Gud eller tilfældig kemi?

I folkeskolen fremlægges evolutionslæren som en videnskabelig bevist teori. Karsten Pultz har set nærmere på de såkaldte beviser i vores børns lærebøger. Hvad beviser de egentlig?

Har en intelligens, lad os for god ordens skyld kalde intelligensen for Gud, skabt de levende organismer, som bebor denne planet, eller er livet opstået ved tilfældige kemiske processer?

Tror man på Gud, hælder man naturligvis til den første forklaring, men kommer man i kontakt med det danske uddannelsessystem, vil man sikkert og vist blive præsenteret for den anden påstand. Som en del af biologiundervisningen i folkeskolen vil man således møde følgende forklaring på livets opståen: at livet begyndte som kemi i ursuppen for ca. 4 milliarder år siden og udviklede sig efterfølgende til den kompleksitet og mangfoldighed, vi ser idag, via Darwins principper om tilfældig mutation og naturlig udvælgelse – i daglig tale kaldet evolutionsteorien. 8.-9. klasses tekstbøger er flot og professionelt sat op og kombineret med fine billeder og instruktive tegninger. Man får indtrykket af en videnskab, som uden rysten på hånden og med vægtige argumenter med 100% sikkerhed kan afskrive Gud.

Et sikkert bevis?

Et sikkert ”bevis”, som altid figurerer i biologilærebøger fra folkeskoleniveau til universitet, er Stanley Millers eksperiment fra 1953. Eksperimentet viste, at der i en præbiotisk atmosfære uden tilstedeværelsen af ilt ved hjælp at elektriske udladninger (lyn) kunne skabes aminosyrer – de fundamentale byggesten nødvendige for alt liv. Alle de 20 forskellige aminosyrer nødvendige for liv er fundet i denne type laboratorieforsøg.
Eksperimentet virker ekstremt overbevisende på den måde, det præsenteres i bøgerne, og mangen en troende kristen vil formodentlig føle et vist ubehag konfronteret med disse facts. Men sandheden er, at Millers forsøg kun virker overbevisende, fordi man i sammenhængen altid undlader at præsentere de uoverstigelige sandsynlighedsmæssige forhindringer, som er et faktum, når vi forestiller os det videre forløb, hvor aminosyrerne alene ved chance, skal danne de specifikke kæder, vi kalder proteiner, som er næste trin på vejen til liv.

Sandsynlighedsmæssige problemer

En af frontløberne i ”intelligent design”-bevægelsen Dr. Stephen Meyer, stifter af Discovery Institute i Seattle, beskriver i sin bog Signature in the Cell (2009) disse sandsynlighedsmæssige problemer. For at få dannet et funktionelt protein med en beskeden længde på 150 aminosyrer udelukkende ved hjælp af chance skal et område med 10^164 muligheder afsøges.
Dvs. sandsynligheden vil være 1 ud af 100.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.
000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.
000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 for at komme videre fra de simple aminosyrer til et funktionelt protein.
Det er almindeligt antaget blandt forskere, at en primitiv (hypothetisk) celle ville kræve mindst 250 forskellige proteiner for at kunne fungere, og stræber vi så højt, ser sandsynligheden sådan her ud: 250 forskellige proteiner dannet ved chance alene i en suppe af aminosyrer vil kun ske 1 gang ud af 10^41000.
Sammenlign det tal med antallet af atomer i hele det synlige univers, som anslås til 10^80, ja så kan man tale om en nål i en høstak af dimensioner. 14 milliarder år, universets anslåede alder, vil ikke engang være tid nok til at få det førstnævnte sølle ene protein ved chance alene.

