Jeg tror, Gud udvalgte os

 

Abort var ikke nogen mulighed for os, siger Line og Matthias, som fik besked om Hjaltes risiko for kromosomfejl tidligt i graviditeten.

Line Kiel Mejlvang og hendes mand Matthias er forældre til 1½ årige Hjalte. Det havde de ikke været, hvis de havde fulgt én af de første opfordringer, de fik.

– Jeg blev simpelthen så gal på sygeplejersken den dag. Det kunne være fedt at gå derop og tage Hjalte med. Jeg tænker på, hvor mange raske børn, der ender som aborter på grund af den praksis.
Ordene kommer fra Line Kiel Mejlvang. Hun er 28 år, gift med Matthias. De bor i Trige lige uden for Aarhus og kommer i Kronjyllands Frimenighed. Line er uddannet diakon, og så er hun mor til Hjalte på 1½ år.

Højrisiko for kromosomfejl

Hun blev gravid i marts 2013. Det var planlagt, og hun nød den voksende mave. Hver aften, hele graviditeten lagde det unge par hænderne på maven og bad for den ufødte baby. I 12. uge fik hun en styrtblødning. Det gjorde hende bange, da hun tidligere havde mistet ufrivilligt. Men på scanningen var der ikke noget galt. Alligevel gik parret på listefødder resten af graviditeten.
Ved den almindelige 12-ugersscanning, hvor risikoen for Downs Syndrom bliver vurderet, fik Line og Mathias at vide, at de var i højrisiko for kromosomfejl.
– Vi gik hjem og regnede på tallene og fandt ud af, at vi havde 2% risiko. Det var måske højrisiko for dem, men for os var det ikke noget særligt, forklarer Line og uddyber:

Bare en kønsbestemmelse

– Vi har altid vidst, at abort ikke var nogen mulighed for os. Selvfølgelig kan man ikke udtale sig om alt, før man har stået i situationen, men den eneste grund, vi kunne forestille os, var, hvis både mor og barn ville dø. Der er i vores optik ikke nogen grund til, at ét liv skulle koste to liv.
Så kom dagen for 20-ugers scanningen. For parret var det bare en dag, hvor kønnet skulle bestemmes.
– Vi glædede os, husker Line og genfortæller oplevelsen:
– Hun scanner os og kan ret hurtigt se, at det er en dreng. Efter lidt tid stopper hun op og bliver meget stille. Hun tilkalder flere personaler. Det er hjertet, som de er i gang med at scanne nu. Der kommer en læge ind og slår fast, at det ser helt fint ud.

En plet på lillehjernen

– Så hun scanner videre igen og forklarer os, at hun nu kalder ekstra personale ind igen, fordi hun kan se en skygge på lillehjernen. Hun understreger, at det er ren rutine. Jeg kan huske, at jeg blev nervøs, men blev ved med at sige til mig selv, at det nok ikke er noget – at han bare ligger dumt. Derefter tror jeg, det sortnede lidt for mine tanker.
På et tidspunkt fortæller overlægen, at der er en plet på lillehjernen. ”Det kan betyde ingenting – eller det kan være rigtig alvorligt” konkluderer han, og jeg skal i MR-scanner, for at vi kan få klarhed.
Line havde bevaret fatningen helt indtil dette punkt i scanningen, men nu begyndte hun at græde.

”Vi skal ikke have abort”

– Jeg får det indtryk, at alle er overbevist om, at barnet er meget sygt. Sygeplejersken sætter sig ved siden af mig og forklarer mig, at en senabort stadig er mulig – men så skal det være snart. Jeg afbryder hende og slår fast, at vi ikke skal have nogen abort, men vi er interesserede i at finde ud af, om barnet er levedygtigt.
Parret får en tid til en MR-scanning en uge senere, og så skulle det unge par vente yderligere 10 dage på svar.
– Noget af det første vi gjorde efter den skræmmende 20-ugersscanning, var at kontakte familie og venner og bede dem om at bede. Vi var så afmægtige i forhold til alt dette her. Gud var den eneste, som kunne gøre noget. Hverken vi eller sygehuspersonalet kunne gøre til eller fra. Det gav os ro, at det var lagt over til ham, forklarer Line.

”Jeg ønskede jo bare et rask barn”

Under selve MR-scanningen fik hun også selv bedt en hel masse.
– Jeg bad konstant i de 20 minutter, scanningen varede. ”Hvis der er noget i vejen, vil du så ikke fixe det alligevel. Det vidste jeg jo, at han kunne. Hvis det ikke er din vilje, at barnet skal være sundt og rask, så ber jeg om, at du vil give os styrke til at være forældre til et handicappet barn”. Jeg er overrasket over, at jeg kunne tænke så langt, for inderst inde ønskede jeg jo bare et rask barn, forklarer hun.
Scanningssvaret var tosidigt. ”Det er ikke normalt – men det er heller ikke alvorligt”, forklarede overlægen til Line og Matthias. Det var bindeleddet mellem højre og venstre hjernehalvdel i lillehjernen som så anderledes ud. Bindeleddet havde ikke udviklet sig helt normalt, men det vigtigste var, at det var der. Ellers ville han have været en grøntsag. Måske betød det ingenting, måske gav det ham motoriske forstyrrelser.

