Kan Europa genfinde de kristne rødder?

EU blev stiftet af kristne politikere, som ønskede fred, forsoning og samarbejde. Men siden har EU delvist forladt sit grundlag.

Der er gået over 60 år, siden ’Europas far’, den franske udenrigsminister Robert Schuman, forelagde sin store plan om at binde Europa sammen i fred og solidaritet, baseret på kristne værdier. Men i dag er EU præget af gudløs humanisme. Hvordan er det gået til?

Det spørger Jeff Fountain om i dagens kronik.
Han ser tilbage på, hvordan EU opstod på ruinerne efter de to store verdenskrige mellem de europæiske stormagter.
Her spillede den kristne franske politiker Robert Schuman en afgørende rolle:
– Vi ved i dag, hvad der kom ud af Schumans vision om en europæisk union.
Men vi har næsten glemt alt om det klima af had, bitterhed, mistillid, krise og konflikt, intriger og oprør, som prægede Europa efter Hitlers nederlag. Nu stod man over for den udfordring at genopbygge det ødelagte og delte Europa.
Hvordan skulle det gøres? Ud fra hvilke værdier? Hvad kunne man gøre for at undgå den tilsyneladende endeløse cyklus af krig mellem Europas stammer?

Kristne værdier

Schuman havde en vision om et fællesskab af folkeslag, som lever i frihed, lighed, solidaritet og fred. Det var den vision, som havde præget Europa i det første årtusind efter Kristus.
Men Europa var blevet ødelagt af gudløs rationalisme, chauvinistisk nationalisme og nyhedensk fascime. Derfor måtte løsningen være at genfinde de kristne værdier.
Schuman og hans kristne kolleger så behovet for at skabe et moralsk klima for tilgivelse, anger og forsoning, som kunne nære et ’fællesskab af folkeslag’. Også Albert Einstein og Winston Churchill havde hver deres visioner om et forenet Europa. Det lykkedes bare ikke, før 2. verdenskrig var en realitet.

I 40 år efter 2. verdenskrig var Europa truet af kommunismen. Vesteuropas daværende fred og velstand skyldes bl.a. Marshall-planen fra 1947 og NATO-alliancen to år senere. Men begge kunne have ledt til fornyet mistillid og bitterhed mellem Europas nationer.
Schuman og hans kristne kolleger så behovet for at skabe et moralsk klima for tilgivelse, anger og forsoning, som kunne nære et ‘fællesskab af folkeslag’.

Et gudløst Europa?

Det er ironisk, at Europa 60 år efter, at visionen blev offentliggjort, er præget af franskmændenes afvisning af at nævne Gud, kristendom og kristne værdier i forslaget til en EU forfatning.
Den tidligere franske premierminister Schuman lagde nemlig stor vægt på, at ‘åndelig fremgang skal gå hånd i hånd med materiael fremgang’. Materialisme alene ville ødelægge samfundet ved at afskære det fra dets åndelige rødder.

EUs tre kristne fædre

Schuman så sin rolle i politik som et kald fra Gud og talte om en rekonstruktion af Europa som var ‘dybt rodfæstet i de basale kristne værdier’.
Ligesom Schuman var hans tyske kollega Konrad Adenauer og den italienske Alcide De Gasperi troende katolikker, og deres erklærede mål var at ‘bygge et nyt Europa på et kristent fundament’. Modsat grundlæggerne har franskmanden Valery Giscard d’Estaing afvist enhver omtale af Gud og kristendom i forfatningen med henvisning til en mulig ‘overtrædelse af samvittighedsfriheden’.
Særlig ironisk er det, at det netop var kirkereformatoren Luther, som etablerede det europæiske princip om samvittighedsfrihed med ordene ‘Her står jeg, jeg kan ikke andet’ – og at han netop gjorde det på basis af Guds Ord.

Dyret i Åbenbaringen

Evangeliske kristne har i tidens løb set Det Europæiske Fællesskab som uhyret med det ti hoveder i Johannes’ Åbenbaring. De første seks medlemmer blev til ni og derpå – som i profetien – kom der en tiende!
Men tankegangen faldt lidt til jorden, da de 10 blev til 12, 15 og derpå 25, 27 … og der er flere på vej.
Protestantisk mistænksomhed overfor katolikker har også ført til både uvidenhed og ligegyldighed over ‘Europa’, især i Nordeuropa. Hvorfor skulle Holland, Skotland, England, Schweiz, Tyskland og de nordiske lande uden videre overgive deres hårdt tilkæmpede politiske og religiøse frihed til ‘Roms hore’? spurgte man.

Fælles kristen opgave

I de senere år er det økumeniske klima dog blevet væsentligt bedre. Mens Europa bliver stadig mere sekulariseret, forstår katolikker og protestanter, hvor meget de egentlig har til fælles.
Kirkerne i Tyskland oplevede forfølgelse under nazisterne – og de kæmpede imod uanset kirkeretning. Derfor var der grobund for en fælles kristen demokratisk bevægelse til genopbygningsarbejdet efter krigen.
Nogle protestanter advarede mod en centralisering af magten af frygt for korruption. Men kristne er en minoritet, som alt for ofte står på sidelinjen uden at have indflydelse – og decentralisering skaber forskellighed, ikke enhed, mener Fountain.
Men det moderne EU er præget af sekulær og gudløs humanisme. Der er fokus på lighed, homoseksualitet, homo-ægteskaber og andre sociale problemer, som støtter ubibelske værdier i Europa. Hvad er der sket med de grundlæggende visioner for det europæiske projekt?
– Tror du, at Europa bliver til Dyret i Åbenbaringen? spørger bekymrede kristne mig somme tider, fortæller Jeff Fountain. Hans svar lyder:
– Absolut, hvis kristne, som er kaldet til at være lys og salt forholder sig passivt på sidelinjen og kun er aktive i deres egne kirke-cirkler.

