Idag er det 70 år siden Sverige gav ly til Danmarks jøder
Det er idag – den 2. oktober – 70 år siden, at den svenske regering meddelte, at Sverige var parat til at give asyl til hele den jødiske befolkning i nabolandet Danmark.
En skelsættende begivenhed i Nordens historie.
Ved deres omsorg for andre mennesker reddede danskerne ikke blot 90 procent af den dansk-jødiske befolkning på 7000 og bød dem velkommen hjem efter krigen, men mere end noget andet blev de et lysende eksempel på, hvordan menneskeheden børe være.
Redningen i Danmark hjalp Europa med at genvinde et vist mål af anstændighed og moral.
70 årsdagen for den svenske regerings tilbud om hjælp omtales idag stort i israelsk presse – i morgenavisen “Ha’aretz” i en artikel under den 5-spaltede overskrift “Sverige giver fristed til danske jøder”, skrevet af David B. Green.
Green skriver, at i de første år efter besættelsen var Berlin rede til at tolerere Danmarks påstand om, at det ikke havde noget “jødeproblem”, men i sommeren 1943 var der en brat nedgang i tysk tålmodighed, og tyskerne overtog direkte kontrol med administrationen og erklærede militær undtagelsestilstand. Green kommer ind på, at den tyske diplomat i København, Georg Duckwitz, havde informeret medlemmer af den danske modstandsbevægelse om, at arrestationen af jøder var umiddelbart forestående.
Den 1. otober gav Adolf Hitler ordre til at arrestere de danske jøder, og dagen efter erklærede Stockholm offentligt, at det var parat til at give jøderne ly, skriver Green.
Han skriver videre, at ifølge holocaust-mindeinstitutionen Yad Vashem lykkedes det 7200 jøder at komme til Sverige, mens 470 blev arresteret, før de kunne gå i skjul. De blev deporteret til Theresiestadt kz-lejren, men alle på nær 70 overlevede til krigens slutning, for en stor dels vedkommende på grund af konstant pres fra Danmark, der insisterede på, at dets borgere modtog hjælpepakker og ikke blev sendt i dødslejre.