Jesus siger: ”Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud…”(Fil.4:6,7).
Når du ved, at Gud er på din side, kan det hjælpe dig til at gå ind i den hvile, han tilbyder. Han inviterer dig til at overgive dine problemer, din frygt og dine bekymringer til ham. Se 1 Pet. 5:7; Mat. 6:25-26 og Sl. 55:22.
Hold op med at kæmpe og slut dig til ham. Han elsker dig og længes efter at dele alt med dig. Han har kaldet dig til at hvile i sin kærlighed, når du søger fred hos ham i bøn.
Vil du acceptere hans invitation i dag?

Af Elizabeth Alves
Oversat af Bodil Lanting