Vandet gik på McDonald’s

– Det var en kæmpe lettelse. Jeg var glad. Motoriske forstyrrelser kan man få hjælp til, så vi gik ud at spise og fejrede, at vores søn ville være sund og rask, men komme inklusiv udfordringer.
Derefter gik graviditeten sin vante gang. Men i uge 30 blev det opdaget, at Lines livmorhals var forkortet en del, og selv om hun holdt sig mere og mere i ro, blev den kortere og kortere for hvert tjek på sygehuset.
Da Line var 33 uger og én dag henne syntes hun, at der begyndte at ske noget mere. De var igen inde at blive tjekket og fik besked på at komme tilbage et par timer senere. De valgte at tage et smut på McDonald’s. Så gik vandet. På trods af vehæmmende medicin blev Hjalte født næste morgen.

En tilfældig tildeling

– Heldigvis var jeg blevet advaret på forhånd om, at de ville fjerne ham fra mig med det samme, fordi han stadig var så lille, husker Line, som alligevel syntes, det var voldsomt at blive efterladt alene med jordmoren, mens mand og søn gik på børneafdelingen. Og da Line fire timer senere ser ham i hans kuvøse, er det ikke de overvældende mor-følelser, som møder hende.
– Det er en surrealistisk oplevelse. Jeg får at vide, at i den kasse ligger din søn. Det føltes som tilfældig tildeling, og der gik længe, før jeg kunne mærke mor-følelserne, husker Line med beklagelse. Samtidig blev det også indledningen til en hård tid.

Vred på Gud

– Vi havde op til fødslen haft en tro på, at det nok skulle gå – også fordi der var så mange, som bad. Men bagefter blev jeg vred mange gange. Hvorfor skal det være så hårdt Gud? Graviditeten var hård. Sygehuslivet efter fødslen var hårdt – og oveni var der alle de forskellige følelser som nye forældre, husker Line.
Efter fødslen skulle Hjalte scannes, fordi de mistænkte væske i hjernen. Det var der ikke, og så så de lige på sammenvoksningen i lillehjernen. Det så bedre ud.
– Selvom det var stort, skænkede jeg helt ærligt ikke Gud mange tanker i den første tid. Det var mest, hvis jeg var helt frustreret og træt. Så puttede jeg lovsang i ørerne. Eller hvis det hele brændte på, så brugte jeg lige to minutter på bøn. Men vi hvilede i, at når vi ikke selv havde overskud til at bede, så var der så mange venner og så meget familie, som bad i stedet for, forklarer Line og konkluderer:

Dandy Walker Syndrom

– Jeg er nok lidt den type, som først tænker på den håndgribelige udvej, før jeg blander Gud ind i mit liv. Selvom jeg faktisk helst vil leve på den anden måde.
Da Hjalte blev født, kom der på grund af forbindelsen i lillehjernen til at stå, at han havde Dandy Walker Syndrom i hans journal. Det har fulgt ham siden og også været en af forklaringerne på, at han ikke har været den hurtigste til at lære at gå.
– Lige pludselig for nylig nævnte nogle på sygehuset, at de aldrig havde været sikre på det med hjernen. Jeg blev ret vred. Vi fik så en MR-scanning af ham igen, og hans hjerne er helt normal. Der var ingenting, fortæller Line og konkluderer, at hans forsinkelser skyldes, at han er for tidligt født kombineret med den store mængde tid, han har brugt på sygehuset.

Hjalte kunne lige så godt have været en abort

Det er på dette tidspunkt i samtalen, at Line nævner sygeplejersken fra 20-ugers scanningen igen.
– Jeg ved jo godt, at de skal oplyse om den rettighed til abort. At hun bare gjorde sit arbejde. Men jeg blev bare så gal. Og jeg er så taknemmelig for, at Hjalte havnede i hænderne på os. Vi er ikke helte, men han kunne lige så godt have været en abort. Og han er helt rask. Det eneste som er galt, er at han skeler og skal opereres for det, når han bliver lidt større.
– Jeg er overbevist om, at Gud ikke giver os noget, som vi ikke kan klare med hans hjælp. Det har været hårdt. Men jeg tror på, at Gud har udvalgt os til opgaven.

Han var jo lige foran os med hjælpen

– Den største følelse jeg har til Gud i dag er taknemmelighed. Men jeg har også en tro på, at Gud kan rumme alle mine følelser. Også når jeg er vred over alt det, som Hjalte har skullet stå model til. Det er okay, at jeg er sammen med Gud præcis, som jeg har det – og lige midt i det, jeg står i nu.
Og så har jeg måske også lidt skyldfølelse i forhold til Gud – han var jo lige foran os med sin hjælpende hånd.
Og vi var ikke altid så gode til at tage imod den.