Hjælp til alkoholmisbrugeres børn

Kronprinseparret gav en halv million kroner til den kristent inspirerede hjælpeorganisation TUBA for børn til alkoholiserede forældre.

Det er fantastisk, at Kronprinseparret sætter fokus på de mest udsatte børn, siger landsleder Henrik Appel Esbensen, som modtog Kronprinsparrets Sociale Pris 2014 på vegne af TUBA.

Det skete den 27. september ved uddelingen af Kronprinsparrets priser i Musikkens Hus i Aalborg, som også blev transmitteret i DR tv1.
TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.
TUBA er en selvstændig organisation ejet af Blå Kors Danmark. TUBA har 13 afdelinger landet over, hvor man tilbyder gratis hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.

Brug for omsorg
Ved overrækkelsen af prisen til TUBA udtalte kronprinsparret:
– Med terapi, råd og vejledning gør TUBA en uvurderlig indsats for de unge, som er børn af alkoholikere.
TUBA tilbyder disse unge et fællesskab med andre, som ved lige præcis, hvordan de har det, fordi de selv er vokset op i familier, hvor alkoholmisbrug har præget hverdagen.
I TUBA får de unge den opmærksomhed fra omsorgsfulde voksne, som mange ikke har oplevet i hjemmet, begrundede kronprinsesse Mary.

Halv million
Med den sociale pris følger en chek på en halv million kroner.
Kronprinsparrets priser blev indstiftet af Bikubenfonden for ti år siden som en bryllupsgave til kronprinsparret.
– Vi er meget taknemlige for, at der sættes fokus på dette vigtige sociale område. Men vi er naturligvis også taknemlige for den halve million kroner, som følger med prisen. Vi vil bruge pengene til at nedbringe ventelisterne for de unge. Vi har for øjeblikket 700 på venteliste, fortæller Henrik Appel Esbensen til Udfordringen.

BikubenfondenLange skygger
På TUBAs hjemmeside kan de unge pårørende skrive og fortælle om deres problemer.
Unge, der er vokset op med alkoholiserede forældre, bliver ved med at opleve problemer.
En kvinde fortæller fx om, hvordan hun er vokset op med alkohol og vold. Selv i dag som voksen bliver hun urolig, når hendes kæreste vil i byen. Og hun bliver selv hjemme.
– Når jeg er gået i seng, vågner jeg hele tiden, og min mave snører sig sammen hver gang, jeg vågner, og han ikke er kommet hjem. Jeg beregner, hvor lang tid han har været ude, hvornår han burde være tilbage osv. Når han så sætter nøglen i døren, sidder min hjerte oppe i halsen, og jeg får adrenalin i hele kroppen, og så lytter jeg og observerer, hvor fuld han er, og skælder ham ud.
– Han skal ringe hjem på vej hjem fra byen, så jeg kan snakke helt almindeligt med ham, og så jeg ved, at han er den samme (hvis det giver mening at sige).
Men det har ikke fjernet min angst. Jeg står på venteliste hos TUBA, men kunne virkeligt godt bruge nogle råd, inden jeg får spændt helt ben for mig selv, skriver den anonyme.
Henri.