Vatikanet er næste mål for terror
”Hvad der skete i Paris med Charlie Hebdo-angrebet kunne også ske i Vatikanet. Vi er parate til at skride ind for at sikre, at pave Frans er beskyttet”, udtalte den nye øverstbefalende i Schweizergarden, pavens personlige livgarde, Christoph Graf, forleden.
Ikke kun i Vatikanet, men over hele Rom er sikkerhedsniveauet blevet markant hævet den sidste uge, efter ISIS fra deres base i Libyen har truet med at indtage Rom, likvidere paven og plante ISIS-flaget på Peterspladsen. Den italienske indenrigsminister Angelino Alfano har mødtes med embedsmænd fra Vatikanet for at tale om sikkerheden i Vatikanet, som Alfano beskriver som meget høj. Oberst Graf fra Schweizergarden udtaler i den anledning, at på grund af ISIS’ trusler mod paven er Schweizergarden i større beredskab end nogensinde.
ISIS’ erklæring om, at de nu har kurs mod Rom, og at det er paven og Den Katolske Kirke, som de vil rette angrebet imod – og ikke Italiens politikere eller mediehuse – burde få vestlige politikere til at vågne mere op. I den forløbne uge har flere politikere, heriblandt den amerikanske præsident Obama, sagt, at man ikke bør kæde radikale islamister og deres voldelige fremfærd sammen med religionen islam. Helle Thorning-Schmidt har understreget, at Vesten ikke er i krig med islam. Den strengt sekulære ideologi, som vore politikere sværger til, forblinder dem, så de ikke formår at erkende det åbenlyse religiøse element i konflikten med islam.
Men når ISIS nu målrettet går efter at få ram på selveste paven og at rejse sværdets flag over obelisken på Peterspladsen – og ikke efter Angela Merkel eller Francois Hollande – må det være klart for enhver, at der tale om en religionskamp. I hvert fald fra ISIS’ side. Islamister går ikke kun efter journalister og satiretegnere længere, men hele den jødisk-kristne kultur. ISIS ved, at grundlaget for en kultur er dens religion. Vil man underlægge sig en kultur, må man erobre dens helligdomme. Da vore politikere benægter religions betydning og vender ryggen til Europas kristne og kirkelige tradition, er det nu kirkernes eget ansvar, hvordan de vil svare på truslen fra islamismen.