Problemer ties ihjel

Fundet af aminosyrer i meteoriter har skabt basis for en alternativ hypotese, hvor de første byggesten kom fra rummet og derefter videreudviklede sig til liv via tilfældige kemiske processer. – Et emne, som hyppigt berøres i videnskabsprogrammerne på TV. Ligeledes her undlader man konsekvent at nævne, at vejen fra aminosyrer til proteiner er en sandsynlighedsmæssig uoverstigelig forhindring.
Man kan undres over, at disse hypoteser vedr. livets oprindelse til stadighed fastholdes imod bedre vidende og bringes til torvs uden skam. Sandsynlighedsberegningerne har været kendte siden 60-erne, men bliver konsekvent udeladt i biologibøger, hvis forfattere tilsyneladende har travlt med en ateistisk agenda i stedet for objektivt at formidle de videnskabelige fakta.
Ifølge biokemiker Dr. Jonathan Wells bør Millers eksperiment af andre årsager slet ikke forekomme i lærebøger i dag. Der er nemlig siden 1953 sået alvorlig tvivl om gyldigheden af eksperimentet, idet et flertal af forskere nu mener, at atmosfæren på den tidlige jord ville have haft en anden gassammensætning end den, Miller anvendte.
Det skal dog nok forventes, at Miller-eksperimentet vil være at finde i biologibøger i mange år endnu, da enhver kritik af de akademiske dogmer indenfor biologi stadig bliver stemplet som kreationisme.
Der sker dog fremskridt, som fx da ”intelligent design”-videnskabsfolk henledte opmærksomheden på Ernst Häckels famøse embryo-tegninger – et såkaldt ”bevis” for evolution – som stadig forekom i biologibøger indtil for få år siden på trods af, at de blev afsløret som svindel i 1874.
Dr. Eugenie Scott, en højtstående darwinist i det amerikanske uddannelsessystem, har forsvaret tilstedeværelsen af Häckels tegninger i lærebøger med, at de var ”nemt tilgængelige for forfattere, der var ingen ophavsret, og de havde den tilsigtede virkning mht. at forklare evolutionen”, så pyt med, at de var «fake», bare de kunne overbevise de studerende om evolutionen. Tegningerne er nu væk fra bøgerne, og Millers eksperiment burde lide samme skæbne.

Misbrug af eksperiment

Det værste misbrug af Millers eksperiment, jeg har set, er i Illustreret Videnskabs udgivelse fra 2009, Livets udvikling, hvor man viser Millers forsøg under overskriften ”Kunstigt skabt liv” – en lodret løgn. Et andet grelt eksempel er Grundbog C, Gyldendal, som viser eksperimentet på en flot dobbeltside, hvorefter der på den følgende side uden videre forklaring springes direkte til den første celle. Det sidstnævnte svarer til, at man i en beskrivelse af, hvordan en rumfærge bliver til, viser, hvordan udvindelsen af aluminium finder sted, og derefter springer direkte til den færdige rumfærge, – som om det mellemliggende var banale ligegyldigheder.
Problemet med Millereksperimentet er, at uanset hvor mange aminosyrer man har i ursuppen, så er sandsynligheden for at man skulle høre sætningen: Tjener, der et et protein i min ursuppe! ikke eksisterende.

Ud med skeletterne

I 1966 blev der afholdt en konference i Philadelphia med titlen Mathematical Challenges to the Neo-Darwinism, hvor forskere diskuterede de uoverstigelige matematiske forhindringer i evolutionsteorien. Problemerne blev ikke løst, men er i stedet blevet ”glemt”, eller rettere bevidst gemt af vejen. Det er derfor af stor betydning, at den stærkt voksende «intelligent design»-bevægelse med Discovery Institute i spidsen reintroducerer problemerne, så darwinisternes skeletter i skabene kan blive behørigt eksponerede.

Med en artikel som denne indbyder jeg naturligvis til at blive stemplet som kreationist, men ærlig talt: hellere være kreationist, end alternativet, – at være pinligt dårlig til matematik. For enhver med en smule kendskab til matematik og sandsynlighed må, når talen falder på livets oprindelse, nødvendigvis komme til konklusionen, at: Soli Deo Gloria – Gud alene æren.