Kan vi ikke bytte?

En gang imellem kunne jeg godt tænke mig en anden rolle i livets store teaterstykke? Kender du det?

Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg gerne være sådan et menneske, som lancerede kampagner á la ”Du kan godt, hvis du bare vil!”, ”Alt er muligt for den, der bærer viljen i hjertet!” og ”What doesn’t kill you makes you stronger!” Desværre fungerer den slags kampagner bedst, hvis man har været ved at dø af kræft og derefter vinder verdens hårdeste cykelløb en håndfuld gange plus det løse. Eller hvis du har været giga tyk og har tabt dig og din nye velfortjente krop tilfældigvis passer præcis med tidens modeideal. Eller hvis du har løbet et stort antal maratons samtidig med, at du har gjort strålende karriere, laver al mad fra bunden og har syv børn. (Eksempler har større eller mindre lighed med virkeligheden.)
Og så alligevel. Der er et populært udsagn, som siger noget i retning af: ”Hvis alle smed deres problemer i en bunke, ville vi hver især tage vores eget tilbage.” Det er måske lige at presse virkeligheden lidt. Der er nu engang forskel på graden af smerte.
Men det er på grund af smerten og skrøbeligheden, jeg gerne vil bytte. Mit liv er fyldt med velsignelser. Alligevel føler jeg mig gang på gang kaldet til at minde om, at ingen kan alt. At vi alle sammen har områder, hvor vi er skrøbelige – sårede af livet og smerten, eller bare ufuldkomne i vores menneskelighed. Og at det hjælper at være åbne omkring det, så vi lever ærligt med den rolle, som vi nu har fået her i livet.
Jeg skal ikke lave teologi på dette. Jeg ved, at Gud er en god Gud, men jeg ønsker at følge og stole på ham, også når mit liv ikke umiddelbart har en lykkelig ”Ude og Hjemme”-slutning. Og jeg skal huske på, at dem jeg gerne ville bytte med – også har lig i lasten. Ham der vandt alle cykelløbene levede samtidig med en kæmpe doping-løgn i årevis. Ville jeg bytte? Nej. Hende som tabte alle kiloene vandt godt nok en flot sejr på de ydre perimetre, men må stadig kæmpe med selvhadet, som startede det hele. Kvinden som nåede det hele, føler sig så alene og tom, når musikken ikke længere spiller, og hun ligger der alene i sin seng.

En tysk kvinde, som jeg mødte for mange år siden, fortalte mig: ”Man kan ikke få det hele!” og det har hun ret i. Men jeg og du kan have Gud med igennem det hele, og vi kan slutte fred med den rolle, som han har givet os i livets store teaterstykke. Og måske kan vi bede om en ny i næste akt?