Skal vi bede sammen?

Europas åndelige landskab undergik store forandringer i forbindelse Berlinmurens fald.
I 1991 mødtes YWAM-teamet udenfor den stjerneformede Berlaymont bygning, som rummer Europa-Kommissionen, fortæller Jeff Fountain. ”Nogle af os spekulerede over ’endetids-profeternes rygter om, at der i denne bygning var en Big Brother computer, som indsamlede information om alle europæere. Vi viste vore pas og gik lidt tøvende ind i bygningen.
Stor var vores forbavselse, da vi blev mødt af en medarbejder, der gav os et varmt håndtryk og sagde: ‘Nå, brødre, skal vi begynde med at bede sammen?
Vores vært var en irer ved navn Eamon O’Rouairc. Han var leder af et bønsfællesskab for staben i bygningen. Da han blev spurgt om computeren, lo han og sagde: ‘Bare folk vidste, hvor inkompetente vi er, når det gælder vore computere’.”

Kul- og Stålunion

Efter krigen blev Schuman først finansminister, derefter premierminister. I 1948-52 var han udenrigsmininster. Sammen med Jean Monnet udarbejdede han Schuman-planen for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som er en forløber for EU.
Schuman fortalte den franske regering om sine planer for et europæisk samarbejde efter først at have kontaktet Adenauer i Bonn. Denne svarede begejstret: ‘Dette franske forslag er historisk på alle måder: det genskaber mit lands værdighed og er en hovedhjørnesten for et forenet Europa.’

9. maj 1950

Den franske regering enedes om forslaget, og Schuman præsenterede det på en pressekonference kl. 18 den 9. maj i Det franske Udenrigsministerium i Quai d’Orsay.
Italiens, Hollands, Belgiens, Luxembourgs, Englands og USA’s ambassader og 200 journalister blev inviteret, men kun en håndfuld journalister var til stede.
Schuman stod sammen med Monnet, da han bød velkommen. Han fortalte om bestræbelserne for at skabe et forenet Europa og vigtigheden af at gøre en ende på fjendskabet mellem Frankrig og Tyskland. Den fransk-tyske kul- og stålproduktion skulle samles under en fælles High Authority, som stod over de nationale regeringer og var åben for at få andre europæiske lande som medlemmer.
Formålet med den forenede produktion var at forbedre økonomi og levestandard – og på sigt at udvikle ’en europæisk føderation, som er nødvendig for at sikre freden’, konkluderede Schuman.

Trussel mod Sovjet?

Verdenspressen var enige om, at det var en sensation, en overraskelse, en slags revolution – og det kommunistiske L’Humanité beskrev forslaget som en trussel mod Sovjetunionen, som et første skridt mod at bygge en allieret krigsmaskine.
Den schweiziske avis Sie un Er beskrev politikeren Schuman som en meget seriøs, ubestikkelig og dybt religiøs mand.
Den europæiske Kul- og Stålunion blev en realitet i april 1951. Det andet trin i planen fra 9. maj 1950 er blevet virkeliggjort i en 27-nationers union nu godt 60 år senere.

Moralsk oprustning

Den amerikanske evangelist Frank Buchman fra bevægelsen Moralsk Oprustning prædikede om vigtigheden af at adlyde Gud – også når det gjaldt tilgivelse og forsoning mellem nationerne.
Under et møde i Caux, Schweiz, i 1946 spurgte han: Hvor er tyskerne? Spørgsmålet chokerede tilhørerne, men Buchman fortsatte:
– Nogle af jer mener, at Tyskland skal gennemgå en forandring, og det er sandt. Men I vil aldrig blive i stand til at genopbygge Europa uden tyskerne!
Ligesom Schuman var Buchman overbevist om, at uden kristen tilgivelse og forsoning ville Tyskland – i det vacuum, der var blevet efter krigen – blive offer for gudløse kræfter i form af anarki eller kommunisme.
I 1948 deltog 450 tyskere i mødet i Schweiz, blandt dem også Konrad Adenauer. Man talte bl.a. om Atlantpagten. Schuman fastslog, at våben ikke var nok – der skulle en holdningsændring til blandt Europas indbyggere for at pagten kunne blive effektiv.
Senere gav Buchman Schuman en liste med navne på 12 mødedeltagere fra Caux, som ville støtte forsoningsarbejdet mellem Tyskland og Frankrig.

Tilbage til rødderne

– Skal vi som kristne opgive Schumans vision, fordi Europa nu afviser sin kristne arv? Kan værdierne lighed, solidaritet, frihed og fred afkristnes uden at miste deres styrke og betydning, spørger den hollandske filosof Evert-Jan Ouweneel i et appendiks.
Hans svar er et klart nej. Europa har betalt en høj pris for at kappe forbindelsen til sine kristne rødder.
Europa har et globalt ansvar for fattigdom, migration, kriminalitet, klimaforandringer, atomvåben mm. Vi har her en mulighed for at lade den kristne tro hjælpe Europa, understreger Ouweneel.